Om forspil

Da butikkerne her for to måneders tid siden, begyndte at sælge julepynt og juleslik, stod jeg en eftermiddag i kø i Netto, bagved et par damer der højlydt blev forargede over HVOR tidligt det altså var at tænke på jul, og hvor forfærdeligt det var at butikkerne allerede var begyndt så tidligt i år!

Helt ærligt – plejer det ikke at være i oktober hvert år?

20141123-135857.jpg

Jeg er ikke den store jule-dyrker, der bruger november og december på at flette julestjerner og pynte op i matchende farver – tværtimod er vores julepynt noget spraglet af varierende kvalitet, der bliver smidt rundt i stuen med løs hånd medio december (til gengæld glemmer vi altid at få det hele pillet ned, så noget af det er så heldigt at få et halvt års hængeperiode)

Men, jeg prøver virkeligt på ikke at lade mig irritere af tidlig butiks-julerier, og har fundet en god måde at distrahere mig selv på: jeg forestiller mig bare at det er sex.

Jeg elsker min fødselsdag, men den er jo ikke noget man tæller ned til med små gaver hver dag måneden inden, mærkeligt slik, pynt og kulørte lamper – det kan sammenlignes lidt med et hurtigt knald under bruseren lørdag morgen, mens børnene ser tegnefilm.

Der er ikke forberedt længe inden, men det er superfint at blive fejret alligevel.

Der har julen jo så bare to måneders forspil – selv hvis selve juleaften er en halvtam affære, hvor ens moster har glemt at ridse flæskesværen så der bare er en massiv plade svær; ens fætter ligger i fosterstilling på sofaen og sveder kødsved, efter at have spist halvdelen af andestegen; gaverne primært består af sokker og kuglepenne; og man skændes med sin hippiefar om hvorfor det er upassende at tænde en joint mens man danser om træet – så er der ikke nogen der kan tage fra en, at der i det mindste blev gjort rigtigt meget ud af forspillet!

20141123-140409.jpg

(Visited 61 times, 1 visits today)

One thought on “Om forspil

  1. Pingback: Jul hos Støyse | stoeysesliv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *