Overskriften på Christina Melchiors tankevækkende indlæg om hendes egen stress, fik mig til at tænke, at nogle af jer måske kan bruge en update, om hvordan min stress føles lige nu, til noget.
Egentlig er jeg dødtræt af at tale om mig, mig, mig og sygdom, men jeg ved hvor stor glæde jeg selv har haft af at læse om andres forløb og ikke føle mig alene i det – og da et par af jer skrev kommentarer til mine seneste indlæg, om hvor dejligt det var at jeg var på vej, og kunne skrive sjovt, følte jeg mig lidt falsk – for de indlæg er nogle der tog uforholdsmæssigt lang tid at skrive, og jeg skrev dem som en øvelse i at foretage mig noget normalt.
Faserne i mit sygdomsforløb
Jeg ved at stressudbrændthed og sygdomsforløb er forskellige, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer.
Min stress har været inddelt i følgende faser:
1. En periode på et halvt års tid, måske mere, hvor jeg følte mig presset af forskellige ting i mit liv, der er for private til at beskrive her, men involverede et alvorligt sygt menneske i min nære omgangskreds, travlhed på arbejdet, og måske mest af alt: min egen trang til at tage ansvar for alting, og melde mig til alt der er af opgaver.
Jeg ignorerede de søvnløse nætter med uro og uhyggelige tanker, der kom oftere og oftere; ignorerede trykken for brystet, hovedpiner og hjertebanken; ignorerede uroen i kroppen; ignorerede ticsene ved øjnene; og bagatelliserede min tiltagende forvirring og hukommelsesbesvær.
Jeg tog på arbejde med to forskellige sko på; glemte hvor bilen var parkeret; glemte at vaske hår, eller barberede kun det ene ben, når jeg var i bad; cyklede på arbejde en lørdag, selv om jeg var på vej hen for at hente et barn hos en veninde i nærheden; mødte en time for tidligt den ene dag, og en time for sent nogle dage senere, fordi jeg havde glemt de arbejdstider som jeg ellers har haft i mange år, og en masse andre mindre ting.
2. Da min krop en morgen ikke kunne stå op, og jeg lod mig sygemelde den dag, bare så jeg kunne komme til læge, knækkede filmen helt.
Jeg kan faktisk næsten intet huske fra den første måned, jeg var så ekstremt forvirret og kunne intet overskue, og min krop snigløb mig hele tiden, med underlige fysiske symptomer.
3. Så havde jeg en periode på nogle uger, hvor jeg var vred på alle mulige.
Altså ikke på min mand og børn, men på resten af verden, der var “skyld” i at det var kommet her til.
Jeg er ikke et særligt vredt menneske, og det var derfor meget ubehageligt, at have det sådan.
Jeg har talt med en dygtig psykolog, gennem arbejdet, gennem hele forløbet, og især her, var hun rigtigt god til at hjælpe mig med hvornår al den vrede var irrationel – og hvornår det var godt at jeg indså mine begrænsninger og lærte ikke bare at sige “ja” til at hjælpe folk hele tiden.
4. Her er jeg nu.
Jeg vil gerne på arbejde, jeg vil gerne være normal, jeg vil gerne være sammen med andre mennesker – og jeg kan mærke jeg er på vej.
Jeg forsøger at presse mig selv til at lave en lille, normal ting hver dag, så jeg kan blive “tilvænnet” almindeligt arbejdsliv, men jeg er ret hård ved mig selv, og bliver ret ked af det over det.
Jeg kan køre bil igen nu (det var jeg for forvirret til ind til for nyligt) – men jeg kan kun overskue at køre steder hen jeg kender godt, fx børnenes skole.
Jeg kan se andre mennesker nu – men ikke for lang tid af gangen, og helst bare herhjemme.
Jeg kan gå i Netto – men kun når der ikke er for mange andre mennesker, og jeg ikke skal have for mange ting.
Jeg kan tale i telefon med min chef, eller have besøg af ham herhjemme, men bare tanken om at cykle hen og besøge arbejdet, starter hjertebanken og hovedpine.
Jeg har været i zoo med to af mine børn, uden at blive panikslagen – men det var jo kun halvdelen af min børneflok, og vi var der kort før lukketid, hvor der ikke var så mange mennesker…
Jeg kan få ideer til blogindlæg – men de tager meget, meget lang tid at skrive, og efterfølgende kan jeg have det irrationelt dårligt over dem.
(Fx panikkede jeg en hel nat, ved tanken om at hende damen der strækker ud i baggrunden af det bryllupsbillede jeg viste, skulle se billedet og sagsøge mig for injurier…)
På lørdag skal jeg med som heppekor, fordi min ven Maren er nomineret til pingprisen.
Jeg gruer mig helt elektrisk over at skulle være sammen med så mange mennesker, men vil jo også så gerne være der, og tænker det er ok at udfordre mig selv lidt.
Det er et stort fremskridt at jeg sagde ja – men jeg har lyst til at melde afbud, sådan ca hvert fjerde sekund…
Alle de der “men…” slår jeg mig selv oven i hovedet med.
Jeg VED at jeg burde glæde mig over de fremskridt, istedet for at blive så irriteret på mig selv over begrænsningerne – men især om natten kan det være svært at styre, og jeg kan ligge og glo op i luften i flere timer, og føle mig som det mest uduelige menneske i verden.
Ting der hjælper:
1. Motion.
Jeg er verdens mest dovne menneske, og har i mange år bagatelliseret at jeg vejer ti kilo for meget.
“Jeg vil sgu hellere æde chokolade end have en lille røv – og min mand synes jeg er lækker alligevel!” har været mottoet.
Men lægen bliver ved med at sige det hjælper på stressudbrændthed, så jeg har troligt, men halvhjertet, forsøgt at lave noget forskelligt – og nu kan jeg mærke at det hjælper!
Hvis jeg cykler eller går en lang tur, laver yoga, eller noget andet, har jeg mærkbart nemmere ved at skubbe de ubehagelige tanker væk, når de trænger sig på om aftenen.
Den sidste uge har jeg derfor trænet ekstrameget, og kan mærke forskel på graden af tristhed, alt efter hvor hårdt jeg har trænet: jo mere træning, jo mere ro oven i hovedet.
Og jeg har tabt to kilo!
(hvilket så førte til negative tanker om, at jeg ikke havde råd til nyt tøj, hvis jeg faktisk tabte de kilo jeg burde – ja, jeg er ikke god til at glæde mig over ting lige nu…)
2. Mindfullness.
Jaja, tidens nye, skambrugte begreb.
Jeg var så heldig, at komme med i et gratis mindfullness-forløb for stressramte, gennem kommunen, og jeg synes jeg kan bruge det.
Vi mødes engang om ugen i to timer og laver øvelser(de første gange havde jeg lyst til at løbe skrigende væk fra det rum fuld af mennesker), men det er bedre nu.
Hver uge er der forskellige hjemmearbejds-øvelser, og selv om jeg ikke er så god til at få lavet det hele, er det rart at have noget konkret at tage mig til, og jeg kan mærke det har hjulpet mig meget med at få det bedre, her på det sidste.
Men det får mig også til at tænke nogle tanker om forskellige ting i mit liv, som kunne ændres – det at have en blog/facebook/twitter (eller hvad folk nu har) er jo på en måde det modsatte af mindfullness: oplever jeg fx noget sjovt, begynder min hjerne straks at beskæftige sig med, hvordan det kunne formuleres, så det også blev sjovt for andre at læse – istedet for at jeg bliver i nuet og nyder det.
Den tanke tygger jeg meget på for tiden…
Det var sandheden, om hvordan det går.
Og nu vil jeg gå tilbage til at øve mig i at være normal.
De glade indlæg der ellers er her, skal i ikke opfatte som en løgn – der er masser af glade stunder, selv om hjernen stadig kører på nedsatte omdrejninger – og nogle gange er den opgave jeg stiller mig selv, at arbejde med at få dem formuleret på skrift.
Jeg håber at en anden stressramt kan bruge dette til noget.
Jeg sender dig et stort kram og et kys på panden. 🙂 Og glæder mig på dine vegne over, at du er på vej op til overfladen igen.
Tak for at jeg (vi) må læse med.
Det er et meget, meget flot indlæg. Jeg er ikke stressramt, men kender selvsagt mennesker, der er, og det er umådeligt svært at forstå, når man ikke selv har været der, men jeg rykkede nogle skridt ved at læse din ærlige beskrivelse. Jeg håber for dig, at du kan fortsætte med at tage dine langsomme, fine skridt i den rigtige retning.
Hold da op, Superheltemor, hvor er du dog en superhelt: Fordi du er så ærlig!!! Tak for det her indlæg – jeg er sikker på, at det hjælper dig selv at skrive det, og så vil det hjælpe rigtig mange mennesker, der enten selv HAR stress, er i gang med at få det, eller mennesker, der tror, at alle andre er perfekte og lykkelige hele tiden, mens de selv synes, at det er svært at få enderne til at hænge sammen.
Jeg har ikke været så hårdt ramt, som du er, men jeg vil alligevel fortælle dig to ting, som jeg erfaret:
TID hjælper – rigtig lang tid. Du skal nok blive normal igen (men forhåbentlig med en skærpet opmærksomhed på faresignalerne), men det tager TID TID TID. Og lad det gøre det – du skal ikke føle dig presset til at være for hurtig klar.
Noget andet er nætterne – natten er døgnets mest onde og smertefulde tidspunkt. Jeg har altid været hurtig til i svage perioder at vågne og spekulere om natten. Jeg har efterhånden lært mig at kunne sige til mig selv, når det sker: “Natten er det værste tidspunkt – det er ikke nu, du finder en løsning”. Og det hjælper mig nogle gange til at komme lidt på afstand af det, der kører rundt.
Igen – tak for din ærlighed. Den er vigtig på så mange måder. Og god fremgang til dig ;o)
Tak for dine gode, kloge ord!
Kys og kram fra Forstaden til at putte i lommen til regnvejrsdage.
Flot skrevet og så ærligt. Der er mange der vil glæde sig over din ærlighed når de bliver hjulpet af den. Jeg lider ikke af stress men har sclerose og det kan i sig selv til tider være stressfuldt. Jeg har skulle lære at respektere at det aldrig går væk. Jeg har så valgt at respektere at sclerosen er en del af mit liv men det altså er mig der bestemmer… Ikke altid nemt men for det meste lykkedes det.
Du er en rigtig superheltemor for du tør være ærlig:) tak fordi du deler.
http://hvisvindenvender.blogspot.dk/
http://blog.multipelsklerose.dk/
Tak for meget ærligt indlæg, der hjælper mig til meget bedre at forstå, hvad en af mine veninder, der også lider af stress, må gå igennem. Tanker her fra Den Nye By!
Dejligt din veninde har dig!
Du har lige givet et meget fint eksempel på at du mestrer både de morsomme og de seriøse blogindlæg. Så måske behøver du ikke slå dig selv oven i hovedet med altid at skulle være sjov – lige nu har vi jo lært noget om at være stressramt som vi sikkert alle sammen kan bruge i forskellige sammenhænge 🙂
Mange, mange tak for de ord
Jeg kaster armene op over hovedet, hver gang der er en, der tør tage bladet fra munden! Da jeg fik stress, var det ikke noget udearbejdende småbørnsmødre fik. Kun hårdtarbejdende it-udviklere. Så når jeg lå med hovedet ned i toilettet og ørlede, havde tankemylder, søvnløse nætter osv. osv., så var det mig, der var noget galt med. Mig der ikke kunne klare mosten. Gid der havde været blogs den gang. Gid flere havde snakket og fortalt og tænk, det er kun lidt over 10 år siden. Verden har ændret sig og godt, at I tør melde ud og dele i dag. Hurrra!
Tusind tak
På en måde et virkelig rart indlæg, at læse – tak, fordi du deler det 🙂
Jeg kan nikke genkendende til flere af dine ‘faser’. Jeg fik selv konstateret (og hedder det overhovedet sådan??) stress for ca. halvandet år siden, og hvor brugte jeg bare lang tid på, at spekulere over om jeg nogensinde blev ‘normal’ igen. Efter min første snak med lægen gjorde jeg ikke rigtig noget ved noget. Måske troede jeg ikke helt på, at det kunne være stress – jeg var 20 år og var overbevist om, at man da ikke får stress så ung. Men det var det jo – og når jeg ser tilbage på det hele nu, kan jeg sagtens se alle faresignalerne der virkelig var der, inden jeg tog til lægen første gang.
