Vi har ikke et særligt stort hus, og mindstebarnets “værelse” er derfor i stuen – hvilket kan se særdeles rodet ud, for hendes oprydningsgen er mindst lige så underudviklet som hendes forældres.
Hun har derfor fået forbud mod at klæbe klistermærker eller tegne på sine ting, så de kan se så pæne så muligt ud.
Så jeg blev lidt irriteret over at se denne (fine) tegning på hendes køkken:
“men mor – jeg har jo tegnet dig!” sagde hun, da jeg bebrejdede hende kunstværket.
Inden jeg kunne nå at sige, at det stadig ikke var ok, fortsatte hun:” det er bare fordi at du er så smuk… Og fordi at så kan jeg huske hvordan du ser ud, når du hele tiden er på arbejde…”
Sådan en sætning – kombineret med uskyldigt blik i brune dådyrøjne- eliminerer effektivt ethvert forsøg på at give en ordentlig reprimande.
I næste uge skal jeg være væk hjemmefra i tre døgn, i forbindelse med mit arbejde.
Jeg har indtil nu ikke været væk fra hende længere tid end et døgn, så det er med bævende hjerte at jeg tager afsted.
Måske skal jeg bare give lov til at hun også maler et stort gulvmaleri af mig i stuen – hvis den slags hjælper?
Åhh så sød en lille bandit. Tænk engang at hun på et øjeblik kan gå fra at få skældud til at få et kram 😉
Så snedig…
Ååårh, ja så kan man bare ikke rigtig skælde ud ❤️ Hvad med en vægmosaik af mor? Det kunne da være nyyyyydeligt
Ja det ville alle elske!:)
Hahah, åååååh, hvor kært! Hun lyder som en rigtig charmetrold, hende den yngste, én der liiiige kan snurre sine forældre om sin lillefinger 😉
OG sine søstre! Totalt usundt at være mindste og mest nuttede i en stor flok;)
Måske et stort lærred kunne gøre det istedet 😉 – argumentet kunne være at det så kan bevares til evig tid.
Men de der “lige om lidt 4 år” er dælme skarpe på argumentationen når de skal forklare deres ulykker.
Ja de er så kvikke – og stadig nuttede!
Er Rasmus lige så god til at snøre jer?
Ha-ha-ha, hvor er hun smart! 😀
Lidt for smart… Eller også er jeg lidt for nem?
Ha ha, hun er da for skøn!
Dejligt at du er tilbage på bloggen i øvrigt. Elsker dine indlæg 🙂
Det er en fortælling, jeg kan genkende – sådan i grove træk. For min 5-årige søn har en evne til lige så snart der er optræk til skæld ud at lægge hovedet på skrå og se på mig med de mest milde øjne: Mor, du er bare den allerbedste mor en dreng kunne ønske sig …
Og det er så her, man skal holde tungen lige i munden og huske, at selv den bedste mor nogen gange skælder ud, fordi der er foregået noget, der ikke skulle foregå.
🙂
Det er også avanceret;) og ret sødt.