“Det er nok begyndende stress” sagde lægevikaren, da jeg fortalte om tankerne der kørte i ring, søvnløsheden, hjertebanken, og de stigende episoder med glemsomhed og forvirring “du kan jo få nogle piller… Eller du kan dyrke noget motion. Prøv at få nogle timers ro hver dag, og bevæg dig.”
Et par timers ro hver dag??
Kan ikke se det ske, i verdens mindste hus, proppet med børn og hverdag…
Men jeg er også bange.
Og ved det skal tages seriøst.
Kan slet ikke samle tankerne om noget som helst, og sover mindre og mindre.
Jeg hader at løbe – dårlige knæ og store bryster – og kan ikke finde yogahold der passer ind i skemaet – så jeg meldte mig ind i et træningscenter.
Var der første gang i går.
(Muligvis motiveret af at jeg skulle til noget fest med en masse mennesker jeg ikke kendte, og håbede jeg kunne smide 5-6 kilo på en eftermiddag, så min kjole sad bedre)
Det var ok.
Alle de der ord der hobede sig op i mit store hoved forsvandt lidt, når jeg koncentrerede mig om noget så simpelt som at tælle til 15, og løfte nogle vægte imens.
Mens jeg trænede, lurede jeg på de andre.
Der var de tatoverede bodybuildere, der heppede på hinanden.
Et par tykke mænd med rygproblemer.
Nogle solariebrune fitnesstøser.
Og så en lille bitte ca 70 årig dame, der luskede rundt og brugte maskinerne, med koncentreret blik.
Sådan en lille dame, der vejer det samme som mit højre lår, og formodentlig har svært ved at løfte et par strikkepinde.
Tænkte jeg.
Indtil jeg opdagede at hun tog de maskiner jeg lige havde brugt – og satte ti kilo ekstra vægt på.
Hver gang.
Så meget for afstressning: de sidste maskiner jeg tog, satte jeg ekstra vægt på, og holdt skarpt øje med om hun så kunne følge med – det kunne hun.
Med ti kilo ovenpå.
Så i stedet for at blive mere zen og afslappet af træning, kan jeg tilføje endnu et punkt på listen af pligter, arbejde, børn, venner, kvalitetstid, møder, kurser, deadlines: nedlægge lille gammel dame i armlægning.
Er åbenbart ikke i stand til at foretage mig noget, uden lige at skulle lægge lidt ekstra pres på.
Fandme ikke mærkeligt at jeg har så svært ved at slappe af!
I stedet for at se den lille dame som modstander, så kunne hun måske hjælpe dig. Du behøver ikke kæmpe alle kampe selv :o)
10 minutters ro er bedre end intet, så læg en plan.
Og så bliver det snart(?) forår og ungerne kan være ude og solen skinner.
Stress er ikke godt!
Tak for kommentaren… Ved godt den er på vej imod noget galt…
Kender det alt for godt, og er desværre en af dem der har været helt nede at skrabe bunden over det to gange. En gang med lammelse af hele min venstre side, og en gang hvor jeg pludselig kun kun gå i ring pga. min dålige balance og talebesvær… Begge gange har kostet en længerevarende sygemelding… Men jeg gær det stadig. Jeg skal gøre alt 110 %, selvom alle står og råber af mig. Min fys som jeg går ved efter en bilulykke holder et skarpt øje med mig, så nu må jeg kun træne to gange om ugen i fitness. For jeg kan ikke finde ud af ikke at gå amok dernede og jeg SKAL jo træne min. 3 timer, det ser bedst ud på min statistik 😉
Jeg knokler på i fitness, derhjemme, på arbejdet, tja og nogle gange også på bloggen som jo faktisk skulle være et frirum… Men med tiden er jeg blevet bedre til at give mere slip, men det er svært.
Men det jeg egentlig ville var, at selvom det er svært, så mærk efter… Tro mig, det er ikke det værd når korthuset vælter! – Det tager lang tid at rejse det op igen. Pas på dig selv, og få gerne nogen til at hjælpe dig med det!
Puha, det lyder uhyggeligt…
Håber du også lærer at slappe mere af.
