Her i sygdomsboblen, har luften været lidt tung på det seneste, og de sidste tre uger har været dækket af en fesen sky af bekymringer.

Fysioterapeuten, der genoptræner min mand efter kræftoperationen, kunne ikke gennemskue hvad den voksende bule på skulderen var, eller forklare hvorfor han ikke kunne bruge armen rigtigt, så scanninger, undersøgelser og bekymringer åd December-dagene.

Svaret på undersøgelser var heldigvis ikke noget med mere kræft, men en, muligvis permanent, beskadiget skuldernerve, som følge af operation – hvilket er pisseuretfærdigt…

Et par af vores følsomme piger har periodisk reageret på den trykkede stemning, med festlige indslag i tråd med dette, og med mareridt og nattetrøst:

Forrige uge var jeg ude at spise og drikke drinks med en veninde – første gang i de to en halv måned siden operationen at jeg var “rigtigt” ude, til noget der ikke var arbejdsrelateret – og det var helt utroligt dejligt at tale med et andet menneske i så lang tid, at samtalen bevægede sig ud over det obligatoriske med sygdom.

Det var det vi trængte til, Ninjaman og jeg,blev vi enige om: en aften væk fra bekymringer og pligter; unger og sygdom.

Min søster tilbød generøst at passe børneflok, og efter afkysning af yngel, tog vi spændte metroen ind til København – helt uvante med at være ude i den “virkelige” verden sammen.

“Jeg glæder mig bare til at dufte til brændte mandler og se på julelys!” sagde min beskedne mand, der dog fejlvurderede hvor ondt det gør at gå rundt, efter 74 dages sofaligning.

Heldigvis havde vi fået foræret et ophold på det superhyggelige hotel Scandic Front, hvor vi fik det lækreste værelse, med udsigt over havnen, og efter en kort gåtur, hvor han så fik ondt i kroppen, og jeg blev ør i stress-knolden, spiste vi noget mad, og fortrak tilbage til hotellet, hvor vi brugte aftenen på at glo ud af vinduet, og tale så længe, at samtalen bevægede sig ud over al det med sygdom.

Der er noget ganske særligt over at bo på hotel – også selv om det er i ens egen by – det føles som om man klemmer en hel ferie ned i et enkelt døgn, og man ser byen på en helt anden måde.

Nu endte vi så med mest at se byens lys fra et vindue, men det var stadig den fineste aften vi har haft sammen rigtigt, rigtigt længe – og at vågne op til fabelagtig morgenbuffet var bestemt heller ikke en dårlig oplevelse!

Sådan her havde vi det begge to, efter et døgn væk fra sygdom – nu er vi klar til at kæmpe lidt videre!

I morgen har vi lidt mere hospital og prøvesvar, men forhåbentligt er svarene gode, så vi alle seks kan holde ferie sammen, producere julegaver, og lade julefreden falde over os.

Og helt off topic: jeg er ambassadør dor Røde kors indsamling til mindrebemidlede familiers jul, og man kan stadig bidrage til min indsamling lige HER.
Alle beløb hjælper!

Related posts:

Om forsinkede reaktioner Om planlagt kærlighed Om drengetække Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon