Om svimmelhed og sygdomsynk

Hvorfor jeg ikke har blogget noget særligt denne uge, spørger I?
Jamen så kan I da lige fået selvynkende forklaring – og være glade for at jeg ikke viser blå mærker og buler frem som bevis.

Jeg vågnede i mandags(rettelse: blev vækket ved at et barn hoppede på mit hoved – oh, hvor glamourøst det der børnefamilieliv kan være!), satte mig op i sengen – og faldt om igen.
Tre gange i træk.
Fik børn i kluns og kørte dem forsigtigt i skole, mens jeg hele tiden var bange for at det ville snurre rundt igen, og havde derefter en dag på arbejdet, hvor jeg forsøgte at sidde så stille som muligt, og hverken rejste mig for kaffe eller tissepauser.
Tirsdag det samme, men heldigvis en fridag – og onsdag startede dagen med at jeg væltede og knaldede mit store hoved i gulvet,og sygemeldte mig på arbejdet.

Nåede lige at panikke nogle timer over hvad det kunne være, men min pæne læge rykkede rundt på mit hoved til jeg næsten besvimede i hans arme, og sagde at det var nogle sten der havde revet sig løs i mit øre, og lå og rutschede rundt på balancecenteret.
Weird.

Det kan fikses, hos en ørelæge, med snedige greb – men af de foreløbigt ti ørelæger jeg har kunnet få fat på, er den tidligste tid om en uge.
En uge!

Det er ligesom at være overdrevent fuld – bare minus godt selskab og noget at grine af.
Sex er en umulighed, da det føles som en tur i hurlumhej-huset på Bakken, og tøjvask, opvaskemaskinetømning og madlavning er kun muligt, i den grad jeg kan holde hovedet stille. Begræder mærkeligt nok kun savnet af en af disse fire ting. Og et er ikke vasketøjet!

Vakler rundt som en gammel dame, og tør ikke bevæge mig ud i trafikken, hvilket er problematisk i forhold til min del af hente/bringe-børn.

Hvis jeg ligger helt stille, på højre side, har jeg det ok.
Så det gør jeg. Har fået den mest fantastiske bog med posten i går, som jeg læser forsigtigt – problemet er bare, at den er så overdrevent sjov, at det er svært ikke at grine.
Og grineanfald, udløser svimmelhedsanfald.
Fnes mig selv ned fra sofaen i går, over en beskrivelse af en vaskebjørn, der udmattet vasker en sæbe helt væk.

(Hvis der er andre end mig der er sygemeldte med svimmelhed, og mangler læsestof, kan jeg anbefale:”lets pretend this never happened” af Jenny Lawson.
Den er et par grinebesvimelser værd.)

Og hvordan skal jeg forkæle mig selv nu?
En tur til tandlægen for at få rodbehandlet en tand. Nok ikke noget jeg meget nødigere vil, i denne situation, men den gør forbistret ondt.
Bør spille lotto. Er sikker på der venter noget held et sted derude på mig?

(Visited 150 times, 1 visits today)

21 thoughts on “Om svimmelhed og sygdomsynk

  1. Den er sat på læselisten – dejligt at blive introduceret til nye forfattere… Og mht din svimmelhed, så havde en af mine gode venner samme problem for et par år tilbage og det er bare en lille tur til ørelægen og så er man klar igen, men han fik vidst nok at vide at han skulle holde lidt igen med vilde rutschebaner…

  2. Du har løse sten i øret som rutcher på balancecentret…!!?? Du skal da med i en udsendelse om underlige diagnoser – meget mærkeligt. God bedring og jeps ind over med en lotto, for ja noget held må der helt bestemt være.

      • Arhhh helt så galt er det vel ikke. Og jeg kan da se på de andre kommentarer, at jeg er bagud på diagnose fronten. Men jeg forstår altså stadig ikke hvordan man pludselig kan få sten i øret – kom Jens Vejmand forbi eller hur..?

        • Du kan tro at det er præcis så galt – jeg væltede rundt, på søsyg-og-fuld måden…
          Aner ikke hvor de kommer fra, lægen forklarede noget med en lille plade i mellemøret, som der kan ryge stykker af, der så ligger og rutscher rundt og forstyrrer balancen.

  3. Øv! De der sten er nogle sataner.. Jeg har også prøvet det og fik nøjagtig det samme svar fra de to første ørelæger jeg ringede til, men fik heldigvis charmeret mig ind hos den 3. Det var yoga der slog mig ud af kurs så det der motion er altså ikke lige sundt hver gang .. 🙂

  4. Må jeg lige anbefale søsygepiller, man bliver lidt døsig af dem men de kan tage det værste…

    • Tror faktisk det er i bedring – fik en akut ørelægetid i går aftes, og kan gå uden at falde i dag

  5. ingefær er godt mod søsyge, (true story det virkede også da mythbusters testede det) måske det også hjælper på din svimmelhed.

  6. Det er umuligt at få en tid hos en ørelæge! Man skal næsten være døende for at få lov til at komme den samme uge! Held og lykke med at mission “stift- og – stille -hoved” indtil du får ordnet de sten!

  7. Det har jeg også haft, dog var jeg ikke helt ude og besvime i lægens arme, men puhh, hvor ku’ jeg få det dårligt. Jeg turde heller ikke køre barn i børnehave bag på cykelen. Heldigvis gik det forholdsvis hurtigt over, mener det værste var væk på 3 uger. Det eneste der fik det til at vende tilbage, var vindeltrapper, 1½ tur rundt og jeg var lige så svimmel igen 😉
    God og hurtig bedring

  8. Åh superheltemor jeg har også selv øresten, som indimellem går løs og så bliver man nemlig “fuld” på den ubehagelige måde. Håber du snart er frisk igen. Weekend hilsner fra Chrisser

    • Ai, kommer det tit?
      Mit spøger stadig, men jeg kan gå rundt nu.
      Håber aldrig det kommer igen…

      • Indimellem var nok et dårligt ordvalg… men ja det hænder at de *bib* øresten går løs igen – måske er det snart et års tid siden sidst, så rolig ingen panik :o) Jeg blev selv frygtelig bange første gang det skete (da jeg var på arbejde og skulle følge min klasse over på biblioteket – ubehageligt!) og troede der var et eller andet fuldstændig galt inde i mit hoved eller hjerne – det er stadig meget ubehageligt, men jeg panikker ikke mere.
        Råd: lad være med at stikke noget i ørerne, heller ikke vatpinde, for det kan tricke det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *