Vores spisebord er sådan et solidt ældre møbel – et arvestykke.
Vi er rigtigt glade for det.
Det har indbyggede udtræksplader, og er ikke så bredt, så det er ideelt at sidde mange om.

Da vi fik det, for 15 år siden, brugte vi aldrig dug på bordet, fordi det var så flot og blankt i sig selv.

Så kom der et barn – der alt for hurtigt lærte at betjene sprittuscher:

Åh hvor vi ærgrede os, men der var ikke råd til at få det slebet ned.

Så vi begyndte at bruge dug.

Barn 2, 3 og 4 har ligeledes tilføjet flotte kunstværker i tidens løb, og vi er nu nået til er punkt, hvor vi bare hiver dugen (og deres trøjer) af, hvis de skal male, og så kan de sådan set bare klatte løs.

(Gulvet har i forvejen pletter fra skriblerier, malerier, rødvin, fødsler, kødsovs, blæk og frugtfarve, der ikke kommer af når man vasker det, så er par maleklatter mere, burde det kunne tage.)

Bordet ser nu sådan her ud – sammen med et kunstværk Kagemesteren fremstillede en dag, hvor hun var hjemme sløj:

I starten sagde vi, at vi ville slibe bord og gulv ned, når børnene var blevet større – men når jeg ser på dets grimme, plettede overflade, bliver jeg alligevel lidt i tvivl…

Altså – det ER jo alle fire børns første tegninger, der er udført på det bord.
Og grøn maling, fra den jul hvor de malede æsker – og gul, fra den påske vi malede æg – og blå, fra den røvgrimme dims af papiermache de gav mig sidste år.
Det er jo nærmest historisk?

Ender sikkert med at blive så sentimental over bordet, at jeg beder bordslibe-manden, om at slibe det af
I et helt stykke – så jeg kan hænge det op på væggen…

<

Related posts:

Om dumme nætter Om at være syg i mange dage Om hjemmefarvning Om malplacerede mønstre