Det er en virkelig lang kamp, men man kommer ud på den anden side meget stærkere. Mit stress er her stadig, men jeg er ikke stresset hele tiden, som jeg var tidligere. Nu kommer det i periode og, heldigvis, kan jeg mærke, når det er på vej og så ved jeg, hvad jeg kan gøre for, at prøve at undgå det. Og hver eneste gang ved jeg, at jeg nok skal komme igennem det.
Tak, fordi du deler det her med så mange mennesker. Der gik lang tid før, jeg fik modet – og jeg har det ikke altid – til at fortælle om min sygdom.
Tusind tak – også for at du deler dine erfaringer!
Jeg tænker også de ting du nævner, og det er rart at vide man ikke er alene!
Ja, som så mange siger, så kan det være SÅ betydningsfuldt for andre at du deler det så så ærligt.
Jeg turde kun at dele nogle ting, da jeg var sygemeldt, for eksempel syntes jeg , at det var SÅ pinligt, at jeg ikke kunne gå i Netto, og endnu mere, at jeg ikke turde at tage telefonen, når den ringede. Det havde nok hjulpet lidt, hvis jeg havde kunnet se, at jeg ikke var den eneste.
Og ja, man skal lige overveje, hvornår man glemmer at være i øjeblikket, fordi man skal dele oplevelsen, for mig er det på Instagram, men det må jo være samme følelse omkring bloggen. Jeg må indimellem lave regler for mig selv; jeg må godt tage et billede, men må så ikke tænke mere på det, før jeg har tid til at dele det uden at det forstyrrer børn eller andre. Ikke helt nemt at styre sin hjerne, men nogen gange virker det…
Et virtuelt knus herfra.
Malenka
Det ER også pinligt!
Der er folk jeg slet, slet ikke har fortalt det til, og detaljer jeg udelader.
Fordi jeg er flov.
Jeg ved hvad du går igennem, jeg er også der lige nu… Ej nok tre skridt foran ;o)
Men det er så fedt at læse hos andre at man selv ikke er helt tosset og at de tanker man har og den selvbebrejdelse der er i overflod også er hos de andre der er “gået ned med flaget”… Tak for det!
Vi finder selv vores egen vej til hvordan vi kommer tilbage til normaliteten, du tør skrive det på din blog, hatten af for det, jeg tør ikke, desværre…
Ønsker dig en fantastisk solrig weekend og alt det bedste fremover!
:o) Karina
Selv tak, og i lige måde!
Hej Superheltemor
Stressen kan jeg ikke helt sætte mig ind i – men det lyder døduhyggeligt, og jeg tror lige jeg gemmer din lille liste over fysiske bivirkninger, synes desværre jeg kan krydse et par stykker af lige nu – men det du nævner med at alt du oplever straks får dig til at gå i skrive-mode, den kan jeg godt genkende. Fra min kone, som er fotograf. Og som, når vi laver noget sjovt med vores lille barn, straks kaster sig over kameraet for at forevige øjeblikket i stedet for bare at deltage i det. Det gør mig vildt irriteret, fordi jeg synes at selve oplevelsen er meget vigtigere end billedbeviset for at det skete, ikke mindst for vores barn. Mon ikke det er de samme tanker du også har? At du går glip af øjeblikket fordi du stiller dig ved siden af i og kigger/blogplanlægger i stedet for at ‘være med’?Løsningen hjemme hos os:
Enten skal du gemme ‘kameraet’ – men det betyder selvfølgelig at bloggen lukker eller skruer ned for blusset.
Eller også skal du dele kameratjansen – i hvert fald lige nu, hvor stressen bider dig i knæhaserne – kan du aftale med Ninja og børnene, at de kan hjælpe dig med a rekonstruere de sjove ting, EFTER de er sket, så du ligesom har små noteblokke i de andres hoveder, du ved, du kan trække på? Ved ikke om det giver mening?
Men jeg forstår godt problemet – æv for dig.
God bedring!
Minikat
Tak forsiden kommentar!
Jo, detektiver mening.
Jeg leger også lidt med tanken om at stoppe med at blogge,og bruge min energi på noget andet – men jeg kan også godt lide det, og er lidt ambivalent.
Du er jo også brandgod til det – det der blog noget.
Men samtidigt er du også virkelig aktiv, der er jo for det meste nye indlæg hver dag – måske kan du skrue lidt ned for antallet? Jeg tror helt bestemt du har optjent nok blogpoints til også at fortjene nogle pusterum. Jeg håber helt klart at du bliver ved, for jeg elsker din blog, men du skal jo først og fremmest passe på dig selv – så hvis en pause eller bloglukning er nødvendig, enten i en periode eller permanent, så er det jo bare det der skal til.
