Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.
Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.
Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.
Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!
Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.
Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….
Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!
He he 😀 Tak for anbefalingen – vi skal af sted til samme event bare i Aarhus på lørdag, så det er godt at vide, at det bliver en skøn dag 😉
Glæd jer!
Ahahaha, “Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en lang amatør-gymnastik-forestilling” – ser det levende for mig!
Du er meget velkommen til et prøveshow, Mie?:)
Bare vent, lige pludselig står jeg i din have med en pose popcorn…
Du kommer bare – så laver jeg en drink til os. Børneshows er altid bedre, hvis man er lidt snaldret!
Haha, true dat!
Ha ha, kender det godt!
Lidt OT: men sletter du konkurrence opslag på bloggen? Synes jeg har deltaget i konkurrencer herinde på det sidste, hvor jeg ikke kan finde opslaget eller hvem, der har vundet, kort tid efter konkurrencen er slut? Skal man bare regne med at medmindre man hører direkte fra dig, har man ikke vundet? 😉
Jeg rykker konkurrenceopslag over i den kategori der hedder “konkurrencer” når de er færdige. Øverst i indlæggene står vinterens navn.
Dette gør jeg, fordi ellers bliver folk ved med at deltage i ældre konkurrencer, hvor vinderen er fundet.
Hm – måske skulle jeg begynde at lave et indlæg om hvem vinderen er også ? Håber ikke mange leder forgæves.
Tak for respons!
Og tak for svar 😉 Så ved jeg i hvert fald hvor jeg skal lede 😀
Min datter går ude på Gymnastikgården hvor de fostrer de flyvende børn. Jeg kan berolige dig med de kun plukker lokale børn med max 1 times transport og at de sjældent udvælger børn ældrer end 5-6 år. Så kan du i stedet bruge dine forårssøndage på “gymnastikopvisning-i-hal-bare-6-7-timer”
Lyder fedt. 😉
Er hun glad for det?
Ja, hun er en helt alm. flad springpige. Ikke noget stort potentiale der. Det er jeg egentlig meget lettet over.
Åh, hvor jeg kender det. Min 7-årige og jeg var til den samme forestilling, og hun slog vejrmøller hele vejen ud af teltet (modsat dig havde jeg dog glædet mig på forhånd). De næste mange dage stod den på tricks på gulv, i gynger, på græs, med hulahopring og sjippetov, fulgt af “MOR, se lige HER!”. Men drømmen levede ikke længe, for da barnet spurgte, hvordan man bliver superkid, var mit kedelige svar: “Man starter med at bo i Århus.”
Så hun må “nøjes” med sin almindelige idrætsgymnastik, hvor træningsmængden går fra fem til ni timer ugentligt, når vi rammer 1. september. *familielogistisk suk*.