Min næstyngste datter fyldte 8 for nyligt, og i gave fra min moster, fik hun en shoppetur til Malmø.
Det at skulle til UDLANDET var den bedste del af gaven, syntes hun, og hun talte ikke om andet end forestående udlandsrejse hele sidste uge.
Hun har kun været i udlandet to gange: vi besøgte min moster i Grønland for et par år siden, og var i Spanien denne sommer, så hun var meget spændt på, hvor eksotisk Malmø mon var.
Den længe ventede shoppedag løb af stablen i fredags, og hun kom hjem belæsset med nye fine buksedragter (det at få helt nyt tøj, når man er pige nr tre i en flok skal endelig ikke undervurderes!), og boblende af eksotiske oplevelser.
Jeg har fået lov til at videregive hendes erfaringer, så I måske kan bruge dem til at ruste jer, hvis i selv overvejer en smuttur til eksotiske Sverige – de kommer her:
– Svensk havde ikke været så svært at forstå som hun havde troet. Man skulle bare lige huske at de sagde:”hæij!” istedet for “Hej”, så undgik man at blive forvirret, oplyste hun mig om.
– de spiser mærkeligt i Sverige – det underligste hun nåede at opleve, var rejesalat på hotdog. Hun turde dog ikke smage, men havde holdt sig til de fornuftige valg: “kanelbullar” og is.
(er der iøvrigt nogen af jer der har smagt rejesalat på hotdog? Har heller aldrig selv turdet smage, og er nysgerrig efter om det er megasært, eller lækkert?)
– og så den betragtning som jeg morede mig længst over:”i Sverige kan de ikke stave. Og istedet for at skrive ø, skriver de råbe-smiley!” fortalte hun mig, da jeg puttede hende, og jeg måtte lige vende den inde i hovedet, før jeg forstod hvad hun mente.
Jeg synes råbe-smiley er et fedt ord, og vil fremover kun kunne se svensk ø som dette:
MalmØØØØ!!, læser jeg det nu som.
I øvrigt har hun ca. Samme humor, som sin far, der fik mig til at tage dette foto, da han og jeg var på kæresteweekend i Malmø sidste år:
Min moster sendte mig dette, fra samme sted:
Fantastisk, en råbe smiley, kan godt se hendes logik 😀
Ja, det er ret godt set!
Som næsten-nordmand i over 20 år, så har jeg smagt rejesalat på hotdogs. De har samme underlige smag heroppe. Det er helt OK. Derimod får du mig ikke til at prøve en pølse i vaffel, som er et fenomen fra Fredrikstad! Nej, giv mig en ristet hotdog med det hele! Råbe-smiley – oh yes!! 🙂
Ad! I sød vaffel?
Ja, det er modbydeligt!
Ja sgu da. En RÅBE-smiley. Det er det der er. Elsker børnelogik og er i øvrigt vild med hendes humor, stod samme sted på samme måde, for nogle måneder siden :o)
Sjovt! Har du et billede?:)
Ahh, smukt! Jeg vidste ikke engang, man skrev en råbesmiley sådan. Eller at den fandtes. Fra nu af elsker jeg den.
Jeg tror heller ikke den findes? Men nu gør den!;)
Hæ – min kæreste er halvt svensk og hævder aldrig at have set en hotdog med rejesalat. Jeg har ellers efterlyst den når vi er i Sverige…
Dem har jeg også set selv, i Malmø! Troede det var en generel svenskerting?
Vildt hvis det kun er Malmølokalt!
Det er det ikke, jeg boede i Göteborg i et år og der kunne man få det. Jeg prøvede én gang. Og så aldrig mere! 😀