“Aaaaargh jeg hader den, den blev helt forkert!” er en hyppigt brugt sætning blandt mine store piger, mens de tegner eller skriver.
Sætningen efterfølges ofte af papir der vredt bliver krøllet sammen, eller udsat for brutale viskelæder-angreb.
De tegner virkeligt fint alle tre, men er også enormt selvkritiske, og selv om jeg forsøger at overbevise dem om, at tegningen af hulemanden er så fin, at man ikke bemærker den ekstralange arm, bliver den stadig udsat for viskelæderet.
Jeg kender udemærket godt følelsen selv.
Alt for godt.
Ind imellem ærgrer jeg mig, over hvordan den der selvfedme helt små børn har, går over.
Den 2 1/2 årige er fantastisk selvsikker, og stolt af sig selv.
I morges fandt jeg et ekstra kunstværk, på væggen over min seng.
Et værk, bestående af farveblyant-krimskrams, stumper af klisterbånd, og noget der godt kunne ligne en bussemand lidt.
“se min tegning, jeg er så dygtig!” pralede hun “jeg kan tegne altsammen!”
Bagefter demonstrerede hun hvor “utroligt hurtigt” hun kunne løbe, og pralede af sine fine nye strømpebukser, til sine storesøstre.
Jeg kan ikke huske i hvilken alder det der selvkritik sætter ind.
Håber egentlig det varer et stykke tid – så vi andre kan nå at lade os inspirere?
(men også at det stopper lidt, før hun melder sig til reality-shows, med lamme titler som:”for lækker til love”!)
Min søn på 2,5 mest brugte sætning er “Ja, jeg dygtig” eller peger på tissemanden og siger “Stor ti´man” Ved ikke om jeg skal være bekymrer eller hvad for det sidste:)
De er bare deres egen største fan i den alder og jeg synes det er herligt og ligesom dig synes jeg at det godt må fortsætte… i lang tid… bare det stopper før det bliver for Sidney Lee-agtigt:)
Haha – ja det er måske en god ide hvis det stopper før sidney Lee-alderen!
Jeg er mor til en dreng på 2½ år, som i øjeblikket ynder at sige ting som : “Jeg er simpelthen så dygtig” og “Jeg er bare så god”! Det er sjovt og dejligt at det er dét han siger. Som vi alle ved kopierer de jo ofte dét vi forældre siger og jeg vil da hellere have at det er det (forhåbentlig fordi han får det at vide ofte) end de mere uheldige ting man en gang i mellem får sagt. Han brøler i øvrigt også “Thorkild” hver gang T-Hansen reklamen (hvor det samme bliver råbt), kører over skærmen. Det har ikke noget med selvtilliden at gøre. Det er bare skideskægt!
//B
Jeg bliver så glad, når jeg ser et nyt indlæg fra dig. Det var bare det jeg ville sige hej.
Jeg er så enig. Vi vil ha’ mere af smårollingernes skråsikkerhed når det gælder egne evner indenfor alting!
Pingback: Nogle gange ville jeg ønske, jeg var Garfield | spelttendenser