Kram til dig
Jeg har ingen kloge ord, men jeg vil bare sende mine bedste og inderligste ønsker og håb for at du “går fri” fra yderligere pres!! Kan børnene ikke komme med ud o motionere? Gå en lang tur i rask tempo, evt. med pulsdunkende musik i det ene øre? Mine børn gider ikke (en sidder i jogger, en anden skal selv cykle eller løbe ved siden af), men det skal de. Motion er noget JEG vil og det bestemmer JEG. 😉
Mjo… Går også ture med dem, men det er ikke nødvendigvis afslappende – så skal man tage stilling til en masse, høre på brok eller skænderier, og passe på dem i trafikken…
Det lyder for mig ikke som “begyndende” stress….. du skal trække håndbremsen NU! Både for dig selv og din familie!
Kør ned i et andet gear og lad noget ligge…..og nyd din søndag 🙂
Åh, men det er sgu så svær at vide hvad der skal til!
Altså – hvad skal skæres fra, så det ikke ender med sygemelding: er det alt socialt, eller de opgaver med mest ansvar, eller noget andet?
Hej!! Jeg går selv herhjemme nu….og jeg har nok ignoreret søvnmanglen og de nattelige tanker…i næsten et år….jeg skælder ud og løser problamatikker, der i mørket….så kom den manglende energi og en total ulyst til arbejdet….hverdag siden i sommers, har jeg stået i min dør og tænkt, at jeg ikke orkede. Til jul valgte min arm, så at sætte en stopper for det, den var åbenbart lidt mere klarsynet og beslutsom, end jeg selv. Den satte ind med en smerte som ikke var til at se igennem fingerene med. Og den er skam ikke færdig med at minde mig om, hvor ondt i psyken jeg har det…..så for 14 dage siden sygemeldte lægen mig….først var det en stor lettelse, for den beslutning kunne jeg aldrig selv have taget. MEN når man har en arbejdskiver er det ikke lige så let, at finde den ro, der skal til at blive rask, man får dårlig samvittighed og bebrejder sig selv, for ikke at være i orden!!! …..Jeg håber du finder roen og giver dig selv plads…..det vigtigste er at du siger det højt og selv erkender at det er rigtig nok at du godt må få fred. Det ville være meget nemmere hvis man brækkede benet godt og grundigt, fik det lagt i stræk, med skruer og alle mulig slanger, så det kan ses og dermed forstås af alle! tusinde knus herfra!!!!!
Puha – det er der jeg er på vej hen.
Har også levet med symptomer længe, men det har kørt op og ned, og derfor været til at ignorere.
Dit lyder benhårdt – håber det snart vender…
Så for pokker.. Får helt lyst til at tilbyde at komme og lege lidt playmobil med de unger der, mens du relaxer med et par agurker på øjnene og en sjus i hånden. Jeg er alligevel små skruk og kunne nok godt (i følge dilleren herhjemme) trænger til at blive forskrækket over en masse tøsebørns energi. Selv kan jeg bare ret godt lide at lege med playmobil, men det er som at det er sært at gøre det alene når man er 25.. Og dine børn lyder som nogle flinkelegekammerater. -hvor om alting er, pisse meget god bedring!
Hvor er du sød;)
Ja, mine børn er meget af tiden ret hyggelige.
Du er også velkommen til at komme og snuppe noget af mit arbejde? Eller trøste de mest triste af mine venner?
Synes der er så mange jeg gerne vil være noget for, men bare ikke kan
Kære Superheltemor – du MÅ tage stress-symptomerne alvorligt.
Jeg er selv i møllen med stress, så jeg ved hvad det gør ved en.
Jeg ønsker virkelig for dig, at du må finde nogle åndehuller i jeres travle hverdag, hvor du kan slappe af og puste ud. Måske gå-tur i stedet for fitness…..
Tak for dine kloge ord.
Er stadig ved at vende mig til tanken, og ved endnu ikke hvad det er jeg skal gøre ved det – en masse stress hører vel bare til det at have familie, men det er som om det vokser mig over hovedet, og jeg ikke længere kan ignorere de fysiske symptomer…
Hvis man er stresset er det ikke hård motion, man har brug for. Så måske er det med gåture bedre? Men uden børn! Jeg tænker at travlhed er en del af at have børn, men stress er et tegn på at der er noget galt! Og det skal du tage alvorligt.
Motion er meget godt, men find også lige en at snakke med…. Altså en voksen, der har visse kompetencer – en psykolog som kan hjælpe med at få mønstrene ændret. Og som de andre skriver: stop op og tag det alvorligt inden det bliver rigtig rigtig træls.
Synes bare slet ikke jeg har råd til psykolog. Overhovedet…:(
Og piller tør jeg helst ikke.
Håber jeg kan komme ud af det på andre måder – skal bare have regnet ud hvordan
Psykolog er uden tvivl dyrt – men jeg tror, det bliver dyrere at lade være.
Ved det godt – men vi har 100 kr pr dag til mad, til 6 mennesker, så det er svært at hive 500 kr ud til psykolog.
Men det lyder til at min forsikring dækker, pyha… For du har ret: dumt at lade være
Dengang jeg gik ned med stress første gang sagde min læge, at han anbefalede en 14 dages sygemelding når det handlede om stress.
14 dage til lige at komme nogenlunde ovenpå – sådan at man kunne gennemskue hvad det var for nogle ting der skulle laves om.
For det vigtigste var at finde det der stressede en og få det stoppet.
Jeg syntes at han var en nar og meget uforstående.
I dag hvor jeg har været to lange stresssygemeldinger igennem samt to jobskifter og et sabbatår – og mindfuldness og motion og 2 psykologer…. Må jeg give min gamle og nu pensionere læge ret.
Ja, motion hjælper. Ja, meditation og mindfulness hjælper. Jobskifte kan også hjælpe. Men for en langsigtet løsning er du nødt til at finde dine stressfaktorer og få dem fjernet.
Der er en del diskussion om, hvorvidt motion og stress altid er en god kombination. Motion er godt, men hård motion kan – ifølge en del forskere – sætte så meget gang i endorfinerne, at man faktisk bliver mere stresset. Jeg dyrker selv yoga, og det virker heldigvis i den grad afstressende – også selvom det er flow yoga i et vist tempo.
Men pas på dig selv, Superheltemor! Og hvis en sygemelding er nødvendig, så er den nødvendig. Hellere en sygemelding end varige skader af stress.
Og selvom jeg er vild med din blog, kan det måske hjælpe at sætte den på pause en måned eller to, så du ikke skal koncentrere dig om den også, men kun det allerallervigtigste?
Jeg håber i hvert fald, du finder en løsning, som hjælper dig. Stress er noget grimt stads.
Prøv lige at Google stresscoach. Det gjorde jeg for noget tid siden. På en af siderene er der en slagshotline man kan ringe til. Jeg er nu begyndt hos den mest fantastiske coach.
Pas på dig selv og gør noget ved det.
Held og lykke.
Solveig
@Solveig; vil du dele hendes/hans navn?
Måske damen er der for at få stærke arme? Det er du jo ikke.. Du er der vel for at blive glad!..
En ven satte mig i gang med at løbe for nogle år siden… Fordi jeg havde siddet det meste af et år og kigget ud i luften.. Jeg elsker det! Men kun de dage, jeg husker, at jeg løber for at blive glad; ikke for at løbe langt eller for at løbe hurtigt.. De dage, jeg kommer i tanke om, at jeg skal løbe mindst lige så hurtigt som de andre, jeg møder på mine løbeture, eller som dem, jeg kender, der løber, er det et helvede..
Måske damen faktisk også startede – og er fortsat – fordi det gør hende glad?.. Og ikke fordi hun gerne ville kunne løfte mindst ti kilo mere end dig?… Du kunne spørge næste gang, du møder hende… 🙂
Jeg håber, du kan se, om der er nogle af tingene, der fylder, du kan sortere lidt ud på sidelinien (eller bede om hjælp til af andre! Mange vil garanteret gerne hjælpe!), mens du bruger lidt tid på motionen.. Det er min oplevelse, at det giver lidt mere energi til så at tackle alle de andre ting.. En af gangen…
Men det er en forudsætning, at du husker, at det er for at blive glad! Ellers bliver det helt træls… Hvis det overhovedet bliver…
Pøj pøj!! Vi hepper! Det er vigtigt, du passer på dig selv.. Nu!
Aner ikke hvor du bor henne af, men er du fra Århus egnen og træner i fitness.dk tager jeg dig gerne med til afslappende træning uden gamle damer..
Lyder tophyggeligt, tak – men er desværre fra den anden ende af landet. Men tak!
Kommer du forbi Århus kan du altid smide en mail :)Var selv sygemeldt i 6 måneder fordi jeg ikke tog det psykiske helt alvorligt – det er gerne de stærke der falder hårdest og tungest.
