De sidste fire år har døden kastet lange skygger over vores familie, da mine børns “reservesøster” fik kræft, og for et år siden tabte kampen, og døde, 11 år gammel.
Hendes historie er ikke min historie at fortælle, men jeg kan fortælle hvordan vi har brugt bøger, til at bearbejde frygten og sorgen med i forløbet.
Jeg har syntes det var svært at vide hvordan jeg skulle tale med børnene om det undervejs: hvornår vi talte for meget om det, og hvornår vi lod for meget som ingenting, og derfor har det været et utroligt godt redskab at have gode børnebøger om døden og det at miste, som mine børn selv valgte at vi læste, når de havde behov for at tale om det.
“Anden, døden og tulipanen” er en hjerteskærende fin billedbog, om en lille and, der en dag får følgeskab af døden.
Hun er utryg ved ham i starten, da hun forbinder døden med alle de farer der lurer, men døden er venlig, tålmodig og ikke spor skræmmende.
Da kulden og vinteren til sidst tager ands liv, er det døden der nænsomt placerer en tulipan på hendes bryst, og skubber hende ud på vandet, til hendes sidste rejse.
Jeg tror aldrig jeg har læst en bog så rørende som denne, og vi har læst den sammen, igen og igen, og grædt sammen.
I et forløb som dette, hvor børnene længe vidste at hun var døende, var den tanke, at døden var venlig og hjalp en videre, forløsende.
Jeg kan ikke anbefale den bog nok, den er så poetisk og fin.
En anden bog vi læste meget, særligt i tiden efter begravelsen var denne smukke billedbog af Stian Hole:
Teksten er sparsom, og lidt kryptisk, men man forstår at Anna og hendes far er på vej i kirke, for at begrave Annas mor.
Anna vil helst ikke forholde sig til det der er sket, men overspringshandler og forestiller sig ting, ind til hun til sidst føler sig klar til at tage afsted.
Tegningerne er utroligt smukke, og man kan bruge lang tid på at fordybe sig i dem.
Mine børn vælger stadig ofte den bog til højtlæsning, og hver gang åbner det et rum, hvor vi kan tale om det der stadig gør ondt.
Astrid Lindgrens “Brødrene løvehjerte” begyndte vi på for et par år siden, men den var for barsk, og vi måtte stoppe igen.
Men da jeg i påsken var i Paris alene med min 8 årige tog vi den med,og læste den på tre dage.
Den ER barsk, sørgelig og uhyggelig, og da vi vendte den sidste side græd hun, og sagde hun ville ønske hun aldrig havde hørt den – men dagen efter var hun glad for det, og vi talte om om den i flere dage – talte om liv og efterliv, og tændte lys i en smuk kirke.
Sammen med min 13 årige, er jeg ved at læse “Monster”, af Patrick Ness.
Den er dystert og smukt illustreret, og handler om at give slip og acceptere tab, og vi læser den sammen, i ganske små bidder.
Trods det at den er gennemillustreret, er det ikke en børnebog – den er for unge eller voksne, og den er rørende, uhyggelig og har mange lag.
Som voksen har jeg været rigtigt glad for at læse Winnie Haarløvs “den tomme stol”, der er en utroligt velskrevet brugsbog, der berører alle aspekter af døden og sorg.
Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.
Hvis nogen af jer står i samme situation, og har mistet et menneske tæt på, håber jeg i kan bruge disse boganbefalinger til noget, sammen med jeres børn – og hvis i kan anbefale andre bøger i samme stil, så gør det gerne, her i kommentarfeltet.
Jeg kan kun bakke din anbefaling af And, Døden og tulipanen op! Jeg skrev faktisk opgave om døden i børnelitteratur for nogle år siden, og dén var et af mine analyseeksempler. Jeg har ønsket mig den siden, og nu, hvor jeg selv har fået et lille liv at passe på og forklare ting, er jeg sikker på, at den en dag skal finde vej til hendes bogreol.
Jeg blev meget rørt af dit indlæg, og lige nu er det ikke til at bære at tænke på, men når min datter en dag får brug for at læse og snakke om døden (eller måske bare begynder at stille spørgsmål om den), vil jeg være glad for at have lige netop dén bog stående.
Lyder som en spændende opgave! Hvilke analyse eksempler havde du ellers?
Tusind tak for dine anbefalinger. Døden er et stort og svært emne, og bøger er den BEDSTE måde at snakke om det. Bøger kan noget, både med ord og billeder, som både er universelt og helt personligt på samme tid.
