I oktober måned, knækkede naboens træ ned i vores skur, og ødelagde taget.
Nu er vi ikke kendte for vores store håndværker-evner – eller vores evner til at få kedelige opgaver overstået hurtigt – så først i dag, tog vi os sammen til at tigge min fætter om at komme og hjælpe med at slæbe, samt fortælle os hvad vi skulle gøre for at lappe tag.
Ninjaen påstår godt nok at jeg er lidt af en hoarder – selv mener jeg, at jeg er meget fornuftig og fremsynet, når jeg samler kommoder vi ikke har plads til, op fra andres storskrald og gemmer dem i skuret. Man ved jo aldrig hvornår man får brug for en kommode, vel?
Men da jeg tømte skuret, kunne jeg godt se at samle-genet muligvis havde fået lidt for frie tøjler, med de bunker af tøj, maling, møbler, ledninger, ventilatorer og ødelagt værktøj der lå derinde:
Det her er hvad der var inde i det lille skur – derudover var der også tre sække tøj til genbrug, to kommoder, en reol og et stort garderobemøbel, jeg havde klunset fra en børnehave, men ikke har plads til i vores mikroskopiske gang.
Da skuret endelig var ryddet, og pigerne havde indrettet et hyggeligt rum med de få møbler jeg havde fået lov til at beholde, måtte jeg højtideligt sværge på, ikke at slæbe mere crap hjem.
Surmulede lidt, da jeg opdagede nogle gamle havestole nogen havde smidt ud længere nede af vejen – hvis alle vores havestole knækkede samtidigt, ville det jo være praktisk at have dem på lager, ikke?
Efter 7-8 timers slæbning af ufattelige mængder ophobet skurskrammel havde jeg ikke meget energi tilovers til at høre den 7 årige stave sig igennem verdens kedeligste læs-let-bog, men hun strålede så stolt, at vi allesammen lyttede alligevel.
Og da min fætter bagefter demonstrerede, hvordan selv den kedeligste bog kan blive god, hvis bare man læser den rigtigt, var vi allesammen ødelagte af grin, mens han læste den højt, på flere måder: som om den var en gyser; som om den var erotisk; som om det var en spændingsbog; som om han var gangster; som om det var nyhederne; som om han var en hippie, og en hel masse mere.
Muligvis er jeg bare overtræt – men det er det sjoveste jeg længe har hørt!
Kan varmt anbefale at i låner denne intense spændingsbog: “Max og Alf” – der bare skal læses på den rigtige måde:
Pis os. Ved bare jeg ikke kan falde i søvn nu fordi jeg spekulerer over den kække abes næste handling.
Spoileralert: den gemmer sig i en sæk.
Det gør lidt ondt i mit samlergen, at du smed tingene ud. Forhåbentlig gente du gravidginen! Den må kunne bruges til noget sejt en dag.
Smed skam ikke det hele ud – tøj røg til genbrug, bøger til loppemarked, og de ting der lignede nogen folk gerne ville have, blev sat ud til vejen, så folk kunne tage dem.;)
Ginen står stadig i skuret!
Pingback: Om ærgrelser | Superheltemors bekendelser
Pingback: Om penis-bøger | Superheltemors bekendelser