Mellempigerne er på koloni med skolen denne uge, og ældstebarnet var afsted i sidste uge.
Det er meget underligt at have reduceret børneflok – også meget underligere end vi troede det ville være.
Her er simpelthen så tomt, at det nærmest runger!
Sidste uge var sværere end den plejede at være: pludselig kunne vi mærke hvor stor en hjælp ældstebarnet er i hverdagen, med at følge yngre søstre hjem fra skole, tømme opvasker og hjælpe til generelt – og jeg fik helt dårlig samvittighed over det.
Det er selvfølgelig fantastisk at hun er så hjælpsom og ansvarlig, men vi forældre skal huske ikke at drive rovdrift på hendes hjælpsomhed.
Denne uge har så været nemmere end den plejer, og det føles som om der bare er flere timer til rådighed.
I går havde jeg fx både tid til at sidde og se på mindstebarnet der gyngede i en hel time(mens hun nød opmærksomheden), og bagefter til at tage med ældstebarnet op og se på nye bukser.
Der er ingen der skændes; der er ingen der skal følges i skole eller hentes igen; der er kun et barn der skal puttes, og hun falder hurtigt i søvn; der er kun en enkelt madpakke der skal smøres; der er ingen der fyrer hinanden lammere over hvem der skal vælge godnathistorie; der er ingen brok over aftensmaden; og som teenageren sagde, da hun dækkede bord i går:”Vildt! Vi er kun fire: det er jo ligesom en helt almindelig familie!”
Bagefter hjalp ældstebarnet sin lillesøster med at bygge noget lego, og det var helt uvant at høre nogen lege, uden de behøvede skændes om de bedste stykker legetøj og vi voksne svælgede i roen.
Det fik jeg så også dårlig samvittighed over: tænk, at jeg ikke er ved at gå til af savn, når halvdelen af børneflokken mangler, og endda tillader mig at nyde hvor roligt det er?
Men så sendte en af pigernes lærere i morges, en SMS med fotos af mine unger, der sad i solen på lejrskolen og grinede – og lige pludselig savnede jeg dem helt enormt!
Jeg videresendte billedet til ungernes far, der skrev tilbage:”shit hvor jeg savner dem!”
Der mangler klart hvirvlende vejrmøller; plagerier om kager; høj musik; fniseture; diskussioner; og al den larm og liv der er i huset, når mellemtøserne er hjemme – vi andre, mere rolige, mennesker kan jo slet ikke fylde huset ordentligt ud!
Jeg henter dem på stationen i morgen, og glæder mig til at kysse deres glade fjæs, og lade dem fylde med al deres larm og snak – men her til aften har deres far og jeg aftalt at vride det sidste ud af stilheden, og flette fingre over sen aftensmad, når de to rolige børn sover i aften.
Tror det er en god idé lige at lade lidt op!
Nyd det:) Vi har kun to børn men nyder og savner samtidig når en er væk. For selvom vi kun har to så bliver der meget stille når den ene mangler.
Hvor er det smukt beskrevet; det er ægte kærlighed! Både til hele flokken og de enkelte piger, og mellem dig og deres far.
Åh min teenager er også uundværlig og det giver også lidt samvittigheds nag. Især fordi det er så selvfølgeligt han gør det.
Jeg har godt nok kun 3, men er så alene med dem fuld tid. Kan bestemt også nyde roen.
Dejligt!
Og ja: man kommer så nemt til at give de store for meget ansvar. Er selv storesøster, og synes også jeg havde (for) meget, hvor lillesøster kørte mere på frihjul.
Prøver på at være retfærdig og passe På hebde, men hun ER bare mere ansvarlig end de andre. Måske er storesøsteren altid det?
