Det tidspunkt på året hvor jeg synes det er sværest at være optimistisk og fokusere på de gode ting i livet, er hverken i blæsende november eller sjappede januar – men i solrige august.
Det er som om alting føles forkert hele den første måned efter sommerferien, og istedet for at glæde mig over alle de varme dage der kommer, bemærker jeg den snert af efterår der er i luften, og fyldes med tungsind, ved tanken om at skulle stå en hel vinter igennem om lidt.
Hvert eneste år efter sommerferien virker måden vi lever vores liv på forkert: efter fem ugers tid og nærvær, virker 40 timers arbejdsuger, tidspres, og pligter simpelthen naturstridigt.
Jeg bruger lige dele tid på at være rasende på mig selv over at jeg ikke er millionær, så jeg kunne gå herhjemme med lækker mand og kysse, i al den tid hvor jeg ikke skrev spændende romaner; have overskud til at lytte til alle de ord der kommer ud af mine mange børn; møde op til alt der bliver inviteret til i skole og børnehave; og tage familie med på spændende rejser i ferier og weekender – og på at fantasere om at sælge alt jeg ejer, hive min børneflok ud af hverdagen, og blaffe verden rundt, mens vi lever af nærvær, kærlighed og livsvisdom.
Min familie bakker på ingen måde op om mulighed 2 (altså: den med fattigdom og rejseri), men er anderledes støttende omkring millionærambitioner.
Problemet er, at jeg på ingen måder har valgt en karriere med millionærpotentiale, og derfor ser mit post-ferie-liv sådan her ud:
Jeg bruger seriøst mange nætter for tiden, på at ligge og skiftevis gruble over videreuddannelsesmuligheder; være sur på mig selv over at sidde her og både være halvgammel og helfastlåst; og på at lægge planer i tilfælde af zombieapokalypsen .
( og ja: jeg ved godt at den sidste del ikke umiddelbart hænger sammen med resten, men ulogisk nok, er zombieskræk/selvhad et lige så velkendt par som salt/peber, Løkke/fadøl, chokolade/Netflix, inde i mit hoved .)
Kronisk søvnunderskud, på grund af natligt selvhad, gør mig sjovt nok ikke til bedre selskab, hverken for mig selv eller andre – men jeg prøver hårdt på at tænke positivt, og glæde mig over de små ting .
Således har jeg de sidste dage glædet mig lidt over humoren i følgende samtale, som jeg havde med mit børnehavebarn da jeg hentede hende i fredags:
Mor(melodramatisk sukkende):” åh hvor bliver det dejligt at have weekend med dig nu, min skat. Jeg har virkelig savnet dig i dag!”
Barn(nonchalant ligeglad):” nå. Jeg har faktisk slet ikke savnet dig!”
Mor(fedtende):”heller ikke bare lidt?”
Barn(nølende):” okay… Jeg har savnet halvdelen af dig!”
Mor(forvirret):” øh, halvdelen? Hvilken halvdel er det så?”
Barn(kæk):” din mås! (klask!) Fordi den BLÆVRER! (klask!)”
Godt så.
Næste gang min hjerne ruller det tunge program med natligt selvhad ud, vil jeg trøste mig med i det mindste at have klaskeværdige balder!
Åh så er jeg ikke alene!. Dog uden zombier og dog lidt da jeg frede vildt ude midt i ingenting i vestjylland klokken nat ( ret let, der er ret meget ingenting derude) og endte med at køre igennem en skov der lugtede som da fryseren gik i stykker mens vi var på ferie. Tænker at zombier lugter af rådent køb og at de må kunne leve fint at tyske turister der farer vildt. Der sendte jeg dig en tanke.
August er tvivlens måned. Bor vi det rigtige sted, har jeg valgt den rigtige skole/fritidsinteresse til dem, er det rigtigt at lade den 13 årige arbejde med de lange skole dage osv osv. Mellem 1 og 5 er godt selvhad tanke tidsrum og så igen når vækkeuret ringer og jeg små hepper på alle ungerne er syge så vi kan sove videre.
Åh hvor er det sandt sagt… Og shiiiit med zombieskov! Jeg var seriøst død af skræk – eller omvendt: var gået i beredskab og kommet til selv at dræbe nogen.