Ved ikke hvor meget du engagere dig i andet end familie og arbejde. Personligt ville jeg skærer alt frivilligt arbejde, bage til institutioner, forældre råd, idrætsforeninger etc fra. Ligeledes hus og have projekter- jeg ville skære helt ind til benet i en periode og kun fange de allermest langhårede nullermænd. Derudover det sværeste: Melde ud til vennekredsen at der er lavt på energien og det er dig der er den triste i en periode. Hvis du ikke reder dig selv kan du heller ikke trøste andre i fremtiden.
Lige nu er den hårdeste tid på året rent psykisk foråret skulle være her og er det ikke og selv når det er er det måske ikke den lettelse man håbede på gennem vinteren. Husk det går den rigtige vej. Lyset og lykken er lige om hjørnet nu <3
Jeg beundrer dig meget og håber du får sat bremserne i, før din krop/andet gør det for dig.
P.s Latter er lige så godt som motion mod stress, mener jeg. Begge dele er bedst.
Det er gode råd, tak!!
Ud over børn og job(der på det sidste har været hårdt presset)., har nogle af mine venner massive problemer, som jeg forsøger at hjælpe med(alvorligt sygt barn), og det er svært ikke at hjælpe, men også svært at finde tid til at gøre alting ordentligt… Og så føler jeg ikke at jeg kan slå til.
Rengøring eksisterer i forvejen ikke, men kunne godt overveje at trække mig i en periode fra alt der hedder skolemøder og den slags.
Må finde ud sf hvor der kan skæres…
Godt råd, tak!
Den 70-årig dame har sikkert masser af tid til at træne. Hun skal nemlig ikke klemme fire piger, mand, venner, arbejde, blog og alt det andet shit ned i et døgn på 24 timer. Så herfra skal der lyde en imponerende klapsalve, fordi du overhovedet kom af sted!
Og så håber jeg ellers, at du passer på dig selv. Ville ønske jeg havde den magiske formular til at få stress til at fordampe ud i den blå luft, men der er jo ikke nogen let løsning. Bare husk at det er ok at sige nej, og fuck det til alt det, man burde.
Og så helt lavpraktisk – jeg er også sådan en, der tænker vældig meget, når jeg burde sove, og det hjælper mig at skrive tankerne ned, så er de ligesom “ude”.
Pøj pøj herfra
Tak for søde ord!
Kender godt det med at skrive det ned, ved natterod: min tålmodige veninde har lagt øjne til mange, bange nattemails fra mig det sidste halve år…
Men det hjælper.
Uh, det er skidt 🙁
Slip dog bloggen lidt på ubestemt tid (vi vil savne dig, men forstår!), hyr den søde onkel eller en ansvarlig 17-årig til at hente&bringe eller passe pigerne (et par aftner i den kommende uge og nu og da på sigt), skriv tankerne ned, så du føler de kommer lidt ud af systemet, bed vennerne give DIG lidt omsorg/plads og få så mange kys og krammere som du orker af dine piger.
Der er nok desværre ingen lette løsninger, og selvom det kan føles svært at få luft nok til at sidde og tænke en ærlig tanke alene, så kan det nok godt betale sig at fundere grundigt over dine prioriteter. Nu.
Held og lykke. Og kram 🙂
Kære Superheltemor
Det lyder ikke som om livet føles så rart lige nu. Jeg kan så udmærket genkende følelserne af hjertebanken, uro i kroppen og en masse tanker. Jeg har selv gået rundt og undret mig over (både hos mig selv og mine klienter), HVAD det egentlig er der gør at man ender med at fylde livet med meget mere end der er plads til. Alt opleves som noget der ikke kan sorteres fra.
Jeg vil ikke bruge din blog til at “reklamere” for min egen blog, men kan ikke modstå fristelsen til at linke til dette indlæg: http://psykologviden.dk/horer-du-stemmer-og-bare-rolig-det-gor-vi-allesammen/ …det handler nemlig lige præcis om at identificere hvad det er for nogle indre drivkræfter der får dig til at presse dig selv langt ud over hvad der er rimeligt for et enkelt menneske.
kærlig hilsen Camilla ( aka Psykologviden)
Det lyder, som om din krop prøver at fortælle dig, at du skal passe på dig selv, superheltemor! Selv en superhelt kan ikke være supermor, superveninde, superkollega, -medarbejder, -kone, -blogger og superfit – på én og samme tid! Jeg har kun halvt så mange børn som dig, og min fuldtidsbeskæftigelse foregår på en højere læreanstalt, ikke på et rigtigt arbejde – endnu. Alligevel har lidt sygdom (som i konstant syge børn) kombineret med en masse eksamener fået mig ud i søvnløshed og et hjerte, der hamrede så heftigt, at jeg troede, det var på vej ud genem brystet hver nat. Jeg holder en pause fra de sociale “forpligtelser”, i en periode, og håber, mine venner stadig er der når (hvis) jeg har tid. Det er ikke den fede prioritering, men det er løsningen for mig lige nu. Det er ikke nødvendigvis løsningen for dig. Men hvordan ved man lige, hvad løsningen er? Det er altid værd at undersøge mulighederne for gratis rådgivning. For eksempel her: http://pkrnorrebro.dk/, her: http://www.pkrbagsvaerd.com/ eller her: http://www.kvinderaadgivning.dk/raadgivning.htm. Hvis du snakker med din læge om dine stresssymptomer, kan I nok også finde en løsning – hel eller delvis sygemelding i en periode, og så giver sygesikringen tilskud til psykologhjælp, hvis din læge siger, den skal. Men min erfaring er, at det dér stress kan virke handlingslammende i en grad, så man end ikke er i stand til at træffe en beslutning om at skære noget væk (og i stedet prøver at køre videre i super-mode). Så måske det ville være en god idé at finde én, der kan tage med dig til læge eller hjælpe dig med at træffe de der svære beslutninger (som ofte i virkeligheden er enkle beslutninger – de ser bare ikke sådan ud igennem stress-filteret). Jeg håber, du finder den bedste løsning for dig.
Sødeste superheltemor, du skal passe på dig selv! Jeg gik ned med stress for godt et år siden, og endte med en sygemelding på et halvt år, fordi jeg ikke lyttede efter symptomerne, men undskyldte det med, at man jo altid har lidt travlt og det der med nattesøvn alligevel også var overvurderet og om lidt blev det bedre! Det gjorde det så bestemt ikke! Mit bedste råd er at hukke bremsen i før det er for sent, også selvom det kræver en sygemelding fra job! Hvis det bliver taget i opløbet, kan det være, at du slipper for en lang sygemelding!
Jeg synes det var hårdt nok at gå ned uden børn, tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, med fire skønne tøser i huset!
Hvis du gerne vil snakke med en, der har prøvet det på egen krop, så står jeg gerne til rådighed! Jeg er lige startet som frivillig i Sind erhverv, hvor vi skal snakke med stressramte eller folk der er på vej den forkerte vej… Jeg er fra Århus men der er også en afdeling i København 🙂
Ellers kan jeg anbefale dig, at finde noget mindfullness halløj, det lyder tosset, men det får faktisk en til at slappe af! Jeg har bare fundet noget på youtube, men man kan også købe en masse! Har også fundet et par apps, som jeg bruger 🙂 måske det også kan hjælpe dig? Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg kan finde ud af det selv, og det gør jeg nok heller ikke, men så må jeg bruge hjælpemidler, og det fungere fint 🙂
Pas rigtig godt på dig selv!
Hej med dig
Det lyder surt og svært! – når man har det sådan er det svært at få gjort noget ved det.
Prøv lige at undersøge dette. Det er meget nyt i DK – men der virker og hurtigt! Til og med uden medicin!
Her er linket : http://www.eegtraining.dk/velkommen
Mvh Line ( det har gjort min mand rask fra en fødselsdepression på lidt over en måned! – ren trylleri, som giver SÅ meget mening )
Held og lykke
Jeg bliver simpelthen nødt til at reagere på dette rørende indlæg – og de mange kommentarer og svar hertil.
Jeg er bachelor i psykologi til sommer – herefter kandidatuddannelse på det som på Aalborg Universitet kalder Stressklinikken, hvor fokus ligger på stress og depression. Har en af Danmarks førende stress-specialister som vejleder, og to store opgaver bag mig i hhv. “de lykkelige danskere” og “viljestyrke og stress”. Jeg sidder desuden lige nu sammen med mine to medsammensvorne på studiet – og vi er meget berørte over dette indlæg.
Superheltemor – du SKAL tage dig selv alvorligt. Stress er en meget alvorlig og faktisk livsfarlig sygdom på linje med hjertekar-sygdomme, kræft og andet. Det luskede ved stress er, at den i milde former kan håndteres og glemmes – men det forsvinder den altså ikke af.
Det er meget individuelt, hvad der hjælper for den person, som er stresset. Mange personer med stress oplever også at være deprimerede – her kan samtaler med en psykolog hjælpe. Medicin kan også være en løsning for nogen. Psykoterapeuter, massører, akupunktører, healere – you name it. De virker også for nogen.
Det aller vigtigste du kan gøre for dig selv er, at gribe ud efter hjælp. Ring til din læge og få en tid – bed lægen om at køre dig igennem en test. Hvis du er under 37 år, kan du få bevilliget 10 psykolog-timer, og det kan være en kæmpe hjælp. Du må også have noget familie, nogle venner – en mand, måske? Det er OKAY at gribe ud efter hjælp, og desværre noget vi (især kvinder) er rigtig dårlige til.
En anden meget vigtig pointe er, at de symptomer du har og de følelser du har, ikke er din skyld! Det er ikke din skyld, at det er svært at sige fra. Samfundet vi lever i stiller urimelige krav til omskiftelighed, fleksibilitet, X-factor.. Navnet på din blog siger i sig selv rigtig meget – superheltemor. De krav mennesket i dag stiller til sig selv er urimeligt høje – men de kommer altså ikke indefra! De kommer udefra, fra et samfund, der kræver præcis det samme af alle sine borgere – nemlig superhelte-genet. Det er blevet en norm, et ideal at være perfekt og lykkelig! Faktum er at der alene i Danmark har været en stigning i deprimerede på antidepressiv-medicin på 30%(!!) de sidste 5-6 år. Det er OKAY at være presset og det er OKAY at være ked af det. Du er ikke alene – du skal have hjælp. Og det skal være nu! Grib ud efter hjælpen, grib telefonen og ring til én du ved der holder af dig og tager dig alvorligt.
Hej
Må give mit besyv med. Har selv prøvet at være helt nede og skrabe bunden og vil blot dele et par ting med dig og andre, som har gjort en verden til forskel for mig.
For snart 2 år siden endte jeg med at falde om af stress (som i et giga-angstanfald, som jeg aldrig har prøvet hverken før eller siden), efter jeg i 2 måneder havde ignoreret føleforstyrrelser i mit ansigt og på kroppen, som bare eskalerede. Jeg havde ikke “klassiske” stresssymptomer som åndenød, søvnløshed, tudeture osv “bare” føleforstyrrelser, som jeg med tiden frygtede var en svulst i hjernen. Det var det så ikke – heldigvis – og da jeg først væltede, ja, så væltede jeg. Jeg var hurtigt klar over, at det jeg manglede var RO RO RO i mit liv og en evne til at mærke hvad jeg havde lyst til og ikke havde, og ad omveje endte jeg på Rørvig Folkehøjskole en uge. På mediationskursus, hvor jeg lærte Trancendental Mediation. Jeg havde aldrig troet, at det var vejen frem for mig, men tro mig – det har ændret mig for ever. At bruge en uge i total ro væk fra altid er virkelig anbefalelsesværdigt, når man er presset i knæ.
Rejsen til et liv i balance har taget mig lang tid og er stadig i gang. Jeg valgte efter 1 år at sige mit stressende job i reklamebranchen ud og starte på et studie (sent i livet, men aldrig for sent:-)) – og det er bare en af de mange ting, der har ændret sig i mit liv siden nedturen. En forfærdelig oplevelse, som jeg dog aldrig ville være foruden den dag i dag. Det var det tiltrængte lods i r… der gjorde, at jeg tog mig selv alvorligt. MEN hvor ville jeg ønske at jeg altid havde været istand til at lytte til mig selv. En klog dame har engang sagt til mig: “nogen gange kan det være svært at mærke, om man har lyst til noget, men tro mig, hvis man ikke har lyst, så ved man det altid!” Og den har hjulpet mig til at sige fra i ny og næ.
Sorry, at det blev så langt – kig lige ind her: rfh.dk eller hos hende her, som er outstandig og hele turen til Helsinge værd: midoris.dk -hun kan “ting og sager”
Held og lykke på din vej
KH Helle