(fortsættelse på føljetonen, der forleden stoppede cliffhangeragtigt, midt i en fødsel)
——
Veerne var stride, men jordemoderen kunne konstatere at de også gav noget – fra 4 til 6 cm på en halv time, det her ville sikkert gå hurtigt – troede hun.

Presseveerne begyndte lige efter at hun havde sagt 6 cm – et tegn på at baby står skævt, når de kommer allerede der.

Kemien mellem mig og jordemoderen var ikke særligt god.

Hun virkede ret usikker, og jeg følte, at jeg ikke bare kunne slappe af og koncentrere mig om vejrtrækningen, men var nødt til at være vågen, og komme med forslag til hvordan den baby kunne blive drejet.

Hun fik også flere gange sagt nogle skræmmende ting, som kurrede rundt inde i mit hoved, og fik mig til at føle at det var en utroligt farlig fødsel.

Bagefter kunne jeg læse i papirerne, at den teknisk set ikke havde været meget anderledes end min foregående fødsel(som var min bedste), men hele forskellen var, at der havde jeg følt mig tryg, og havde kunnet slappe af, hvor her, var jeg utryg og i alarmberedskab.

Den næste time gik med diverse krumspring, for at få babyen til at lægge sig mere hensigtsmæssigt: jeg lå med røven i vejret, lå, kravlede og hoppede.

Jeg fik endeligt åbnet mig det jeg skulle, og fik de rigtige presseveer, men nu var min krop træt, og nægtede at producere veer der varede længere end 45 sekunder.

Der kan man altså ikke nå særligt langt, babyen sad stadig højt oppe, og rykkede sig knapt nok nedad under veerne.

Det varme vand i fødekarret tog toppen af veerne, men gjorde dem også endnu svagere, så jeg endte med at ligge på siden i sofaen.

Fik helt klaustrofobi af at ligge der, med den store tunge mave, og de frustrerende korte veer, men vandet gik, og babyen begyndte endelig at bevæge sig lidt nedad under veerne.

Klokken var nu blevet halv 7 om morgenen, og den 4 1/2 årige snart-storesøster-til-to, vågnede, og min mor gik op for at forklare hende hvad der skete.

Hun havde hele tiden gerne villet med til fødslen, men jeg havde ikke kunnet overskue at have en sludrende tilskuer – men lige der, var jeg ligeglad.
Fødslen virkede fredelig nok – der var hverken blod eller råben – og den spændte søster, trak en lille stol hen, og gav sig til at heppe.

Jeg var ved at være panisk over at babyen hele tiden svuppede op på plads igen når veen sluttede, selv om jeg lige havde mast den et godt stykke vej ned, og kunne ikke slippe tanken om at NU skulle det altså overståes – for jeg var så bange for, om jeg overhovedet ville kunne føde uden hospital og sugekop, hvis jeg nåede at blive mere træt.

Så i et anfald af panik, begyndte jeg bare at presse – uden veer.
Ikke fordi jeg er spor sej, men fordi jeg var oprigtigt bange…

Det må have taget måske 3 minutter, men endelig kom hovedet ud, og lidt efter kom der en ve og hjalp til – hvilket var heldigt, for babyen var så stor, at de ikke bare kom ud selv.
Klokken var 07:08.

Jeg hev hende op til mig, og i det samme ramte morgensolens første stråler vinduet, og badede hendes fedtede krop i gyldent lys.

Det var helt magisk, men egentlig også meget fair, at den fødsel der havde været så skræmmende og hård, skulle slutte så fint.

Hun var en væsentligt større baby end de to store havde været, med tykke lår, en mærkelig bule oven på hovedet af at have stået skævt, og langt sort hår.
Jeg lå med hende så jeg ikke helt kunne se hendes ansigt, men duftede til hendes hår, og nød hendes vrede skrig.

Storesøster ræsede over i sofaen, helt euforisk. Nussede, aede og strålede af stolthed, og fik lov til at holde hende.

Min mor tryllede morgenmad frem, og vi spiste sammen, med den nøgne nyfødte pakket ind i en dyne.

Et par timer senere kørte jordemoderen igen, og min mor kørte den stolte storesøster i børnehave, medbringende kage.
Så var vi alene – de nybagte forældre til tre, og det fire kilo tunge vidunder.

Vi så på hendes lille sammenbidte ansigt, og så på hinanden, og begyndte simultant at tude begge to, helt overvældede over hvor smukt, stort og helt utroligt skræmmende det er, at have fået ansvar, for endnu et fantastisk lille menneske…

Related posts:

Om det der kærlighed, del 25 – en føljeton Om det der kærlighed, del 15 Om det der kærlighed del 24 – en føljeton Om det der kærlighed, del 21