Mine børn ser en del mr Bean på ipaden for tiden, og morer sig helt vildt over det.
Jeg synes Rowan Atkinson er dygtig, men har aldrig været fan af mr Bean.
Det afsnit de så i dag havde dog en morsom pointe, hvor mr Beans kæreste forsøger at fortælle ham, at hun ønsker sig et smykke, ved at pege på plakat af nyforlovet par i smykkebutik – og han køber hende plakaten.
Den historie har jeg selv prøvet.
Næsten.
Da jeg var 17, rejste jeg rundt i Australien i et år.
I en periode arbejdede jeg på et frivilligt miljøprojekt, og kærestede lidt med en ung englænder.
Juleaften nærmede sig, og han så hemmelighedsfuld ud, og hintede meget, at min julegave var ret sej.
Jeg var nervøs for hvad romantisk ungersvend kunne finde på – bare det ikke var noget alt for tøset, som jeg var nødt til at gå med…
Jeg så sådan her ud, efter en hård dags idealistisk miljøarbejde i mudderet – og egentlig også resten af tiden:
Jeg var bare ikke typen, som man forærede lille smykkeæske, i pink papir, med sølvbånd om.
Men det gjorde han, og jeg mærkede lige dele rædsel og begestring, ved tanken om, at han havde købt et smykke.
“Bare det ikke er alt for grimt! Bare det ikke er noget der ser religiøst ud! Bare det ikke er sådan nogle charms! Bare det ikke er noget vedhæng med hjerter – eller ÅH GUD: bare det ikke er en forlovelsesring!!!” kværnede det inde i mit hoved, da jeg så æsken.
“Der er fandme en der her købt mig et smykke! Som om jeg var feminin! Det er sgu da SEJT!” kværnede det også, og jeg var primært glad og spændt på at se smykket, da jeg flåede papiret af.
Og fandt denne her:
En lighter.
Med fimset mønster og dedikation.
Jeg røg ikke engang.
Tak.
HAHA, jeg har prøvet nøjagtig det samme! Fik samme lighter med mit navn ingraveret fra en engelsk kæreste engang jeg boede i London. Jeg røg dog, men synes stadig det var en mærkelig gave. Og grim. Den ligger i gemmerne et eller andet sted, kun brugt ved meget få gange… 🙂
Hvor syret! Det må åbenbart være den engelske måde at give romantiske gaver, til nogen man ikke kender så godt?
Jeg gør det modsatte. Engang, mine forældre havde været i Rom uden min søster og mig, og de havde gaver med hjem, takkede jeg for gaven, før jeg havde åbnet den helt. Det viste sig, at jeg fik en rigtig fin halskæde, men jeg var så glad for gaven og for at de var hjemme, at jeg takkede for den lille pose, den lå i. Men det var også en fin pose.
Har du stadig lighteren? Og begyndte du at ryge så du kunne bruge den romantiske kærestegave?
Nej hov. Jeg læste det som at du IKKE røg, nu giver gaven en lille smule mere mening. Synes godt nok det var en meget sær gave først. Nu kun lidt sær..
Røg skam ikke;)
Begyndte faktisk at ryge, da jeg var i australien – det passede ligesom til bål og strand at sidde der med en smøg… Så lighteren blev brugt – men jeg havde glemt alt om den, til jeg fandt den i forgårs, i bunden af min værktøjskasse.
Ej det stikker helt af. Det var en af de ANDRE læsere der “godt nok røg”. Jeg er den særeste læser i verden (og trækker pinen i det uendelige ved at blive V E D med at svare på mine egne kommentarer),
Haha;)
Sgu da en sær gave når du ikke røg. Var han på stoffer? Hahahaha
Næ. Han var en lidt kedelig type, der vist bare tænkte at sådan en var lidt personlig, men ikke for forpligtende?
Havde en engelsk kæreste på nogenlunde samme tid -uden at få en lighter, så det var ikke dem allesammen der gav den gave.
… og jeg røg ellers på det tidspunkt 😉
Der røg den stereotypi!
… men jeg er kommet i tanke om at jeg har en veninde, der havde en irsk kæreste dengang … og han gav hende faktisk en zippolighter i sølv(agtig) … så måske var det _gaven_ og jeg havde bare en nærrigfryns som kæreste?
Hahaha! JA – du var ikke værdig til den obligatoriske britiske gave!