Vores situation er en anden, for vores tab og vores sorg skete før Gryntegrisen kom til – men hun vokser op i en hverdag, hvor døden er nærværende. Det er alt for abstrakt når man kun er to år, men samtidig er det også nu hun begynder at sætte verden sammen, og jeg vil så gerne give hende ordene og redskaberne til begribe både livet og døden.
Tror faktisk hun ville kunne få noget ud af :”Anden,døden…” allerede snart. Den er meget fin, og jeg har læst den med mindstebarn, også da hun kun var 2-3 år.
Ulf stark har faktisk skrevet en billedbog, der handler om hans dødfødte storesøster, kom jeg lige i tanke om. Den er også ret god, så vidt jeg husker?
Jeg har selv haft stor fornøjelse af “Min mor døde – min far døde”, hvor børn og voksne fortæller om at miste en forælder som barn. Der findes en variant for søskende: “Min søster døde – min bror døde”.
Årh ja – den læste jeg faktisk også, og synes den er utroligt god! Desværre vist også udgået fra forlaget?
Afhængig af ens forhold til kristendom, Gud og troen på Himlen, så vil jeg anbefale “Sommerengen”. Jeg fik den læst højt som barn, da min kusine døde, og den er så fin med gode illustrationer og poetisk tekst, men stadig så konkret, at det giver mening for et barn. Den er skrevet af Eyvind Skeie, en norsk præst, hvis gode ven mistede et barn. Bogen er skrevet til vennen og familien, og det er vennen selv der har tegnet illustrationerne.
Men hvis man ikke ønsker at inspirere børn til at tro på en himmel efter døden, så er det nok ikke det bedste valg.
Tak fordi du sætter fokus på sådan et svært emne, som inderligt får mig til at ønske, at jeg ikke behøver læse disse bøger for mine børn – omend jeg ved, at jeg kommer til det en dag.
Astrid lindgrens suser min Lind, synger min nattergal? Er også fantastisk og for voksne vil jeg anbefale De fem du møder i himlen af Mitch Albom
Kære superheltemor,
Tusind tak for at bringe sorg i børnehøjde op som emne. Jeg har selv mistet min datter og oplever desværre at mennesker omkring mig har udelukket deres egne børn for at deltage i sorgen sammen med deres forældre. Jeg vil meget gerne linke til dit blogindlæg på forældreforeningen vi har mistet et barns hjemmeside. Er det ok?
Kære Henriette.
Det gør mig utroligt ondt at du har mistet din datter… Selvfølgelig må du linke, hvis det kan hjælpe nogen – eller måske kunne i lave en side hvor i anbefaler bøger om sorg, der er gode forslag her i kommentarfeltet og du må låne lige hvad du vil af det jeg har skrevet her også.
Tak skal du have. Og i øvrigt er det så skønt at læse med på din blog.
Børnenes Bedemand af Oscar K, synes jeg også er fantastisk – og den tager også nogle mere konkrete spørgsmål op. Man kan finde den oplæst af forfatteren på hans hjemmeside. Åh, og Karrebæks illustrationer. Lige i hjertet, du.
Den kender jeg ikke. Tak for tip, må en tur på biblioteket!
Tak for et rigtig fint indlæg om et følsomt emne!
Jeg har selv mistet min søn og har efterfølgende fået en datter, så om et par år kommer jeg helt sikkert til at kunne bruge dine anbefalinger af børnebøgerne, når hun bliver gammel nok til at forstå at storebror engang var et barn og ikke altid har boet på kirkegården.
En bog, som jeg selv har haft glæde af, er Lise Traps “Sorg – den dybeste ære glæden kan få”.
Hun har selv mistet en søn, så for mig personligt gav den mange aha-oplevelser “okay, så er det ikke mig, der er ved at blive skør, men en helt naturlig ting at tænke” og samtidig har den været en god guide for familie og omgangskreds. Hun beskriver så fint, hvad man har brug for, men som er så svært at sætte ord på, mens man står midt i alt det forfærdelige.
Den har jeg nu endelig fået lånt, tusind tak for dine fine ord og for anbefalingen.
Jeg er rigtigt ked af at høre du har mistet en søn…at miste børn burde ingen opleve.
Tak for et virkelig fint indlæg. Jeg kom sådan til at græde over “and, døden” – har hentet hele bunken på bib.
Min datter på fire har haft glæde af “Englepels” af Iben Sandemose om et væsen der mister sin kat. Og Kim Fupz Åkessons “Da farfar blev et spøgelse” om at man er et spøgelse indtil man får sagt rigtig farvel.