Der var intet jeg havde mere brug for i morges, end at ligge længe i min seng, og vågne virkeligt langsomt.
Gerne i en bunke børn, og med aviser og kaffe inden for rækkevidde.

Istedet blev jeg vækket klokken 8, hvor min mand råbte:”shit! Jeg har glemt at ham der mureren skulle komme i dag – og han holder udenfor NU, så skynd dig i tøjet!”

30 sekunder efter, sad jeg fortumlet, med dynemærker i fjæset, morgenhår og gårsdagens lidt plettede kjole på, og stirrede ned i en kop kaffe, mens mureren slæbte sække og fliser ind i det, der skal blive vores badeværelse.

Jeg forsøgte at morgenlande,  ved at spille behagelig musik på min mobil, over vores nye trådløse højtaler (for tiden har jeg et musik-crush på Conor Oberst som en ven for nyligt introducerede mig til).

Det hjalp en smule, men snakkende børn, klaprende døre, og fremmed murer i huset gjorde mig lidt klaustrofobisk, så jeg endte med at lave det klassiske mandetrick: flygtede op på toilettet, med min mobil.

Da jeg følte at jeg var klar til at være udadvendt igen og vendte tilbage til stuen, sad mellempiger og smilede smørret.
“Wow – du skider længe!” sagde den ene – så tilpas højt at mureren muligvis hørte det, så jeg skyndte mig at bortforklare, med at jeg skam ikke havde været på toilettet, men bare havde ført en vigtig telefonsamtale ovenpå.

“Næ. For jeg hørte dig trække ud.” sagde barnet, og før jeg nåede at bortforklare den, fortsatte hun:” og når du spiller “candy crush” på din mobil, kan man altså høre det i højtaleren. Vi kunne høre, at du klarede den der bane med vingummibjørnene!”

Mureren skjulte et fnis med et host, og jeg indså at det alligevel ikke nyttede noget at lyve over for mine børn, og besluttede mig for at finde en mere elegant måde at vågne på fremover…

Related posts:

Om klamme ting børn gør Om mimik Om specialiteter Om zombie-apokalypser – igen