Da jeg var barn, gik min mor på håndarbejds-seminarium, og kreerede, som følge her af, en del (mere eller mindre anvendelige) kreative projekter.
Det billede hun vævede, med lakridssnørebånd istedet for garn, åd vores grådige labrador en nat – hvilket gjorde sætningen:”min hund har spist mine lektier!” helt legal.
Hun lavede også tøj, og jeg krummer stadig tæer, når jeg ser fotos af mig selv som ti årig, i det strikkede turkise joggingsæt – eller mig, min søster og min mor, i ens karrygule striktrøjer.
En dag kom hun hjem med Nino: en nuttet grå angorakanin, der i løbet af kort tid bare var en gnaven, kedelig udekanin. Men hans pels var lang, og min mor kartede, farvede og spandt Ninos pels, og sneg mærkelige små bløde detaljer af kaninpels ind i malerier og huer.
Dengang syntes min søster og jeg at det måtte være noget af det allermærkeligste man kunne foretage sig overhovedet – men vi tog fejl:
En hel bog, om hvordan man strikker sweatere af hundepels – det slår det altså med flere længder!
Jeg er dybt taknemmelig for at den bog ikke fandtes dengang, for så havde jeg med stor sandsynlighed været iført bukser af ruhåret gravhund og trøje af labrador hele min barndom!
Overvejet meget om jeg mon kan kæmme vores hamster nok, og strikke noget smart til pigerne?
Jeg arbejdede på et plejehjem hvor en beboer stolt viste sin sort/gule sweater frem. Den var strikket at henholdsvis hendes sorte labrador og hendes gule golden retriever. Har selv haft en golden retriever, og ja de kan fylde spandevis med hår. Men stop dig selv! Det skal kun en vej, og det er ud.
Tænk hvis vi samlede alle vores hår i brusekabinen og begyndte at strikke af det…
Uh fremragende ide med badeværelseshår! Vil muligvis strikke min mor en hue af mit eget hår, som hævn for de nino-huer vi skulle gå med!;)
Uh som allergiker kan jeg allerede mærke kradsen i halsen og næsen og øjne der løber i vand (på den dårlige måde) bare ved tanken om en hundehårssweater. Og en kaninhue for den sags skyld. Puhh, bliver lige nødt til at tænke på noget andet.
Jeg var mange år den stolte ejer af en hjemmespundet og hjemmestrikket sweater lavet af genboens New Foundlændere … og den var så populær at den senere gik i arv til min veninde der havde den i yderligere 10-15 år.
Super lækker trøje der endda var lidt regnafvisende …. men altså også lugtede lidt af våd hund når den blev våd.
Vi startede også med angora kaniner, men tog så skridtet lidt videre. Jeg er sikker på at jeg i dag stadig vil kunne spinde tråd af rigtig meget forskelligt organisk materiale 🙂
Min 6-årige datter er i øjeblikket ved at forsøge sig med at lave garn af mælkebøttefnug. Foreløbigt er det dog mest en blød, våd masse. Alligevel er hun meget optimistisk omkring projektet. Jeg må hellere lade være med at fortælle hende om hundepelstrøjer. Ellers klipper hun bare pelsen af vores stakkels Golden retriever!
Meget ambitiøs pige!:)