Jeg havde to fridage der skulle bruges inden jul, og valgte at lægge dem i dag og i går.

Hvis der er noget i verden jeg mangler er det tid, og det har føltes ekstravagant luksuriøst at gå og tænke over hvad de to dage skulle bruges på.

Skulle jeg besøge mit gamle arbejde? Tilbyde mine børns skole at komme og lave noget gratis værkstedsarbejde? Få blogget noget af al det jeg ikke når i hverdagen? Skrive en artikel? Rydde op (ha,ha!)?

Jeg kunne godt se på listen ovenfor, at jeg har det med at vælge afslapningsaktiviteter der minder om arbejde… Tror det er fordi jeg har arbejder så sindssygt mange timer om ugen DS sidste 3-4 måneder og jeg har nærmest glemt hvordan det er at slappe af.

Det virkede lidt ulogisk, så jeg vred mit hoved for hvad man ellers kan bruge uventet fritid til, og nåede frem til at dagene jo egentlig er omsorgsdage for mit yngste barn, og jeg ville lave noget med hende.

Nå, men hun er fuldstændigt opslugt af at gå i børnehaveklasse, og ville hellere i skole end have fri, til min store undren. Jeg måtte dog godt hente hende tidligt, tillod hun allernådigst,  hvis vi kunne gå i svømmehallen.

Søndag aften havde jeg styr på mit ego-fridags-program, og begge dage skulle se sådan her ud: 1):til morgenyoga 2:)købe lidt julegaver 3):hjem og nyde uforstyrret skrivetid, og skrive på roman 4): hente børn tidligt, og lide stoisk gennem en svømmehalstur, som de elsker, og jeg hader.

Og så blev jeg vækket af seksårig der brækkede sig på gulvet ud for min seng…

I går spillede vi ludo, var i karbad sammen og sov til middag.

I aftes var jeg ærgelig over at jeg ikke havde gjort noget der føltes som fridag, og over at jeg ikke havde fået skrevet noget som helst…

I dag er hun endnu mere slatten, og har suppleret opkastsyge med dårlig mave, og hun er så slap at jeg må holde hende når hun er på toilettet.

Vi har været oppe siden klokken 06, hvor hun kastede op, og har foreløbigt set halvdelen af Star wars filmene, liggende tæt under en dyne.

“Det er faktisk den bedste dag i mit liv!” erklærede hun lige før, da vi satte film nr tre på. “Altså – hvis ikke jeg kastede op hele tiden…”

Og et eller andet sted tænker jeg at der er visdom i den sætning som jeg burde lære af: det handler ikke om at tænke på hvad man går glip af, hvad der er ubehageligt eller på hvad man kunne have udført – men om nærhed og laven ingenting.

(også selv om det suppleres af opkast).

Related posts:

Om at blogge om noget, man ikke har styr på Om distraktioner Om at gøre de ting man er bedst til Om sygdomsstatus og travlhed