Mange gode tanker
Minikat
Tak for gode tanker og kloge ord!
Tak for det her indlæg, tak for at du er ærlig og deler det.
Jeg er midt i det – blandet om med en depression, som jeg egentlig kan mærke jeg skammer mig lidt over at skrive.
Jeg har længe gået og tygget på et indlæg “hjemme” hos mig selv. Måske var tiden inde..
Ønsker dig alt det bedste på rejsen tilbage til det normale..
Held og lykke til dog også!
Tror det er vigtigt at vi er nogle der står frem, så andre måskemkan tænke over deres symptomer, og forebygge det.
Vil bare lige sige, at jeg har ALT for meget tøj i forskellige størrelser (og lækre mærker) liggende herhjemme, som jeg gerne vil give dig, så du ikke skal bekymre dig om det med at gå ud for at købe nyt tøj, og du behøver ikke give en kop kaffe for ulejligheden, jeg vil bare være glad for at kunne hjælpe 🙂 kender godt til søvnløse nætter og følelsen af ikke at slå til ovenpå et forløb, hvor jeg passede min døende far, så jeg føler med dig, selvom du helt sikkert er mere hårdt ramt end mig.
knus og varme tanker herfra
Åh det lyder hårdt med din far..kram til dig!
Men jeg vil da gerne arve tøj, hvis jeg taber mig nok – TAK!
kan ske det endda kan være motivationsfaktor – du skriver bare – og tak for kram
Åh. Jeg er med dig hele vejen.
Det er ambivalent både at forsøge at opretholde en eller anden form for normalitet og samtidig vise det reelle billede, som hverken er helt skidt eller helt fantastisk. Man har en tendens til at vende tomlen op eller ned, folk har tendens til hurtigt at vurdere ens tilstand ud fra små enkelte handlinger, for det er jo det, man viser i dét øjeblik. Men tilværelsen er jo ikke sort eller hvid.
Jeg synes, det er et vigtigt indlæg, det her. Især for dig selv. Det kan give sådan en ro lige at melde fakta ud.
Jeg ærgrer mig tit over at være blevet hende med stress-bloggen. Ved ikke, om jeg er det, men jeg føler mig som hende, der hele tiden liiiige skal fortælle, at sådan og sådan ser stress OGSÅ ud. Jeg brækker mig lidt over mig selv og min afmagt nogle gange. Men når jeg pakker den for langt væk, føles det heller ikke rigtigt… så sådan må det være lige nu.
Jeg hepper på dig, din familie, dine tiltag og din bedring. Med små skridt når vi vel dertil en dag.
Kram fra T
Ved præcis hvordan du har det!
Håber det vender for dig snart.
Tænker ofte på dig
Hej Superheltemor!
Tak for dit indlæg. Jeg har også prøvet lidt af turen, jeg nåede dog ikke helt så langt ned, mest pga. en ferie der kom “i vejen” (sommerferie, 3 uger – at jeg så ikke var meget værd for min kæreste i den ferie (sad indenfor i det gode vejr og skiftevis spillede kabale på min Ipad og sov) er en anden historie), og nok redede mig fra at gå helt ned. Jeg er her snart 3 år efter overrasket over at jeg i perioder stadig kan mærke virkningerne derfra (kan ikke huske f.eks. min gode vens kandidatfest), men jeg har lært at sige “det kan jeg ikke huske” og forsøger at tage det som et faktum uden at rode mere i det. En anden ting jeg også har taget til mig, er rådet om at udskifte ordet “burde” med “kunne”. Hver gang jeg siger/tænker en sætning hvor “burde” indgår, gentager jeg den med det samme igen, men hvor jeg bevidst sætter “kunne” ind istedet. Det synes jeg giver mig en reel fornemmelse af valg i forhold til sætningens handling, og ikke bare skyld med skyld på.
Ønsker alt det bedste for dig 🙂
Kærlig hilsen en trofast læser 🙂
Tusind tak fordi du deler! Respekt til dig – og god bedring!
Det er godt at høre, at det går fremad. Jeg var selv lagt ned en periode sidste år og lider stadigvæk af dårlig korttidshukommelse her et år efter….Men…det blive bedre, dog lidt for langsomt til min smag.
Dejligt at høre, at du er kommet i gang med motion, men i stedet for at dunke dig selv i hovedet over, at du ikke altid kan overskue, at komme i gang, kunne du måske lige læse den artikel:
http://www.b.dk/kronikker/motion-mod-stress-er-katastrofalt
Bedste hilsner og fremgang fra Mette
Tak for din ærlighed.
Jeg håber du snart kommer helt over det!
Jeg har set den artikel før, og motionerer ikke på den måde som de beskriver – jeg laver yoga og cykler og går, og det giver luft i hovedet.
… Fordi du bare er pisse sej og modig!
Kram
Først og fremmest SKAL man jo tænke på sig selv. Ligesom når man flyver og de siger, at hvis de der iltmasker skulle falde ned, så skal man tage sin egen på, før man hjælper andre.
Det er dejligt at høre, at du fokuserer på det nu.
Respekt her fra!
Tusind tak!
Det er så modigt, at du tør stå frem og fortælle det. Og allermest, at du arbejder med det. Det er en lang rejse, og der kan komme tilbageslag (bliv ikke bange for det, selvom det er nemmere sagt end gjort), for på den lange bane skal det nok gå den rigtige vej, når du arbejder med det.
Stor respekt herfra og pas på dig selv!
Tilbageslag er min store frygt…
Kan godt overskue at komme videre her fra, men ikke tanken om hvis det startede forfra…
Tak for din kommentar
Jeg er selv blevet diagnosticeret med stressudbrændthed for nogle måneder tilbage efter et forløb, der lyder meget lig dit. Tanker til dig og sejt, at du står frem med det. Der er jeg ikke kommet til endnu.. andet end lige her i dit kommentarfelt 😉
PS. Jeg føler også ren, uforfalsket selvmedlidenhed, når jeg træner og kickstarter gerne hvert besøg i fitnesscenteret med højlydt piberi om, HVOR mange andre ting, jeg heller ville bruge min tid på: venner, familie, livet.. men det hjælper også her. Tør ikke andet end at blive ved, selvom alt i min krop ønsker at lade dovenskaben sejre fra nu af og i al evighed. Men nej. Skal til at passe ligeså godt på mig selv, som jeg gør med min lille datter 🙂 Det er på tide.
Årh jeg føler med dig…
Synes du ikke det er svært at skrive de lækre pæne indlæg, når du har det sådan?Mellermhjælpermdetndig, med at tænke på noget andet?
Dejligt du passer på dig selv.
Men jeg har læst at hård motion kan forværre stress i starten, så hvis du er udbrændt og ikke orker, tror jeg ikke du skal tvinge dig?
Nej, underligt nok hjælper det at skrive blogindlæg.. fordi jeg tænker på noget andet, som du selv skriver. Det er mere den der mentale indre deadline om, at jeg allerhelst vil blogge hver dag (eller i det mindste bare regelmæssigt 😉 ) der er en stressfaktor. Som jeg øver mig i at lægge fra mig. Mails er også en stressfaktor.. kender du det? Jeg tænker tit “Folk fortjener et ordentligt svar” og har svært ved at formulere niget brugbart i al forvirringen. Så tit glemmer jeg det, eller kommer fra det.. eller får først besvaret efter lang tid, Men jeg prøver at være tilgivende overfor migselv.. a work in progress 🙂
Og stort tillykke med din mindste pige! Hvor ser hun bare glad og smuk ud på de søde billeder, du har lagt op.
Jeg kender fuldstændigt det du beskriver!
Arbejder også meget med KUN at blogge når jeg har lyst, og være ligeglad med hvis der går mange dage imellem – det er svært…
Pas på dig selv.
Og skriv eller mail bare, hvis du har brug for at tale med en der er samme sted.
Mange tanker til dig!
Flot indlæg. Du giver så meget af dig selv, og jeg håber også, at bloggen giver dig noget. Jeg håber ikke at positive kommentarer omkring dine sjove indlæg gør, at du føler dig presset til at skrive dem. Du er – som jeg før har skrevet – altid spændende at læse. Jeg er meget rørt over dette indlæg, som virkelig er en hjælp for os alle (tænker jeg).
Stor beundring her fra.
AS
Tusind tak!
Nej, jeg føler mig ikke presset.
