Da jeg var 17 år, rejste jeg alene til Australien.
Med mig havde jeg 4000 kroner, en sovepose, et liggeunderlag, en dagbog, og det mest nødvendige tøj.
Jeg skulle arbejde frivilligt på et miljøprojekt i 6 uger, men havde ikke planlagt andet – og endte med at rejse rundt i et helt år, hvor jeg tog dagene som de kom; rejste videre når jeg kedede mig, og arbejdede et par dage hist og pist, når pengene slap op.
Den grad af omstillingsparathed og eventyrlyst, er gradvist blevet mindsket, jo ældre jeg er blevet, og jo flere børn jeg har fået anskaffet mig.
Planlægning og rutiner, det ved man hvad er!
Det var derfor med bævende hjerte, at jeg sagde ja til en aftale med en veninde i går – åh, det var langt uden for vores comfortzone, det vi skulle!
Vi mødtes tidligt og så på butikker, og spiste bagefter sushi, mens vi gentagne gange gennemgik aftenens plan: turde man drikke alkohol inden noget så vildt som dette? hvornår skulle vi drikke kaffe: var det bedst med lige inden, eller i god tid inden? Ville det mon booste vores adrenalin med slik, eller bare virke kortvarigt, og så give dyk i blodsukker?
Med den seriøsitet vi diskuterede og planlagde, skulle man tro at vi forberedte noget helt ekstremt: en zumba-time; et besøg i en swingerklub; en zombie-apokalypse, eller noget tilsvarende skræmmende og ukendt – men nej…
Vi skulle bare i biografen, på det svimlende sene tidspunkt 21.45! Ja – du læste rigtigt: kvart i ti!
Vi har begge huset fyldt med børn, står op kl 06 hver dag, og falder i søvn i sofaen hver aften ved 22 tiden, så at satse på at gå i biografen på dette horribelt sene tidspunkt, virkede enormt grænseoverskridende, og vi var skrækslagne for at falde i søvn under filmen.
Vi forkastede ideerne med at skiftes til at nive hinanden vågne, eller sætte et ur til at ringe og vække os hvert tiende minut, og nøjedes med at dope os med sukker.
Og jeg kan stolt berette at vi klarede den!
Filmen var virkeligt god og fin, så det var ikke den velorkestrerede plan alene som vi kørte den hjem på, men den hjalp sikkert.
I dag vil jeg lige puste ud, oven på gårsdagens vilde brud på rutine, men i morgen vil jeg lave noget tilsvarende vildt.
Har ikke helt planlagt hvad endnu – måske noget med at læse lørdagsavisens sektioner i en anden rækkefølge end jeg plejer?
At rejse til Australien i et år, uden plan og penge, kommer jeg nok ikke til at gøre igen , men hvis jeg arbejder på at strække mine grænser, kan jeg måske gøre noget semi-vildt igen en dag – fx tage toget helt til Farum, uden at tjecke rejseplanen først?
Åhhh jamen så skal du da ind og se “Tracks”??? Jeg læste Robin Davidsons bog da jeg var 17, og var vildt fascineret (hun skriver dejligt, ærligt og kommer under huden), og ville også til Australien. Så da jeg blev 18 kort efter, skrev jeg til min udvandrede stedbror, om jeg måtte komme en tur ned og besøge ham i Melbourne (havde en del kr sparet op, manglede bare lige den der person at lande hos et par dage før jeg tog videre på egen hånd). Men det var han bare slet ikke interesseret i, var netop taget derned for at komme laaaangt væk fra familien, – så jeg tog til en anden fjern verdensdel og vænnede mig snart til at rejse alene, uden nogen at lande hos. Jeg har også fået et helt andet forhold til hvad der er vildt, efter at have været mor gennem 13 år, nu til 4 stk. Men jeg har tænkt mig at tage rigtig meget revanche når de alle er nogenlunde flyvefærdige. Jeg skal sgu hang-glide, skal jeg. Og rejse alene rundt med rygsæk på. Igen. Og rafte.
Ai sjovt at du kender den! Den voldlæste jeg som ca 15 årig, og det var derfor jeg tog til Australien!
Jeg har faktisk aftalt med min mand, at vi flytter et år til Australien, når ungerne bliver voksne. Måske møder vi dig så?;)
Farum er faktisk okay vild. Joe and the Juice er åbnet for nylig; det er wildness her for enden af S-togsnettet 😉
Uh hvor vildt! Det må jeg vist lige bruge et par år på at omstille mig mentalt på så;)
man behøver jo slet ikke gøre noget vildt og spontant, når man får børn – det sørger de for hele f?”#ing tiden… så i virkeligheden er hverdagen med mindre børn en lang række af forsøg på beherskelse af kaos (mine er blevet store og mere forudsigelige nu; ruske vågen om morgenen, sparke ud af døren til skolen, smse dem om eftermiddagen for at spørge hvor de NU er henne, og tage mobilos fra dem kl 23, så de kan få sovet til næste skoledag)….
I skal da tage en prøvetime i poledance. (House of Pole var stedet, hvor jeg asede rundt med dellerne foldet om en stang). Det er også en anelse grænseoverskridende og udenfor komfortzonen. Men ret skægt.
Det er ikke særlig kinky, man behøver ikke tage kvaster med til dutterne; men forventes at okse rundt i almindeligt træningstøj. Og jeg garanterer, at man sagtens kan holde sig vågen og er høj af glæde bagefter.
Jeg tog 1 måned til Australien alene som 19-årig. Hoppede Bungdy Jump to gange og ringede hjem og fortalte det til min mor bagefter!
Forrige weekend var jeg til min første time i zumba, ever.
Jo jo, jeg lever (stadig) det vilde liv… Eller noget 😉 #thatslife
Da jeg var 19 pakkede jeg alle mine egendele og rejste til Italien uden andet end en kvart arbejdsaftale med en argentiner (som jeg vidste var i Argentina når jeg ankom) Ville gerne sige, at den manglende planlægning dengang skyldes, at jeg var mere vild, men det var altså udelukkende et spørgsmål om uvidenhed.
Som Anne siger, så synes jeg faktisk i langt mindre grad jeg kan sætte agendaen og planen efter børn. Jeg er faktisk blevet meget mere tilbagelænet og nu-må-vi-se-hvad-der-kan-lade-sig-gøre efter børn
Dit liv på kanten er en inspiration for os andre!
(Og åhåhåh, nu fik du mig til endnu en gang at længes efter at pakke rygsækken og købe en flybillet til hvor det nu lige kunne være sjovt at tage hen… *suk*)
Stort smil 🙂 Godt skrevet