Som barn besøgte jeg engang en jævnaldrende pige, og bedst som vi sad og diskuterede hvem af os der måtte være Han Solo i vores starwars-leg, SKREG hendes mor pludseligt højt og skingert ude fra badeværelset.
Pigen løb der ud – og skreg lige så højt.
Jeg blev siddende lidt, mens jeg overvejede om jeg bare skulle lade det monster de formentligt havde mødt æde dem, og redde mig selv ved gemme mig under sengen – men da jeg ikke var helt sikker på hvordan jeg kom hjem, hvis de var blevet ædt, endte jeg med at gå ud for at se hvorfor de skreg.
Det var en edderkop. En lille uanselig fyr, der sad fredeligt i et hjørne.
Pigens mor var lige ved at tude, og blev ved med at skrige at pigen skulle dræbe den, men pigen var helt stivnet af skræk, og skulle helt sikkert ikke dræbe noget som helst, så jeg endte med bare at mase mig forbi dem begge, tage edderkoppen, og smide den ud af vinduet.
De så på mig med slet skjult afsky bagefter, og da vi kom ind på værelset, måtte jeg hverken røre Han Solo eller nogle af de andre starwars-figurer, for pigen mente at min hånd nu havde edderkoppebakterier på sig, og det ville hun ikke have på sit legetøj.
Det var første og eneste gang jeg gad lege hjemme hos hende, og lige siden har jeg ofte tænkt at jeg helt sikkert ikke skulle videregive mine neuroser, hvis jeg engang fik børn.
Det er også lykkedes, tænker jeg: mine børn har aldrig mærket hvor skrækslagen jeg egentlig er over for heste, eller set hvor hurtigt jeg bevæger mig, hvis der er store, udstoppede dyr i nærheden.
Ja, de ting skræmte livet af mig før jeg fik børn, men siden har jeg så mange gange øvet mig i at sige:”nej, se! Sød hest, du kan godt klappe den. Se: mor tør godt!” eller “skal vi gå ind og beundre bedstefars store udstoppede dyr, uden at skrige og løbe?” at jeg efterhånden har fået fjernet min egen frygt for dem.
Jeg er ikke vild med dem, men heller ikke bange for dem – og mine børn har ikke arvet mine neuroser, har jeg stolt fortalt mig selv.
Ind til jeg sad på Hvidovre hospital, og holdt brækposer for min næstyngste, der var indlagt til observation for hjernerystelse, efter et fald i skolen.
Hun skiftevis kastede op, og døsede, og jeg aede hendes hår og undlod at tale for meget.
Pludselig åbnede hun sine øjne halvt op, så ud på gårdhaven foran vinduet, og sagde, med svag stemme :” årh… Det her sted er perfekt, når zombierne kommer… Vi kunne plante kartofler derhenne, og have høns – og der er ingen vinduer ud mod gaden…”
Først blev jeg lidt stolt over hendes logik og kreativitet – hun er klart på mit A-hold når zombieapokalypsen rammer – men så gik det op for mig, at det muligvis ikke var alle mine neuroser jeg havde fået holdt for mig selv….
Pokkers!
Armen zombier er det a – okay at være bange for! Jeg stod i den med hesten her forleden i Faarup sommerland. Jeg er ikke bange for heste, men jeg synes bare det er ret klamme. Nå men Villum VILLE prøve den her hest, og den skulle så trækkes. Så jeg lod som ingenting, og vi døbte endda hesten Guldlog. Hvad gør man ikke for de børn?
Tappert! Og guldlok er yndigt!
Puh nej den der med neuroser er jeg også bange for at give videre. Jeg er vildt bange for alt der har mere end to ben.. Altså ik hunde og heste og den slags. Men spindlere, rotter og kryb. Nå ja og de benløse også, slanger og des lige… Addr! Hvilket jeg dog ikke er skide god til at gemme langt væk når der pludselig kravler klam edderkop ud af hagesmækken som vi bruger når der børstes tænder på toilettet. Jeg sad oppe under loftet og ungen synes jo selvfølgelig det var mega morsomt.. og manden der normalt er ligeså bange som jeg er(!?) måtte være en mand og fjerne den med ti tons toiletpapir og skylle den ud. Håber virkelig at sønnen han ikke arver hverken mit eller mandens skræk. Men så længe han griner og ikke ligefrem væmmes af dem, så er vi vel relativt langt?
Haha – får yndige billeder inde i hovedet! Tak!
Godt tegn at han griner, din søn;)
Jeg er et af de fjolser der er bange for store sorte jagtedderkopper. Hver gang jeg har set en (på forhånd), tager jeg den tapre mine på og lader som om overfor mine tvillingepiger på 3 år, at de er helt ok. “Og se, nu tager vi den op i et syltetøjsglas med et postkort under; og så ud i haven, – for hvis jeg tager den med fingrene, kan jeg jo komme til at klemme den!” Det gik fint med neuroseforebyggelserne, lige indtil et af bæsterne pludselig optrådte i et surprisestunt lige ved siden af mine tæer, imens jeg sad på wc. Der undslup mig et højt skingert vræl, og jeg fløj op fra kummen, pr refleks, før jeg nåede at tænke en eneste bevidst tanke,- og tøserne stod desværre lige ved siden af. Det sekund var alt tabt.
Hahaha! Sjovt!;)
Kan godt se hvad hun mener, men hospitalerne vrimler jo med zombier når den tid kommer.
Pik… Det havde jeg ikke lige tænkt over!
HA-HA-HA!!! 😀
Men på den anden side; De vil da ikke tro, nogen er så dum at gemme sig midt i centralen til den tid, så måske vil de bare tvivle på egen lugtesans og dømmekraft… 😉
Pingback: Om presennings-zombier og kombitoilet | Superheltemors bekendelser