Nå, men det der post-sommerferieblues har ramt mig ekstrahårdt i år.
Jeg burde ellers snart have accepteret min rolle, som potentiel medaljevinder, i kategorien:” størst mængde klynk, sentimentalitet og vemod, over hverdagens indtog, og vinterens snarlige komme”, og vide at det plejer at gå over efter et par uger – men i år er det altså lige en tand værre.
Mit nye job er benhårdt at komme i gang med. Jeg er blevet fastansat samme sted som jeg har været i et vikariat det sidste år, men i en helt ny funktion, hvor en stor del af mine nye arbejdsopgaver er nogle jeg er relativt uvant med. Jeg bekymrer mig, famler, og er urimeligt hård ved mig selv, over ikke at være superprofessionel og erfaren – også selv om det egentlig går ret godt.
Når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg cirka tre levende hjerneceller tilbage, og er ikke et særligt overskudsramt menneske – hvilket jeg kan smide oven i bunken af ting jeg kan være hård ved mig selv over. På fredag starter jeg så også ny uddannelse, og med den og lektielæsning, når jeg op på den forkerte side af 50 timers arbejdsuge, hvilket er skræmmende.
Men hvad pokker: jeg glæder mig til at komme i gang med uddannelse; kan mærke at hverdagene lige så stille bliver nemmere; weekenderne har været ekstrahyggelige hele måneden; og sommerferien luner stadig, så post-ferieblues er nok snart på retræte!
Som jeg husker sommerferien, så den udelukkende sådan her ud:
Vildt så hurtigt man kommer væk fra de der langsomme feriedage igen – og så hurtigt man glemmer de ting der ikke var helt så badet i blødt lys. Det var en dejlig ferie – der er markant for få sommerferier på et år – men det var for første gang også tydeligt, at de somre vi kender er ved at komme til en ende.
Indtil nu har vores ferier været langstrakte og dovne, på en måde vi alle seks har været enige om var optimale, men i år kunne vi for første gang mærke de to ældste pigers savn efter venner, og længsel efter ting de gik glip af hjemme. Det er lidt vemodigt, men selvfølgelig også naturligt, at de ikke brænder efter en måneds stillestående sommerhus med deres forældre i al fremtid.
Ting jeg har lavet, mens jeg ikke lige fik blogget:
Vi fik fribilletter til “Den blå planet”, hvor højdepunktet var at se en skildpadde, der fuldstændigt ligner mig selv, når jeg kommer til at tænde for mit mobilkamera mens det peger på mig selv:
Det har jeg moret mig alt for meget over.
I fødselsdagsgave, fra min søster, svoger, mor, kusine og fætter, svigerinde fik jeg en billet til “Haven festival” på Refshaleøen, og på en eller anden måde fik vi skrabet penge sammen til en tilsvarende billet til Ninjaman. Kæft, det var fedt! De sidste par år har jeg kædehørt Conor Oberst ( hvis ikke I kender ham, så prøv at hør fx albummet “Upside Down mountain” – det er altså fremragende), og siden jeg hørte at han skulle spille på Haven har jeg fantaseret om en billet, men vidst jeg ikke havde råd.
Fandme verdens bedste gave! Min søster – der nærmest burde helgenkåres for den bedrift – passede alle fire unger, den grimme lille hund og sine egne to børn hjemme hos os, mens vi hørte musik og tyllede drinks og følte os uforholdsmæssigt unge.
“Haven” må godt arbejde lidt på kortere køer, og bedre lyd, men bortset fra det var det nogle fantastiske dage!
Forrige weekend gik med Pride-optog og hygge med venner; denne weekend med gennemskrivning af bogmanus; der er noget arbejdsweekend og skolefest næste weekend; og om to uger holder vi vores store kærlighedsfest og er i fuld sving med forberedelser.
I morges blev jeg vækket af mindstebarn, der kom og puttede i min seng. Jeg tog et foto af hendes lille puttehånd i min, og bare tanken om det, har gjort min dag i dag væsentligt bedre.
Tak til jer der har sendt bekymrede mails og spurgt til blogstilhed. Der er ikke noget galt, og jeg har masser af ting jeg gerne vil blogge om, men bare ikke overvældende mængder hjerneceller til overs lige for tiden. Det kommer!
For filan det er skønt du er tilbage! Sagde en anden én med cirka lige så få hjerneceller tilbage som du. Det er en hård nyser med jobopstart og ferieblues i én pærevælling. Jeg kender ikke kuren, men jeg tror utvivlsomt du har fat i den lange ende når du tager din datter i hånden. Sammen klarer man alting. Også den minimale mængde af hjerneceller! ❤️
Årh tak for dit svar! Og den søde mail! Undskyld manglende svar – tid og hjernecellemangel… knus til dig
Dejligt at høre alt er vel 🙂 håber I får den skønneste fest, det har I sådan fortjent alle seks.
Hej superheltemor
Jeg kender dig jo ikke som sådan, men jeg tror det er rigtig vigtigt indimellem at stoppe op og mærke efter om den tid og de kræfter man bruger er rigtigt brugt. Det gør du nok også men arbejde og uddannelselyder rigtig hårdt, så pas på dig selv.
Bh Line
Jeg vil bare sige, at du er en kæmpe inspiration. Du skriver så levende og morsomt, og det er grunden til, at du har været min yndlingsblogger i mange mange år. Den måde I er sammen som familie på er fantastisk. Så tak for dig og for at du deler små og store ting!
Årh tusind tak! Det er jeg vel nok glad for at du siger!
Vild med det! 🙂