klumme skrevet til “vores børn” 2014
Da jeg var gravid med vores første datter, vidste jeg, at det var en dreng – den slags VED mødre bare, overbeviste jeg mig selv om.
Egentlig var jeg ligeglad med kønnet, men jeg troede på min hellige mor-intuition og havde planlagt, at han skulle hedde Bjørn.
Da jeg, efter en lang fødsel, endelig fik en fedtet lille baby op på brystet, mærkede jeg mellem hendes ben, fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede glad: ‘Det er en dreng!’
Så i 10 minutters tid havde vi en søn. Tanken om, at det alligevel var vildt, at denne her lillebitte baby havde 40 centimeter diller strejfede mig da, men det var først, da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige, og det, jeg havde mærket, var en navlestreng…
Og jeg var lykkelig for hende.
Jeg var selv en drengepige som barn, og havde en masse teorier om, at køn var, hvad man gjorde det til. Så jeg måtte lige sluge nogle (lyserøde) kameler, da pigebarnet – det sekund hun fyldte tre – nægtede at have bukser på, iførte sig tiara det øjeblik, hun kom hjem fra børnehave, og interesserede sig brændende for prinsesse-eventyr, af den type, hvor prinsessen bare passivt gik rundt og ventede på at blive reddet af en kedelig prins.
Hvor kom det lige fra?
Vi har aldrig gidet kæmpe med vores børn om, hvilket tøj de skulle have på – i virkeligheden betyder det jo ikke en pind, om de ligner fastelavnsris, så længe de selv er glade – så vi lavede en enkelt regel: hun måtte selv bestemme hvad hun tog på, men det skulle passe til vejret.
En dag ville det lyserøde barn have en velourkjole på, selv om det var en varm sommerdag, og det sagde jeg nej til.
Skumlende sad hun i en sommerkjole og nidstirrede mig, og til sidst sagde hun syrligt: ‘Tillykke Mor!’
Mig: ‘Med hvad?’
Sur treårig: ‘Vi har BEGGE to grimt tøj på i dag!’
Imponeret over hendes evne til at pakke en fornærmelse ind som en kompliment, måtte jeg fnise lidt, og glæde mig over, at den skønne unge, i det mindste, var en prinsessetype der turde stå ved sine meninger!
Nu er hun 10 år, og ikke lyserød mere – bare sort, på den seje måde.
Hun har fået tre lillesøstre siden hen, og trods lidt sporadisk yndighedsdyrkelse i 3 års alderen, er ingen af dem blevet ramt af prinsessebølgen på samme måde, som storesøster blev det – hvilket vi ellers følte at vi var totalt godt rustet til, med al den viden om eventyr og strutskørter vi havde fået lært os!
Den syvårige vil have sportstøj på, som man kan lave karate i, den femårige er glad for alt, hvad de to store har været glade for – og den snart toårige fører sig lige så gerne frem med et par brugte underbukser på hovedet, som hun gør med en krone på – og de er alle tre gladere for at sidde i deres træhule og råbe ‘røv!’ ud over villakvarteret, end de er for at svanse rundt i tyl.
Forleden ryddede jeg op i kælderen og fandt en kasse med den 10-åriges gamle prinsessebøger. Vi bladrede dem igennem og faldt i staver over ‘Snehvide’. Hun sagde så en sætning, der fik mig til at ånde lettet op og tænke, at alt det lyserød-hed og dyrkelse af bøvede Disney-prinsesser, heldigvis ikke havde skadet hendes fornuft på langt sigt: ‘Hold da op – hvad sker der for Snehvide, at hun siger ja til den prins? Hun KENDER ham jo ikke engang – og han kan lide at kysse med døde piger. Jeg synes nok lige, hun skulle overveje om der ikke findes andet end ham!’
Sådan! Seje piger tager ikke skade af tyl.( Og det gør seje drenge faktisk heller ikke…)
EJ hvor dejlig læsning!! Jeg har en 5-årig i lyserød-tyl-og-alt-der-glimter-fasen. Og det er slet ikke mig. Kender godt de lyserøde kameler, du beskriver. Men hende om det. Gider sgu ikke lege tyran pga en sølle farve! Og vi læser Askepot konstant. Sølle pigebarn, der rask væk finder sig i de dumme stedsøstres lede opførsel. Jeg forventer dælme mere handlekraft fra min lille dame., der trods alt klatrer i træer og snupper de vildeste rutsjebaner. Men det lyder det også til, at jeg godt kan. Gudskelov. Nu har jeg mere ro i sindet igen.
Bare rolig: er sikker på de altid vokser fra det!
Men ja : fandeme dårlige rollemodeller, de der finkede prinsesset. Ingen handlekraft eller intelligens.
Og så gifter de sig med den første fyr de møder
hahahaha fantastisk kommentar fra din ældste – ja hvad sker der lige for ham prinsen i Snehvide, han er da pænt mærkelig 🙂
Klamme nekrofil…
Åh det er så godt at vide, at der kan være en sej personlighed inden under alt de übertøsede. Jeg er sådan en urtekusse, der ikke går med make up fordi det nok er skadeligt. Alt mit tøj er sort, for så macher det jo helt automatisk og jeg har aldrig brugt mig om dukker. Alligevel er jeg blevet mor til en fin dame, der insisterer på at have håndtaske og hat på i vugger, som strikker med lillefingrene når hun drikker og som passer sin babydukke, som galt det livet.
Ja, hvor kommer det fra, hvis det ikke er fra en selv?
Hos os har den også stået på prinsesse. Ikke at de 2 store piger har dyrket det, nææ – men lillebror på 3, han gik sandelig ikke ned på tiara, halskæder, ringe og lyserød strut 🙂 Nu står den så på drage tatoveringer, tiderne skifter
HAHAHaHa!
Fandme sødt!
Og et eller andet sted så rammer det jo også lige ned i vores egen fordomme … for hvorfor skulle man egentligt kunne tænke mindre rationelt og fornuftigt, bare fordi man foretrækker en “pigefarve” og lidt glimmer ….
Man kan godt være klog og smuk – ligesom man kan være drengepige og dum …
Og man kan sige hvad man vil om alle de der prinsessebøger og ad-badr-buh …. men læs en hvilken som helst dating-profil og så vil du kunne se at 9 ud af 10 kvinder stadig søger en mand der kan “blæse fødderne væk under dem”. (selvom de sikkert går i sort tøj nu)
… tjae, jeg ved ikke helt hvad jeg vil sige … men hvis du træder et stykke helt ved siden af alt det her og kigger på farvernes betydning, så står lyserød/pink for kærlighed, dynamik og meningsfulde relationer, men også for det endnu ikke-opdagede, det uindfriede potentiale, det, der vender på hovedet, det der er kraftfuldt, skævt, autentisk, kærligt, humoristisk og livsbekræftende.
… og det er vel egentligt ikke så slemt at iklæde de små piger _og_ drenge i den symbolik?
Jeg har faktisk ikke det store imod lyserød – eller andre farver.
Men synes disneyprinsesser er elendige rollemodeller, der passivt går og venter på at blive reddet, gifter sig med den første der siger de er pæne(eller kysser dem mens de sover/er døde), og bruger resten af livet på at lave blomsterdekorationer til baller.
Har du læst et af de der prinsesseblade? De er virkeligt tåkrummende.;)
Klummen er iøvrigt skrevet med et glimt i øjet, og skal ikke opfattes som at vi ikke accepterede hende, eller alvorligt talt troede den fase ville skade hendes fornuft på lang sigt. Mest af alt var det sjovt, så seriøst hun tog det, og hvor vigtigt det var for hende, at have krone på, når vi gik ud af døren – og hun var så nuttet, når hun legede at hun var askepot, og med teatralske suk, valgte at støvsuge en hel søndag.
Men prinsessehistorierne savner jeg på ingen måde.
Læser også glimt i indlæg og de du siger – og nej, jeg er ikke beriget med børn, så jeg har aldrig fået sat mig ind i Disney-prinsesserne … andet end helt overfladisk.
Jeg stritter mest over de holdninger/kommentarer der ofte kommer omkring det at være lyserød, piget og glimmer – fordi der alt, alt for tit bliver sat en dagsorden (af kvinder) hvoraf det fremgår at alt hvad der er piget er fjollet og alt hvad der er drenget er sejt.
En drengepige er altid mere sej (og værd) end en tøse-tøs. Og det er bare i den grad med til at fastholde billedet af at det maskuline har større værdi end det feminine.
Og det synes jeg ikke er rigtigt.
Ligesom jeg dog heller ikke synes at det er rigtig at vi fastholder et kønsrollemønster hvor kvinder skal være passive.
Det burde være muligt at have en verden af seje lyserøde prinsesser der kan selv … og et eller andet sted virker det også som om at det lige præcis er det du har skabt (x4)
Helt rigtigt. Og at det er federe at have en drengepige, end en tøset dreng…
Jeg elsker kjoler, piger/kvinder kan sagtens se feminine ud, og stadig sparke røv.
Det er mere den der sarte passivitet der ligger i prinsesseidealerne, jeg opponerer imod.
Det glædede mig meget, da “shrek 2” udkom – her er de kendte eventyrprinsesser megaseje til karate, og handlekraftige, når det gælder.
Total hyggelig læsning!
Snusfornuftig pige!
Spændende indlæg og spændende kommentarer.
Jeg er bestemt heller ikke begejstret for prinsesseidealerne og passiviteten – for jeg er også selv (og opdraget til at være) drengepige-agtig. Men jeg tænker nogle gange, at der er en sårbarhed hos prinsesserne, som mange piger/mennesker også har og identificerer sig med, og som vi (jep, mig selv inklusiv) nogle gange tromler, når vi kaster vrag på prinsessernes passivitet, fordi handlekraften er så vigtig. Og ja, det er den, men ind i mellem er det jo også stærkt og vigtigt at bede andre om hjælp, prinsesse eller ej.
Det er rigtigt. Og det der med aldrig at bede om hjælp, er vi rigtigt mange der lider under – hvad statistikker, over hvor mange der går ned med stress, tydeligt viser.
(Argh – havde en afrundende pointe, men er på arbejde, og bliver forstyrret – kommer senere!)
Pingback: Hip hurra for prinsesserne! « Gravid-graHVAD?!