Haha, kender godt de tanker fra mit eget hovede, og hvor er drt altså fjollet – men sådan noget kan man nemt bilde sig selv ind. Og ja – så er det godt, lige at blive sat på plads, ligesom her med et værdigt kompliment, må man sige 😀 Så sød altså.
– Anne
http://Www.venterpaavin.blogspot.com
Tak!
Natlig selvhad er noget lort… Klaskværdige baller er toppen til gengæld. Ha en dejlig mandag ☺️
Ja det er vildt så tarvelig man kan være ved sig selv
Altså, zombieapokalypsen er måske ikke ligefrem et sjovere alternativ end presset familiehverdag, men det er da mere enkelt. Prioriteringerne giver ligesom sig selv, når det er basal overlevelse, der er på spil.
På et tidspunkt når vi vel (igen) dertil, at hverdagen bliver hverdag, og ikke noget vi spekulerer så meget over mere.
Gode tanker herfra så længe… 🙂
Kloge ord! Tak for dem!
Puha. Kender det. Måske er de tanker der, fordi hverdagen slet ikke er så let at elske. Måske er den ikke engang elsk-værdig, i ordets egentlige betydning. Måske er det lettere at lære at elske den klask-værdige bagdel, end selveste den hellige almindelige hverdag.
Det er jo fantastisk formuleret! Har helt lyst til at lave et indlæg, bare om det du skriver her. Tak for dine ord!
Børn er det, der gør livet værd at leve! Ja, det har du jo så allerede fundet ud af 😉 Hold nu op, hvor er hun dog skøn, altså. Nå, har ikke noget at bidrage med, vil bare sige, at du som sædvanlig rammer hovedet på sømmet. August er virkelig svær, særligt når den går på held og næsten er september. Og det på trods af at himlen er så blå og skyerne lyser hvide 🙁
Bare ikke helt nok med de der hvide skyer, altså.;)
Tak for din kommentar!
tænk, jeg er ikke alene om at synes, at august er så svær. Det virker ellers som om alle er SÅ fyldt op af skøn ferie og lange aftener med rosé og grill. Jeg synker ned i vågne timer midt om natten og tvivl om jeg nu gør det rigtige i mit liv og gør jeg det nu godt nok. August er i sandhed tvivlens måned, som Ann helt rigtigt skrev det tidligere.
Dejligt ikke at være alene!!
Som det dog er genkendeligt. Har gået hjemme det sidste år. Har bagt boller til mine børn så de fik nok, har deltaget i ethvert klasse/børnehave arrangement med glæde og NYDT hvert et minut med og uden børn. Nu starter jeg på uni – så går der minimum 2 år før jeg rigtig skal tage stilling til hvad jeg i virkeligheden vil…. Fuldtidsjob med børn er bare røv og nøgler
Ja – lige før det der barsel er værd at få bonusbørn for;).
Føler med dig…
Har lige haft den samtale med en veninde i dag 🙂 om samme emne. Hvor jeg indledte med: tror du jeg kunne fejle noget? kan det være meningen at man skal være så træt?
Og sjovt nok, havde min veninde tænkt det samme, samme dag: om hun altså fejlede noget.
3 uger og hverdagshamsteren æder en og ens nære.
Men hvad stiller man op? 🙂
Lad os lave en tænktetank 😉
Sov godt.
Er klart med på tænketank! Synes stadig det er benhårdt – men vi er også ramt af sygdomme og ulykker tæt på for tiden, så alting føles særligt stramt…
Åh, kram <3
Jeg er tre børn og et fuldtidsjob fra dine sko, og må sige at det lyder overmenneskeligt at klare det. Tænker til gengæld at du må være ret godt klædt på, hvis zombierne kommer – som overmenneske…
Hvis du leder efter argumenter til din 2. model, så kan jeg virkelig anbefale speltmor.dk – det er et radikalt livsvalg de har taget i deres familie, men jeg synes det er *så* inspirerende!
Under alle omstændigheder håber jeg der er mentalt lysere dage, og tungt sovende nætter, i meget nær fremtid <3