Dagens gæsteblogger er søde Stine, der har bloggen østfronten, hvor hun beskriver sin hverdag, med mand, 3 årig datter og baby på vej, på en fin og poetisk måde.
Jeg synes Stines blog er noget så hyggelig, og kan godt lide at læse med!
Gæsteblogger Stine, Østfronten
“Det er både lidt ærefrygtindgydende og flatterende at blive spurgt om at gæsteblogge – specielt når man bliver spurgt af en som Kim, der var en af mine egne inspirationskilder, dengang jeg startede Østfronten.
Der var frit valg på emnehylden, hvilket gjorde det endnu mere svært – for hvor starter man så? Jeg har kigget i mit bagkatalog, overvejet at skrive om ferier med børn, at være mommy-blogger… I sidste ende blev jeg ved at vende tilbage til det, der er en del af mig 24 timer i døgnet.
Noget af det, der fylder allermest i mit liv i øjeblikket er ikke hvorvidt sommeren er kommet for at blive, hvem der vinder Tour’en (eller… det gør jeg nu aldrig) eller noget som helst andet, der har med resten af verden og samfundet at gøre. Mine tanker kredser derimod den baby, der lige ved og næsten er færdigbagt og klar til at komme ud og for alvor blive en del af vores familie. Om den fødsel, der er nært forestående, og som jeg ser frem til og håber på bliver en ligeså fantastisk oplevelse som første gang.
Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at blive mor for anden gang. Både til at kunne indsnuse duften er ny baby igen, ae det dunbløde hoved og være vidne til den magi, det er at opleve et lille nyt menneske åbne sig mod verden i småbitte og samtidig gigantiske bevidsthedstrin.
Men for pokker hvor jeg også glæder mig til at blive nybagt mor med en masse erfaringer i bagagen. En fuldstændig fast viden om, at ALTING med børn er en fase. Og ikke mindst en hel del mere mor-selvtillid end jeg havde med Bean.
Det har taget mig blod, sved, tårer og søvnunderskud nok til et helt liv at nå dertil, hvor jeg stoler mere på mig selv end på Google, min sundhedsplejerske eller andre menneskers mere eller mindre velmente råd. I al fald, når det handler om mit barn.
Det dér moderskabs-halløj handler nemlig (i al fald for mig) meget mere om, hvad der giver mening i mit og vores liv end hvad der nødvendigvis er samfundsnormen. Jeg er eksempelvis en af de et-sted-mellem-1-og-2-procent af danske kvinder, der går målrettet efter en hjemmefødsel. Bean sover også i smørhullet mellem Jonas og mig, og planen er at samsove lige præcis så længe, som det fungerer for os alle. Så taler vi ikke om, hvordan logistikken omkring et spædbarn, natamning og en 3-årig, der allerhelst vil putte helt tæt på mig, kommer til at fungere… Lidt spænding skal der være i tilværelsen.”