Kan ikke huske om jeg har tippet dig om denne shop – men de har pæææææne kjoler i din stil (Vurderer jeg 😉 )
http://christabellas.dk
Tak!! Og godt ramt mht stil. Tror du har tippet mig – nogen har ihvertfald her på bloggen – tror jeg skal derind og prøve ting. Knus
Har lige haft mine 3 små på 3, 3 & 5 år på lejrtur med børnehaven fra onsdag til torsdag – helt vildt skønt med en dag/aften kun med voksne, men hold op det var også godt at se dem igen her til eftermiddag (fældede en enkelt tåre eller måske 2 da bussen drejede ind ved børnehaven;-)). Nyd både aftenen i aften og imorgen når de kommer hjem igen. kh
Hvor dejligt!! Også at børnehaven gør den slags. Meget misundelig: mine har aldrig været alene væk samtidig
DET kender jeg, selvom jeg “kun” har tre børn. Der hviler en ro over hjemmet, så man tror, det er løgn. Og det er jo på ingen måde, fordi man synes, man kan undvære sine børn. Det er bare anderledes.
Det er noget helt nyt at prøve, hvordan der sænker sig en fred over hus og øregange. Og blodtrykket….
Det vender som regel fordoblet tilbage, når den eller dem, der var hjemmefra vender tilbage og alle mistede uoverensstemmelser skal indhentes… bare det at vi andre ikke har været fastfrosset i den position vi var i, da de gik…. ej men altså..
Og hvor bliver jeg letter, når jeg læser om skænderier og lammere. Tror mine tre hver især har nogle issues over et eller andet ved hinanden. Den største kører politibetjent over den mellemste. De mellemste og den mindste har et eller andet, hvor de forsøger at drive den anden til vanvid med et eller andet, de VED virkelig kan prikke til noget.
Og så skal jeg helt klart have sat dem i arbejdslejr. For her er det ren klapjagt og børneslaveri, hvis mor (undertegnede) kan finde på at bede dem om at smide de sure underbukser til vask i stedet for at smide dem midt på gulvet i stuen. osv..osv..osv.. “Nej, mo-or, hvorfor skal JEG?”
Årh ja – den genkender jeg også!! Den.med at de bliver sure over at være gået glip af noget…
Mine mellempiger skændes som vanvittige for tiden. Med hinanden især, men også med forældre og storesøster.
Er ved at blive tosset!!
Men jeg siger til mig selv: det går over…
De har før haft en periode der mindede om, og det gik over igen. Heldigvis! Nogle dage har man bare lyst til at forlade matriklen, og lade dem rive hovedet af hinanden. Så irriterende at al hygge lige skal plettes af ævl og kævl!
Kender du den følelse også?
Det hjælper at sætte hjælp/pligter i system. Mine piger har en maddag og to bære ud fra bordet dage hver. Og så skal de selv folde eget tøj og ligge på plads.
Hvilke dage de skal hvad, hænger på et synligt skema i køkkenet.
De får 50 kr om måneden, og de ryger, hvis de ikke har gjort pligter: dem skal de gøre, også for at tingene kan køre rundt, og sådan et det.
Men de kan tjene lidt ekstra ved at slå græs og gøre rent. Det er kun en af dem der gider det, og hun er også god til det.
Altså, jeg er håbløst bagud i bloglæsning, så det er jo mega længe siden, du har skrevet dette, men alligevel:
Jeres familie lyder sgu som en dejlig familie, med og uden alle ungerne hjemme. Og jeg er en lille smule misundelig på alt jeres “liv” og alle jeres lækre, sjove, kære og underlige unger.
Det virker som om I er nogle skønne forældre, der har fået avlet nogle søde og betænktsomme børn og unge mennesker, som stadig har deres quirkiness og barnlige sind – og at I er gode til at rumme det. Jeg er jo nok klar over, at det ikke er lutter lagkage og at I også nedsmelter i “nu slapper @#*! I af!”-udbrud, når der er for meget larm og slåskampe og surmuleri, men ellers virker I altså til at have en dejligt familieliv.
Hvor er du fantastisk sød! Tusind tak for din kommentar! Jamen vi HAR det også grundlæggende rigtigt fint – og JO: der kommer også nedsmeltninger fra flere sider – men det meste af tiden er det ægte hyggeligt. (Og her bliver noget så tomt når de engang flytter!)