Jeg har lyst til at skrive, når jeg gør det.
Nogle gange går der længe imellem.
Tusind tak for dette og alle dine andre indlæg. Det er virkelig stærkt og modigt af dig at dele dine tanker, og jeg tror, det er vigtigt, at alle – inkl. mig selv – bliver bedre til at sætte ord på, når livet gør ondt, så man netop ikke går rundt for sig selv og tænker, at alle andre får livet til at se så nemt ud, at alle andre har styr på det hele. Det er i hvert fald noget, jeg konstant skal minde mig selv om, for jeg har også taget en (heldigvis mindre) tur med stress, angst og negative tanker, og jeg falder nemt i de mørke huller. Ih, jeg synes, jeg vrøvler lidt, men jeg vil bare gerne sige, at din blog er meget, meget værdsat – og at du nok skal klare den. Hold ud, søg hjælp og giv det tid, du skal nok komme tilbage til dig selv igen. Du kommer ikke til at have det sådan her altid, og når du kommer ud på den anden side, er du måske mere sårbar, men du er blevet bedre til at passe på dig selv og forstå dine egne signaler. I promise.
Hvor er det sødt skrevet – mange, mange tak!
Tak for den fine omtale. Jeg synes det er så skræmmende, så mange det rammer. Og at ingen ved hvordan det er, før man selv har ligget der. Folk tror jo det er løgn når man tilsyneladende har lejet en lejlighed til en veninde – og glemt at fortælle om det derhjemme !
Forskellen på pres, travlhed og stress er himmelvid og ved at tale åbent om det gør vi det forhåbentlig nemmere for andre. Især fordi det også ofte medfører andre sygdomme fx depression for mit vedkommende.
Håber du er godt på vej tilbage igen! <3
Og til de interesserede har jeg skrevet 10 gode råd til stressramte og dem der kender en, for jeg ville dæleme ønske at nogen havde turdet sætte en kæp i hjulet for mig. Man kan ikke selv se det før det er for sent
Det er ti rigtigt gode råd du har skrevet, tak for dem!!
Har allerede sendt linket til en bekendt der var på vej samme sted hen – hvis bare vi kan forebygge at en enkelt anden når at stoppe i tide, er det værd at dele vores historier, tænker jeg.
Kram til dig, der er så god til at sætte ord på!
Du er bestemt lige så god til at sætte ord på!
Og det er også det, der er min tanke, at få stoppe andre før det løber løbsk. Heldigvis har det den bonus, at man finder andre, der er i samme situation, så man ikke behøver lide i stilhed.
Sammen er vi stærke <3 ( – Altså når vi orker det, ikke ;-))
Kram
Klogt sagt! Tak!
Kære Superheltemor!
Tak fordi du ønsker at hjælpe nogen ved at dele din historie! Det var nøjagtig samme motivation jeg havde, da jeg sidste år startede min egen blog. Jeg havde måske søgt de forkerte steder, men jeg var bare ikke rigtig stødt på så mange reelle erfaringer. Der var de kliniske beskrivelser, men det er som om, de ikke rigtig omfatter al den forvirring, hukommelsestab og funktionsevne, vi ‘alle’ (incl. Christina Melchiors og Teresa) har oplevet så akut.
Jeg ville lægge mine erfaringer ud til offentligheden, så de kunne bruges af andre, og således blev Hjertefanden til. Det har faktisk også været fedt og forløsende for mig selv at skrive. Men det sker også mere som reflektion efterfølgende. Alt det med Instagram og Facebook sider magter jeg ikke – fordi jeg har brug for at være i fred. Og fordi interaktion med andre mennesker helst skal være på mine præmisser… Og sådan er det så bare. Jeg har skullet lære at følge mine egne ønsker, istedet for hele tiden at være ude i andres behov. Og jeg har fået det bedre af at droppe mit job, og pt. være en fattiglus med 3 børn i en skide parcelhus. Men nu ligger verden trods alt åben istedet for at være en klaustrofobisk følelse af at være stavnsbundet 😉 Jeg håber på snarlig bedring til dig! (…og jeg håber også at Maren blot er almindeligt forvirret, og at det ikke er stress, der får hende til at børste tænder i en køkkenskuffe!?)
Tak og i lige måde! Må straks læse din blog, det føles dejligt ikke at være den eneste…