Om kommende ferier

Vi har, som også før beskrevet, ikke råd til at rejse udenlands med alle fire unger (jeg arbejder deltid indtil mindstebarn er mindst 4-5 år, for at vi kan få det til at hænge sammen med at hente osv);  og har derfor valgt at de får en aleneferie med en af os forældre, når de er 7-8 år.

Jeg var i London med den ældste, og deres far var sidste år ude at rejse med den næstældste – til eksotiske Billund…

Der var intet land i verden hun hellere ville se end lalandia og Legoland, så der tilbragte de fire dage…
Mindstebarnet, der nu er fire, vil allerhelst til Eldorado , som hun har set en film om – men da vi forsøgte at forklare hende, at det ikke findes, sagde hun, at så ville hun også til Lalandia!

Deres far havde nok forestillet sig noget lidt mere eksotisk: havde glædet sig til at vise dem markederne i London, Gaudis bygninger i Barcelona, kanalerne i Venedig – ja, alt andet end blegbugede mennesker i lidt for småt badetøj, men da hovedformålet med ferien er at børnene føler sig hørt og set, og får alenetid med en forælder, bøjer vi os selvfølgelig.

Det er nemt for mig at sige, når nu jeg er den heldige der skal rejse udenlands,og netop har printet flybilletter til Paris, ud til mig og min 8 årige kagemester.
Vi rejser fem dage i påsken, og har lejet en centralt beliggende privat lejlighed igennem www.airbnb.com (kender i til koncept? Det virker noget så smart og billigt!)

Hun er et barn der godt kan lide at sætte sig ind i ting, så den sidste måned har vi brugt på at læse os igennem guidebøger om Paris, og øve små franske sætninger – hun mukker lidt over, at jeg ikke kan nå at lære hende flydende fransk inden vi tager afsted, men er også ret stolt over i det mindste at kunne sige “tak” og “goddag”.
Min moster forærede hende denne her guidebog for børn:
image

Den er meget nemmere at gå til, end de andre bøger vi har læst, med billeder og malende beskrivelser af steder og butikker.
Til barnets glæde, og min buttede røvs skræk, er der stor fokus på konditorier, bagerier og slikbutikker, og hun har nu planlagt ruter vi skal gå de forskellige dage, som vil føre os forbi mindst en kagebutik pr dag…
image

Nu har jeg det personligt sådan, at jeg kan modstå alt – bortset fra fristelser – og jeg kommer nok til at dumpe ned i kagefælden med et brag….
Overvejer lidt, om jeg mon skal bestille et ekstra flysæde til min røv på hjemturen?

(Visited 78 times, 1 visits today)

29 thoughts on “Om kommende ferier

  1. Ha ha ha:) ja, man skal aldrig modstå fristelser. Det er sådan en fantastisk ide, det der med alene-rejse med mor eller far:) Glæder mig til at høre om jeres tur.

  2. Vi skal også til Paris lige om lidt, det kan være at vi hver især må bestille række FED til hjemturen…

      • Vi skal afsted den 19. marts og skal bo på Mama Shelter, et skønt hotel der ikke er megadyrt, men stadig smager lidt af luksus. Har ikke prøvet Airbnb i Paris men har gode erfaringer med at bruge det i New York, Berlin og på Sicilien. I må have en dejlig tur, jeg er også lidt af en kagegris, så er ved at geare op til massevis af konditoribesøg!

  3. Airbnb er skidesmart! Har brugt det i Berlin og Milano og har været en virkelig god oplevelse alle gange (bortset fra den ene gang hvor kvindens kat satte sig i min kuffert og urinerede. Mit pas har nu let bølgede sider, men orker simpelthen ikke at bruge 600 kr. på et nyt på grund af lidt kattetis….)
    Udlejede min egen lejlighed for første gang i sidste weekend via airbnb og det var også en overraskende god oplevelse. Det er nok de nemmeste penge at tjene, når man alligevel opholder sig udenlands…

  4. Airbnb er alletiders. Tog hele familien til Amsterdam i sommerferien sidste år, ellers havde vi ikke haft råd! Var i Paris med 7-årig i november. Skide skægt at se det fra hendes synsvinkel. Hvis I skal i Eiffel-tårnet og ikke har forhåndskøbt billetter, så vær der ca 30-45 min før de åbner om morgenen. Køen er MEGET længere senere på dagen, trust me! Kan anbefale varm chokolade hos “Bread & Roses” lige ved Luxemburg-parken, 62 rue Madame. Den skal drikkes med ske!! Og det er en absolutt nødvendighed at spise is hos Berthillon på Ille St. Louis. Hvis I skal ÉN ting, så er det det! http://www.berthillon.fr/ Som en kompentation så kan I evt gøre det her: https://paris.fattirebiketours.com/. Bon voyage! (Og god bedring til stakkelen som skal til Lalandia) 🙂

  5. Airbnb er et supergodt koncept, som jeg KUN kan anbefale. Det bliver også ad den vej, vi finder indkvartering i Barcelona til kærestedage om en måned.
    Én-til-én-ferie med børnene er et supergodt koncept, som jeg KUN kan anbefale. Alle mine tre fik fire-dage-med-mor i konfirmationsgave og valgte alle tre London.
    Paris er et supergodt koncept, som jeg KUN kan anbefale. God tur!

  6. Rigtig god tur – hvor er I heldige. Paris er vidunderlig – også med kageglade børn. Nyd det 🙂

  7. ååhhh hvor skønt. Jeg var i Paris med min 15 årige datter i efterårsferien og vi boede gennem Airnb, det var et godt sted og billigt, men rengøringen var ikke så god (jeg kan sagtens tåle mine egne nullermænd og snavs men har det lidt stramt med andres kønshår på toiletbrættet). Lov mig at du tager hende med op i tårnet i Notre Dame! Det er tusind gange bedre end Eiffel tårnet fordi man både kan se hele Paris OG så er der alle de fantastiske gargoiler (selv Notre Dame indvendigt er selvfølgelig også smukt, men det er tårnet der er det bedste og indgangen til det ligger på venstre side når du ser Notre Dame forfra, der kan godt være kø, men det er det hele værd)

  8. Hej Superhelte mor.
    En sej ide, med de forskellige ferier. Og skønt med Paris – til dig. Men stakkels din mand, at han skal i Lalandia. Men virkelig sjovt beskrevet:) Og sikke en skøn pige du har, som undersøger det hele inden hun skal afsted. jeg har jo ikke en hel flok, så vi smutter sammen til Vietnam om 2 uger hele banden. Der bliver også øvet fransk. Så cute. Mais bon chance et bon vacanes:) Eller noget…

  9. Pingback: Om interessant anatomi | Superheltemors bekendelser

  10. Pingback: Om at rejse, med barn i Paris – et mandagstip | Superheltemors bekendelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *