Om nisser – et mandagstip

De tre storesøstre besluttede i år, at mindstebarnet skulle overraskes med en nisse.
Den slags har vi ikke brugt før (kun husnissen, der får en skål grød lillejuleaften, som han kvitterer for med et brætspil eller en film ,der kan få juleaftensdag til at gå), sådan noget med gavesokker og drillenisser, har jeg ikke hukommelse til at fastholde en hel december, og det synes de store at de har manglet.

De købte og malede selv et nissehus, som de satte op på den lilles værelse, og skrev et brev fra nissen – jeg har sjældent set nogen blive så glad, som hun blev!
DSC_0087
Om aftenen lå hun spændt i sin seng, og sagde, med sin lille heliumstemme gennemsyret af lykke:” Tænk at en nisse har valgt mig! Lige mig og mit værelse og ikke alle de andre børn!”

I starten gav nissen utroligt mange pebernødder, flere gange om dagen, og nisseejeren kunne knapt nok holde koncentrationen ved middagsbordet, fordi hun ville ind og tjecke om den havde været der igen, så vi måtte lige bede nissen slappe lidt af,og begrænse gaveuddeling til et par gange om dagen.

Jeg har set hende sidde et par gange inde ved nissehytten, og hviske at hun trængte til slik, men nissen er åbenbart ikke til fals for fedterier.

Her vil min fem årige gerne give mandagstip om hvordan man får sig sin egen nisse:
” Altså: jeg tror man skal være meget, meget sød, fordi at ellers så tør nissen måske ikke bo der.

Jeg slåsser aldrig, og jeg niver heller ikke, eller råber af mine venner.
Det er der nogen der gør, det synes jeg ikke at man må.

Jeg troede ikke at mine øjne så rigtigt, da jeg fandt nissens hus! Det er bare så flot.

Jeg har hørt nissen gå. Den har små fødder, så det er mest fordi at jeg er god til at lytte.
Så hørte jeg triptriptrip, og så var der sgu en pebernød!

Det bedste nissen har gjort var da den gav mig en blomst og nogle chokoladejulemænd.
Der var fire, og min storesøster sagde at jeg skulle have delt – men jeg kom til at spise dem…

Den har også lavet sådan noget flot pynt der hænger på mit værelse – men ved du hvad? Den har stjælet nogle af vores perler, er det ikke strengt?
Haha, det er ret drilleagtigt.
DSC_0106
En gang gav den mig også en slikkepind, men jeg havde set i min mors taske at hun havde sådan nogle, så der havde den stjælet den!
Min mor siger at der manglede to fra posen, så den havde også taget en selv…

Når jeg bliver stor, vil jeg gerne arbejde som drillenisse.
Så skal man gå i skole, hos julemanden.
Det tror jeg ihvertfald.

Nogle gange leger nissen med legetøjet. Så står det helt anderledes.

Jeg synes det er så spændende og hyggeligt at have en nisse.
Det skal man prøve.
Bare husk at være sød, så kan man få en selv.”

(Visited 123 times, 1 visits today)

19 thoughts on “Om nisser – et mandagstip

  1. Fantastisk!

    Tak fordi du deler – dine indlæg får mig altid til at huske på hvilke ting her i livet, der er vigtigst ❤️

  2. Hvor er de søde!
    Og: har du en vejledning til den pynt der, for jeg kender en lille pige der ville eeeellllske det 🙂

  3. He-he, de kære små…. Ja, man underkender ofte, hvor fokuserede de bliver på at høste hvad der gemmer sig i sokken! Jeg ved bare, at mine poder er vågnet ukristeligt tidligt de forgangne syv dage. Min mand har indædt hvislet til mig, at det med sokkerne er mit projekt, og kun mit…. Der er lidt lang tid til den 24. lige nu, synes jeg…..
    Kærligst Mor-monsteret fra Skøre Liv.

  4. Ahmen for fanden hvor er de søde dine piger – tænker det må være et af de øjeblikke, hvor man som forældre tænker “Dem der, dem har vi klaret meget godt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *