Da min mand for snart tre måneder siden fik sin kræftdiagnose, tog jeg skyklapperne på, og fokuserede på at gøre mit, for at få os allesammen igennem det her.
Vores piger skulle ikke udsættes for, både at have en syg, indlagt far, og en mor der sad og græd og var bange, så skyklapperne blev på.
Jeg har været tvunget til at være mere handlekraftig og praktisk i løbet af de her par mørke måneder, end jeg sammenlagt har været i resten af mit liv før det: har hentet og bragt; puttet og vækket; vasket og ordnet; trøstet, dag og (særligt meget) nat; læst journaler og råbt højt; superviseret sår og lektier; panikket over voksende gæld; handlet til hele ugen over nettet, i god tid – og endda panikkøbt alle julegaver allerede, af frygt for ikke at have tid senere.
Oveni har jeg også passet 40 timers arbejdsuge, hvilket har efterladt ganske få minutter til mig selv pr dag, og en følelse af konstant at være bagud.
Men nu lysner det endelig.
Sidste uge blev Ninjaman i stand til at køre bil, på kortere strækninger, og fejrede det ved at køre op og købe øreringe til mig, og bagefter hente mig fra arbejde; han knokler med genoptræning og bliver bedre for hver dag der går; han kan nu hjælpe med en del af logistiskken omkring børn; og lægerne er optimistiske omkring, at de tror han er kræftfri allerede nu.
Jeg burde jo være glad og lettet, men det er jeg ikke.
Det er som om, at for hver grund der har været til at trække vejret lidt lettere, er det blevet tungere…
Hele det her sygdomsforløb kom så pludseligt; som en snebold der kom rullende og slæbte os med ud over kanten, hvor vi ikke kunne gøre andet end at holde fast – og nu hvor den ligger stille, kan jeg pludselig mærke arrene og de blå mærker jeg fik, mens jeg stødte ind i buskene på vejen, og en forsinket skræk, over at vi overhovedet blev ramt.
Jeg vågner om natten, med panik i kroppen, og flashbacks til den frygtelige første uge efter operationen, og kan ikke sove mere.
Ligger i mørket og lytter til hans vejrtrækning, og er ved at kaste op af skræk, ved tanken om, at jeg ikke kan tage det for givet, at vi har hinanden altid – det er jo det der er mantraet, det der har holdt os oppe, når ting var svære:” i det mindste har vi hinanden”.
Jeg har ikke grædt særligt meget i løbet af det her, men de sidste uger har jeg tudet over alt, fra mistede nøgler til fyldte kalendere, og bliver svimmel og kortåndet når der er alt for mange mennesker i supermarkedet eller bussen.
Kombinationen søvnløshed, panik og tuderi, fik min læge til at insistere på noget sygemelding, så jeg har fået en kvart sygemelding, i form af fri hver tirsdag i december.
“Har du brugt din sygedag på noget godt?” spurgte min søde kollega mig i morges, og jeg vidste ikke hvad svaret var.
I virkeligheden havde jeg bare lavet det her:
En hel dag, hvor jeg lå ved siden af min middagssovende mand og gloede op i skyerne, gennem vinduet, lige indtil børnene skulle hentes.
Så det er status lige nu, og grunden til at jeg kun blogger sporadisk for tiden: jeg forsøger, at lære mig selv at kigge mere på skyer – eller male skyer.
Det er fint at kigge på skyer. Og holde blog-pause. Tanker herfra. Kh. Birgitte
Tak
Det lyder som en fremragende idé – du er i sandhed en superhelt, Superheltemor 🙂 Håber skyhyggen lyder til, at være lige hvad du trænger til!
– Anne
http://Www.venterpaavin.blogspot.com
Kram og tak
Skyer er skønne. Håber du kan trække vejret lidt bedre snart. Tanker herfra.
Mange tak
Jeg håber, at dine omgivelser passer rigtig godt på dig:) Det er satme en grim ting, I har været igennem! Varme tanker til dig:)
Tusind tak
Det er hårdt at være pårørende især bagefter , mens det står på får man uanede kræfter .
Men du skal nok komme ovenpå igen bare du giver det tid . Hilsen en der har været der
Godt at høre!
Lot of love?
Tak
Et stort kram til dig <3
Kram tilbage
Og det er det eneste rigtige at gøre – så bliv endelig ved med det, når det kan lade sig gøre!
Kram herfra
Prøver også;)
Tror det er det helt rigtige. Bare at trække vejret og kigge på skyerne. Stort kram og glædelig jul
Kram og i lige måde
Hvor er det godt din læge mærker efter når du ikke selv gør.
Rigtig god beslutning.
God bedring til jer begge ?
Tak
Det lyder som en rigtig fornuftig idé at kigge mere på skyer. 🙂 Det øver jeg også mig selv i at gøre.
Tanker og knus til dig og din familie. 🙂
Tak
Det er en typisk kvindeting at gøre: Når lokummet brænder, tændes der for et eller andet survival-mode i hjernen, og vi sørger for at alle omkring os kommer sikkert og trygt igennem en svær periode. Først når alle er nogenlunde sikkert igennem og der er lys forude, kommer vores reaktion. Sørg for at have folk omkring dig, som kan nurse dig igennem din reaktion, på samme måde som du nursede andre igennem deres.
Synes det er svært. Ved ikke helt hvem man beder om hjælp, eller hvad det er jeg mangler. Kan bare ikke overskue så megeg
I de sidste 10 dage har jeg troet at jeg havde kræft. For det troede lægerne indtil biopsier og scanninger heldigvis viste andet. Jeg har aldrig være så bange før. Jeg nåede at planlægge min begravelse og fortælle min mand at han skulle finde en ny, kærlig og god mor til mine børn. 10 dage i helvede. Og jeg var endda raske all along. Jeg kan kun prøve at forestille mig hvordan det må være at få diagnosen trukket ned over hovedet med alle de bekymringer, beslutninger og overvejelser der følger med!
Træk vejret. Giv dig lov at trække vejret. Sæt ord på din frygt og få proffesionel hjælp. Vær modig nok til at sige at 1 dag om ugen ikke er nok til at fjerne dødsangst.
Pas på dig selv. Pas på din familie. Pas på hinanden.
De kærligste tanker fra mig til dig.
Åh hvor uhyggeligt! Er så glad for du er rask. Det er så skræmmende
Da både min bror og svigerinde blev erklæret kræftfri var det lige præcis der i deres forløb de følte sig allermest syge. Nok var de kræftfri men deres kroppe var nedbrudte, deres psyke havde været på den vildeste prøve og dødsangsten sad stadig dybt i dem. Derfor er “efter” forløbet ligeså vigtigt at tage hånd om og den psykologhjælp man kan få igennem kræftens bekæmpelse er altså guld værd. Og det gælder hele familien. Jeg føler så meget med dig og din familie, og din sygedag skal bruges på lige det du har brug for om det er at lave kokodame eller se på himlen er sgu ligegyldigt bare du føler det gør noget for dig.
Jeg håber I alle 6 får en fantastisk jul og at jeres efter forløb bliver helbredende på alle fronter.
Vh Rie
Tusind tak for kloge ord
Skyer er det bedste middel mod stress – for det er dét, du har, søde….. Du har brug for meget mere end en ugentlig fridag, tro mig.
Håber du selv eller nogle andre får øjnene op for det! God bedring – til jer begge!!
Håber sådan det er nok…
Jeg tænker på dig og jer! Pas godt på dig selv. ❤️
Tak
Jeg kender det alt for godt. Jeg har i en lang periode været den stærke hos os, holdt modet oppe mens manden var gået i sort. Nu er der sket det dejlige at det lysner for ham, og jeg har simpelthen været så trist de seneste dage. Jeg håber nogen hjælper dig til at få luft og få tanket på batterierne, stressbehandling kan arbejdspladsen måske hjælpe med – det har i hvert fald været en mulighed for mig.
Årh…pas på dig selv! Har også været der. Det er så svært
Sådan er det. Hammeren kommer bagefter, når man har tid til at vælte. Det vigtige er at turde lade sig vælte og få tudet igennem. Ellers bliver man underlig. Stor stor krammer. Mega.
Tak:)
Det lyder som en klassisk belastningsreaktion (siger medarbejderen fra psykiatrien) 🙂
Det kan være lige så vigtigt at fokusere på sine oplevelser, følelser og reaktioner som pårørende. Sygdom påvirker ikke kun den ramte.
Pas rigtig godt på dig selv!
Kærlige tanker
Mange tak. Jeg har fået en psykolog nu, starter tirsdag. Det bliver godt at få talt om der
Åh altså. Det er hårdt når livets uretfærdigheder sådan helt uventet kommer snigende.
I sommer fik min mand en blodprop i hjertet, pludselig og uventet. 3 uger efter fik han en 4 dobbelt bypass operation. Det var voldsomt og hårdt. Da det stoder på reagerede jeg ikke, overhovedet. Det var der ikke overskud til. Men præcis 3 måneder efter, da der endelig var ro på, kom reaktionen. Præcis som det er tilfældet med dig og som det er tilfældet med mange andre.
Jeg håber du får nogle gode fri tirsdage fyldt med lige det du har brug for.
Årh det lyder hårdt… Kram til dig
sender god energi din vej – og et stort cyberkram <3
Tak!
At kigge på skyer er jo ligepræcis en af de ting du skal tage dig tid til, på dine rolige december tirsdage 🙂
Og det er nogle gange det folk glemmer. Jeg har haft en freaking blodprop i hjernen som 25årig og mistet synet på det ene øje. Folk bliver ved med at spørge, om jeg ikke er glad for, det er overstået/at det ikke var kræft og lignende – jeg tror ikke helt de kan sætte sig ind i, man lige skal bearbejde dét at have været rimelig meget et kussehår fra at dø og alt hvad der hører med at vrede, taknemmelighed, sorg, forvirring og tanker omkring, at det kan vende tilbage, hvis ens helbred vil spille en et puds. Så tanker til jer – jeg ved, hvor langsomt det går at rejse sig igen. Men her et halvt år efter diagnosen endelig efter næsten et års undersøgelser blev stillet, ved jeg også, at tårene slipper op, og ikke kun fordi man er grædt tør – man bliver rent faktisk også lidt gladere hver eneste dag. Nu er jeg jo ikke den pårørende i din situation, så ved overhovedet ikke, om du kan bruge det her, men det er egentlig også bare for at sige, at din mand kommer tilbage. Det gjorde jeg. Jeg er ved at blive mig selv igen. Ikke helt den samme som før – på en gang mere eftertænksom og spontan, men jeg er ikke længere den total tynde skygge af et menneske, jeg var før, og det tror jeg, folk omkring mig nyder. Det gør jeg hvert fald selv, for skygger kan ikke hænge julehjerter på træet.
Den gode nyhed er, at du er helt normal. Du reagerer nogenlunde lige sol vi andre, der har været pårørende. Ved godt, at det ikke føles godt, men jeg tror på, at man skal mærke smerten, før man kan komme forbi den. Det har i vært tilfælde virket for mig. Pas på dig selv og lyt til dig selv. Hvis en enkelt fridag om ugen er nok for dig, så hold fast i det. Ikke alle får det bedre af en fuld sygemelding. Stol på dig selv og stil krav til din psykolog. Og kig på flere skyer. Det er et virkelig flot billede. Så mal endelig også noget mere.
God bedring til både dig og din ninja. Og en rigtig glædelig jul til jer og jeres piger.
Pingback: Om kærestetid og sygdomscrap |