En af de fantastiske ting ved at være på ferie med 8 andre børnefamilier, er børnenes evne til at blive venner, og finde på lege i flok.
I forgårs lavede de seks 7-9 årige piger en “skynhedssalong”, hvor da gav (mere eller mindre frivillige) voksne og små søskende, behandlinger.
Jeg kunne godt fornemme på de ivrige anvisninger og omhyggeligt udførte billetter jeg fik udleveret, at der ikke rigtigt var nogen vej uden om – så selv om jeg egentlig hellere ville sidde og læse, indfandt jeg mig på skynhedssalongen.
Der var lidt ventetid, men den venlige assistent gav mig en underkop med digestive-kiksesmulder at fordrive ventetiden med; ordre om at gemme lidt af smulderet til næste kunde; og en tre årig pige blev udkommanderet til at underholde mig med lidt sang.
Nu er “lille Peter edderkop” jo lidt af en ørehænger, men jeg vil stadig mene at de fleste mennesker bliver træt af den efter de første 3-4 gennemsyngninger – således også jeg, der følte mig særdeles lettet, da jeg blev hentet ind til min behandling…
Den startede med et køligt fodbad – hvor pigerne først pustede på mine fødder for at afkøle dem nok til vandet. Meget betænksomt.
Derefter fulgte en kompetent gang hårfletning, sideløbende med en knapt så kompetent gang neglefiling.
Jeg havde ikke haft tid til at se længe på deres dørskilt, men jeg havde dog spottet at der var “masasie”.
Det var første gang jeg prøvede at få massage af hele fire på en gang – det var overraskende behageligt – og massagen blev overvåget af en kommanderende 9 årig(min egen), der dirigerede sine tropper, samtidigt med at hun styrede musikken der passede til.
Behandligens store overraskelse var en afslutning med meditation og “tomater på øjnene”.
De havde ikke kunnet skaffe agurkeskiver, og havde ræsonneret, at den ene grøntsag vel var lige så god som den anden – og at tomater yderligere havde den egenskab at de duftede godt!
Så jeg lå stille på ryggen, mens en 7 årig balancerede to store tomater på mine øjenlåg, og talte mig igennem en meget indfølt guidet meditiation.
(“du er heeeelt afslappet… Du ligger på en strand… Der dufter… Af tomater!”)
Så var det hele slut, og jeg blev smidt lidt hårdhændet ud, fordi næste kunde ventede.
På de andre kvinders frisurer, kunne jeg senere på dagen godt fornemme at vi alle havde frekventeret den samme “salong” – og salongens ejere udførte også en fornem bonusydelse, hvor de løbende bad os bukke os ned, så de lige kunne rette fletninger der løsnede sig i løbet af aftenen.
Jeg kan varmt anbefale stedet, og giver det 5 stjerner – kommer du i nærheden af en “skynhedssalong”, så snup endelig en behandling!
indlægget er sponsoreret, men holdningerne er helt mine egne!
Tak!
Det er da The royal spa treatment du har fået, kan jeg høre! Der er intet som selvforkælelse – og tomater på øjnene gør altid godt <3
– Anne
Aha – du har tomaterfaring? Meget imponerende!;)
Åh så godt! Tak for dagens absolut skønneste læsning 🙂 Kan man bestille tid hos skynhedssalonen online?
Kh Henriette // blondinemor.dk
Jeg kan da lige høre dem!;)
Fantastisk:) Sikke da hyggeligt og lyder forholdsvis afslappende:)
Totalt hyggeligt.
Årh, hvor herligt!
Håber at i nyder jeres ferie i det spanske vidunder!
Tak!
Jeg grinte så meget da jeg læste dette, at jeg blev nødt til at læse den højt for min mand også. SHIT hvor er det sjovt. Jeg er så taknemmelig for, at du har energi til at blogge!
Tak!
Er dette et sponsoreret indlæg eller blot din helt egen personlige anbefaling? Lyder som et esklusivt sted. Kan nu sætte kryds ved endnu en ting, som vi drengemødre ikke oplever glæden af (er så til gengæld udlært i Starwars og diverse arbejdskørertøjer, riddertiden og insekter). Nyd resten af ferien og endnu engang: yeah du er tilbage 🙂
Ups ja – det var skam sponsoreret – det tilføjer jeg lige;)
Starwars lyder nu meget sjovt også!;)
AAHAHAHAHAHA!!! Har lige siddet og skreget af grin i stuen, og nu bliver manden tvunget til en højtlæsning. Hold nu kæft, du er sjov. Og de søde børn er det. Det er sgu da spansk wellness for alle pengene! Du må endelig sige til, hvis dine piger beslutter at oprette egen filial i Rødovre…
Uhh det lyder så fint og gennemført! Der må jeg hen 😉
Hold nu op som jeg grinte, min mand så helt undrende ud og min datter måtte overtage læsningen for mig, for jeg kunne hverken sige eller se noget pga latter 🙂 Så jeg har linket til det her indlæg i dag 🙂
Hvor er du sød – tusind tak for link, blev rigtigt glad for at du syntes det var sjovt!;)
Tak for den fortælling, dejligt at Lene linkede til dagens smil 🙂
Dagens grin — herlig fortælling som giver billeder på nethinden. dejligt at Lene linkede 🙂
Jeg kan lige se det for mig! Tak for et godt grin – det trængte jeg lige til.
(Og man kan tydeligt høre, at de piger kan deres kram. Kolde fodbade og tomater er det nye sort.)
Fin blog du har!! Og tak;)
Pingback: Superheltemor – et blog must read | Blondinemor