(Indeholder omtale af et arrangement vi var inviteret til, men det er ikke et betalt indlæg eller noget – det er bare en ret god trafikklub.;))
Da jeg var barn, var min lillesøster med i en trafikklub, og fik spændende pakker ind af døren, til min store misundelse. Jeg svor at sådan en skulle alle mine børn meldes ind i, når jeg engang fik nogle, men af en eller anden grund har jeg aldrig fået det gjort – måske fordi vi har været så heldige selv at kunne hente og bringe børn i alle de år de tre store var små, og derfor virkede det ikke så nødvendigt, når vi kunne træne med dem mens vi gik.
Børnenes skole ligger to stop med toget og en ret lang gåtur over store veje væk, så vi har først ladet de store selv tage hjem fra de var ca 9 år gamle.
Men vores arbejdstider er anderledes nu, og siden mindstebarnet startede i skole i sommer har der været et par dage om ugen hvor de var nødt til at følge hende. I starten hadede jeg at de var nødt til at gå selv, og pylrede helt vildt, men siden har jeg flere gange mødt dem på vejen hjem, og de går så pænt, og holder hende omhyggeligt i hånden, og jeg bliver så rørt og glad hver gang, over at de passer så godt på hinanden.
For noget tid siden blev mindstebarnet inviteret med til lanceringsfesten for Børneulykkesfondens “ny trafikant”-klub, sammen med en veninde fra klassen, og de var helt høje over at høre koncert, få læst højt af forfatteren til Villads-bøgerne og ræse rundt på en trafikbane.
Efterfølgende ville hun gerne meldes ind i klubben, og det har været en stor succes, hvor hun ivrigt går til de tilsendte opgaver, og jeg får ro på, over hvor godt styr på det hun er ved at få
Så er det ikke kun de store der skal være opmærksom på hendes vegne. Jeg vil tro vi har spillet trafikspillet, som hun fik tilsendt fra sin klub, nærmest dagligt siden hun fik det – og kun den ene af os er virkeligt træt af det.
Trafikklubben bruger børnebogsfiguren “Villads fra Valby” i al materialet. Ham har vi i forvejen læst mange bøger om, så det fanger hende helt vildt.
“Kan du huske dengang jeg var lille, måske kun fem år, og i skældte mig ud da jeg sagde der var grønt lys, men det var bare fordi jeg troede at man skulle se på det andet lyskryds, hvor der var grønt for de andre? Nu forstår jeg lyskryds!” proklamerede hun stolt efter vi havde genlæst bogen om Villads i trafikken.
og det er jeg glad for at hun er gør.
Også selv om det stadig er rart de går sådan her hjem, som på billedet her jeg tog fra min cykel i vinter, og blev så rørt over.
