Årh det har været en hektisk weekend – fyldt med fest og hyggeligheder, men med en masse planlægning og forberedelse også.

Mit fabelagtige ældstebarn fyldte hele 15 år lørdag, og da hun ikke er blevet konfirmeret, eller noget der mindede om, fik hun lov til at holde en større fest end vi plejer.

Det er kun et øjeblik siden at hun var så lille som på pasbilledet her, og næsten lige så kort tid siden at hun kom til verden, hjemme i sofaen.

Den historie kan iøvrigt læses HER

Da vi ikke havde plads til både nærmeste familie og bedsteveninderne med familier hjemme, lånte vi lokaler på børnenes hyggelige skole. Så blev pladsen pludselig rigelig, og vi sagde ja til at hun også måtte invitere alle pigerne fra klassen. Vi endte derfor med at være hele 35 mennesker, til kagebord og aftensmad.

Fødselaren stod selv for borddækning, sammen med en veninde, og det blev betagende flot, med håndmalet mønster på dugene, granranker og skiver af træ med lys på. Jeg fatter ikke hvor det barn får sin æstetiske sans fra – det er ikke fra sine forældre, som synes vi er dygtige hvis bare vi stabler vores rod i pæne bunker.

Hendes mellemsøstre, far og jeg lavede al maden, mens mindstebarnet var fredet pga lidt feber. Ninjaman og næstyngste søster fandt endda tid til at håndtegne to kæmpeplakater, der skulle bruges til gæstebog. Vi havde fundet noget der mindede om på Pinterest, som hendes far tegnede af, mens søsteren improviserede mere. De kom til at se sådan her ud:

Ideen var, at hver gæst skrev et godt råd til hende. Ovenstående er mine visdomsord.

Det var en stor succes med den slags plakater, og hun blev rigtigt glad for dem.

Festen fortsatte til langt ud på natten, og vi var zombieagtigt trætte da vi dagen efter ryddede op. Mit hoved var også rødvinstungt, og måske var det derfor at jeg endte med at sige ja til mellempigernes drøm om at tage med til bankospil, på en skole i nærheden.

Vi har aldrig prøvet banko før, men det var lidt af en oplevelse!

Nisseband, æbleskiver og mine to piger der brød fnisende sammen, hver gang opråbene sagde “niner-fyrre” og “niner-tredive”.

Som de bankoanalfabeter vi er, vidste vi ikke at man selv skal have egne bankobrikker med. Heldigvis findes der som regel rosiner i bunden af en rodet mor-taske.

De profesionelle bankospilleres smil stivnede lidt over vores rosinhelligbrøde – men jeg anede alligevel et snert af respekt da vi, efter fire lange timer, slæbte væk med både chokoladeæsker og en gavekurv.

Efter en weekend med så meget knald på, er det næsten afslappende at være på arbejde igen.

Og selv hvis jeg ikke syntes det, kan jeg varme mig, ved tanken om hvor superglad min store pige blev for sin fest – og hvor sej jeg er, at jeg har kunnet holde et barn i live i hele 15 år nu.

Related posts:

Om at blive gammel – og fest og gaver Om anti-vegetar-propaganda Om heste og trusler Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip