Nogle af vores tætteste venners ti årige datter, fik konstateret en sjælden type kræft for 10 måneder siden.

Det er ikke noget jeg har villet blogge om, både fordi jeg ikke ville gøre dem kede af det, hvis de faldt over noget jeg har skrevet, men også fordi jeg synes det er deres historie, som jeg ikke har ret til at gå i detaljer omkring (sådan har jeg det stadig, så det her er skrevet uden sygdomsdetaljer) – og så er jeg muligvis også lidt overtroisk, og ville ikke sige højt, hvor bange jeg gik og var…

Når noget så ondt kan ramme et dejligt, og sundt barn, virker det som om, at man ikke er sikker nogen som helst steder, og min alt for gode fantasi har haft travlt med at fortælle mig hvad der ellers fandtes af mulige frygteligheder.

Har forfinet kunsten at græde i smug på toilettet på arbejdet, eller når mine børn ikke skulle se det, og har specialiceret mig i søvnløse nætter, hvor min hjerne spillede frygtelige scenarier for mig, hvor al verdens ondskab ramte alle dem jeg holdt af.

Men nu er hun rask!

Der er stadigvæk ting der er anderledes nu – både for os der har stået på sidelinjen med vores frygt, og for hende, med en svag, arret krop og hår der skal vokse ud – men hun er rask!

Min hjerne vækker mig stadig op midt om natten, klar til lidt søvnløshedspanik, men panikken kommer ikke længere.

Så hvis verden absolut skal gå under i fx de zombieangreb jeg også frygter, skal den gøre det snart – for så vil jeg være den mest cool og afslappede person, der holder hovedet koldt, og redder os alle.
Bring it on.

Related posts:

Om at flashe bryster til fremmede damer Om mærkelig julepynt Om superheltemor – indlæg nr 100 Om prioriteringer