Dagens gæsteblogger, er søde Nadia, der blogger om sit liv som gravhund lige HER. Nadia har gæsteblogget hos mig før, og jeg er beæret over at hun igen gider dele sine fine tegninger her på bloggen.

Hverdags-Nadia gæsteblogger, om en pinlig oplevelse
Jeg er et meget gennemsnitligt og kedeligt menneske, kunne jeg konstatere, da jeg skulle prøve at grave en pinlig historie frem, som jeg kunne gæsteblogge om herinde. Jeg har aldrig gjort noget usædvanligt. Aldrig sovet i mit eget bræk. Aldrig fortalt chefen, han var et dumt svin. Aldrig haft nisserød kjole på til en julefrokost, og jeg har heller aldrig ejet et par buffalosko.

Men I kan selvfølgelig få historien om dengang jeg smuglede hash over den tjekkiske grænse. Den slags egner sig alligevel ikke til min egen blog, hvor min mor helt sikkert læser med.

Det hele startede i Prag, hvor jeg som 14-årig var på ferie med den lokale ungdomsskole. Jeg fulgtes med en af mine veninder, der efter en del ture frem og tilbage over Karlsbroen fik den idé, at hun ville købe hash med hjem. Der var masser af pushere, så umiddelbart skulle det være ret nemt for hende.

Hvis det altså ikke var fordi, de ikke henvendte sig til hende, og hun ikke turde være den, der tog kontakt.

Det faldt os aldrig ind at vores alder, køn (og min flotte bøjle) måske var imod os… Vi lignede nok ikke den typiske kunde.
Min veninde var dog ikke den, der sådan uden videre gav op, så hun løste problemet effektiv ved at udvide sin garderobe. Pludselig kunne vi ikke gå de første fem skridt over broen, før pusherne sloges om hende.

Hun fik købt sit ene gram hash, og vi kunne endelig komme videre på turen.

Jeg var sød og naiv. Glemte alt om hvad jeg bar for andre og tog hjem uden en eneste bekymring.

… altså indtil jeg stod overfor det tjekkiske grænsepoliti + narkohunde.

Det tog en evighed før de lod mig gå videre. Aldrig i mit liv havde jeg været så bange. Jeg var under 15 år, men havde kraftigt på fornemmelsen, at det tjekkiske politi ikke tog den slags så tungt. Og efter at have brugt adskillige minutter sammen med en narkohund, havde jeg allerede sagt farvel til en kommende universitetskarriere, muligheden for at blive student uden for fængslet, og overvejet om jeg egentlig kunne overleve skammen over hver dag at skulle bære en orange kedeldragt.

Da jeg blev sendt tilbage til bussen (med hashen uopdaget og i god behold), rystede mine ben. Først kom lettelsen. Så raseriet. Tænk at min veninde havde sat mig i denne situation! Og det højst sandsynligt med vilje!
Som straf beholdt jeg den lille tot hash. Jeg synes ligesom, hun havde mistet ethvert krav på den.

Og det er så her, folk plejer at ødelægge min fremragende martyrhistorie om, hvordan jeg blev hashsmugler uden at ville det, ved at spørge:

Og det er det!
Kunne du måske få dig selv til at skylde det ud i toilettet efter så meget angst og så mange anstrengelser?

Related posts:

Gæsteblogger: Marias maskinrum Gæsteblogger: Maren Gæsteblogger: Anne O’Manne Gæsteblogger: Amrit Maria Pal