Om massage-fredage

Ugens bedste dag, er fredag – og hver fjerde fredag, er bedre end ellers.
Det er nemlig massage-fredag.

Da jeg for 13 år siden, slæbte rundt med vores første barn i maven, og 25 ekstra kilo fordelt rundt på kroppen, var jeg træt, sur og havde hele tiden ondt.
Derfor tog min fantastiske mand et weekendmassagekursus, og indførte massagefredag, hvor han købte en brugt massagebriks, og hver eneste fredag formede en rede af puder og tæpper, så jeg kunne ligge på maven og blive masseret af ham, mens vi så en film.
Det var den vildeste luksus, og ugens absolutte højdepunkt.

I de år der fulgte var jeg gravid temmeligt meget af tiden, men selv når jeg ikke var, fortsatte massagefredage, fordi vi begge to syntes det var hyggeligt.

Men for et par år siden begyndte pigerne at brokke sig over at det var snyd, og derfor indførte vi, at hver fjerde fredag også betød massage til dem – hvilket de er ganske euforiske over.

Om sommeren er det light-versionen, hvor vi straks efter aftensmad, sætter en børnefilm på, som vi allesammen gider at se, og derefter giver Ninjaman hvert af børnene 20 minutters massage, mens de drikker smoothies, og vi ser film sammen.

Om vinteren kører vi ind imellem hardcore versionen, som vi har videreudviklet på noget vi opfandt på det her tidspunkt.

Så tænder jeg stearinlys på hele førstesalen, og laver et ritual, hvor børnene, to af gangen, får fodbad ude i et mørkt badeværelse – med tilhørende stearinlys, stille musik og drinks – mens de to andre er nede i stuen og skiftes til at få fodmassage af mig i sofaen, og rygmassage af deres far på briksen.

Der er mørkt i hele hytten, og intet fjernsyn, når vi kører hardcore version – og bagefter kan fire trætte og salige piger hældes direkte ind i seng.

20140815-173938.jpg
I dag er det massage-fredag, og jeg har sjældent glædet mig så meget til noget!

Det er altid hårdt at starte arbejde igen, efter en god lang ferie.
Bare det at skulle tidligt op, eller have travlt med at nå noget, er vi kommet helt ud af vane med…

Jeg kan rigtigt godt lide mit arbejde, og har gang i tusindvis af fede projekter, men når jeg kommer hjem om eftermiddagen, efter 8 aktive timer, er jeg så skeløjet af ord og træthed, og lytter kun lidt halvhjertet til børnenes sniksnak.
Først når de sover om aftenen, opdager jeg, at jeg egentlig har savnet dem vildt meget, og fortryder at jeg ikke orkede være mere aktivt sammen med dem – og derfor er det, at jeg har glædet mig ekstrameget, til at nusse deres små rynkede tæer, og have tid til at se på dem og tale med dem.
Og når ungerne sover – og de plejer at sove tungt bagefter – får jeg massage, mens vi ser noget serie, og holder kyssepauser.

Når weekenden starter så fint, gør det ikke helt så meget, hvis resten af weekenden går op i de sædvanlige søskendeskænderier eller vi ikke laver en skid aktivt sammen, for så har vi allesammen fået fyldt lidt op på nærhedskontoen.

Jeg kan godt anbefale, at man indfører en massagefredag i sit liv, hvis man mangler noget at gå og glæde sig til!

(Visited 59 times, 1 visits today)

15 thoughts on “Om massage-fredage

  1. Elsker din blog:-). Den er virkelig helt unik ift nogen anden dansk blog jeg er stødt på. Og massagefredage er da verdens bedste koncept. Jeg viste indlægget til min mand, men han grinte bare, da han godt vidste at det var ham (og ikke mig) der skulle på et massagekursus – hæhæ. Jeg selv var selvfølgelig klar til at lægge mig på briksen hver 4. fredag (eller for den sags skyld hver fredag!).

    • Tusind tak! Blev rigtigt glad for dine ord!

      Man kan ofte finde weekendmassagekurser for par gennem fx aof.
      Også en hyggelig ting at gøre sammen!
      Vi var engang på et sammen også, men min mand er ikke så vild med selv at få massage, så det er mest ham der har brugt det.

    • Det er en rigtigt god vane at få som kærester, tænker jeg.
      Nogle gange kan travlhed, børn, job, sygdom osv godt lægge lidt dæmper på hvor nærværende man er som kærester, men bare det at man får rørt ved hinanden mindst en gang om ugen, gør at man stadig føler sig tætte.
      (altså – det lød frelst. Det var ikke meningen!;) mente mest bare at det er en god ting, når man er børnefamilie).
      Tillykke med maven!

  2. Jeg er altså lidt misundelig på dine børn, Superheltemor. Og sikke sød en mand du har dig!
    Jeg har efterhånden læst med på din blog farligt længe, både før og efter din blogpause, og må sige, at jeg bliver så glad over at fornemme den kærlighed, der stråler igennem til dine børn. Skidt med mindre plads i huset, end “hvad normalen kræver”, hverdagsrod og andet (som du jo skriver om fra tid til anden) – når man har overskud, kærlighed og nærhed at give til sine børn, så har man fat i det allervigtigste.
    Hurra for det – og dig!
    Bedste hilsner
    Luna

    • Årh hvor er du sød – så fint sagt!
      Tusind tak.

      Tænker dog at de fleste forældre har det sådan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *