Om komplimenter, med indbyggede torne

Lige da Ninjaman og jeg havde lært hinanden at kende, skulle hans kusine konfirmeres, og jeg skulle møde hele hans familie for første gang, ved samme lejlighed.

Nu kommer jeg fra en hedensk familie, og havde aldrig været til en konfirmation før, så både familien og begivenheden var nyt for mig, og at det endda skulle foregå ovre i store skræmmende Jylland, var stærke sager, for en lille københavnersnude som mig.

“Sikke en pæn kjole” komplimenterede en yngre veninde af familien mig, og jeg følte mig en smule bedre tilpas – ind til hun fortsatte:”jeg var på et tidspunkt ved at købe en der lignede – men min mand nedlagde veto, for den var ALT for konet og pædagogagtig…”

Bum.
En kompliment med en indbygget lussing.
Jeg var unaturligt genert og stille resten af festen, og følte mig umådeligt kikset, i min pædagogagtige konekjole.

Det er 15 års tid siden, og siden da har jeg samlet på den slags komplimenter-med-indbyggede-lussinger, lader mig ikke gå på af dem mere, og synes faktisk det er lidt sjovt.

Frk fantastisk gav mig denne HER kompliment, som jeg faktisk tror var kærligt ment, og hendes storesøster sagde, som mut tre årig der ikke havde fået lov til selv at bestemme tøj:”tillykke mor – vi har BEGGE to grimt tøj på i dag…” – hvilket jeg tror var ment lige så grimt som det lyder.

En af mine favorit ikke-kompliments-komplimenter, er denne:
– “hvor er det bare heldigt at du faktisk har ret tynde skinneben – når nu du har arvet mormors tykke lår!”
(tak mor…)

Nå, må jeg høre: har nogle af jer oplevet raffinerede fornærmelseskomplimenter også – og må vi høre dem, og grine lidt af dem?

(Visited 123 times, 1 visits today)

74 thoughts on “Om komplimenter, med indbyggede torne

  1. Min nye klassekammerat efter en måneds tid…

    “I starten, kan jeg huske, jeg synes du var helt sindssygt smuk…..men nu, hvor jeg har vænnet mig til dig, er du faktisk slet ikke så pæn”…

    tror hun mente det godt, men alligevel….

  2. “Det klæder dig nu så godt, når du endelig tager lidt make-up på” er en klassiker, jeg tit får i hovedet. Jeg er bare alt for doven til at bruge make-up på hverdage…

    For øvrigt en dejlig tilgang til den slags “komplimenter” 🙂

  3. Oh yes – kender det. Den sidste – og som jeg i øvrigt stadig ikke helt er nået frem til hvordan jeg skal respondere på, kom for et par måneder siden, da jeg blev blev venner med en pige på facebook, som jeg har gået på seminariet med. – Og jeg vil i den forbindelse lige sige, at det er 8 år siden vi blev færdige. Anyway, hun skriver til mig: Hej Louise, jeg kunne slet ikke kende dig, du ser jo godt ud!
    ………………….Tænkepause……………………….. Hej Louise, jeg kunne slet ikke kende dig, du ser jo godt ud!……………… Tænkepause………………….. Som i “i modsætning til da vi gik på semi” eller?!?………… Nå, jeg tænker stadig her nogle måneder efter….. 😉

  4. Min lillebror til mig, da han konstantere at begge mine små søskende var blevet højere end mig: det skal du ikke være ked af -du har stadig den bredeste numse…

  5. Min roomate sagde en dag til mig: “ej du er altså meget flottere uden briller!” hvilket egentlig i sig selv måske ikke er skide ondt. Men taget i betragtning at jeg en måned forinden havde fået forbud mod at gå med kontaktlinser og fremover bliver tvunget til at gå med briller(som jeg hader overalt på jorden), så var det ret ondt. han er i øvrigt ikke den eneste der har sagt det!

  6. Jeg havde i mange år farvet håret mørkebrunt/næsten sort. Da jeg pga graviditet vendte tilbage til den grovhakkede leverståhejsfarve fik jeg utroligt mange lussinger a la: hvor ser du flot ud! Meget flottere end med det sorte hår! — mon det interesserede nogen, jeg stadig godt kunne lu’ det mørke hår?

    Et andet eksempel er et, der stadig rammer mig i ny og næ. Nemlig når nogle griner af mine punchlines og overraskede udbryder: det var fanme sjovt. Du er jo sjov!

    Gad vide hvorfor det altid kommer bag på folk? Jeg er jo begyndt selv at blive overrasket, når det sker… 😉

  7. Min kære søn har altid haft en umådelig lille numse og da han smed bleen var det nærmest umuligt at finde underbukser til ham der ikke var for store. Jeg siger til ham: “Det er altså også fordi du har sådan en lille numse” hvortil han udbryder: “Nej nej – mig har STOR numse ligesom MOAR” :0)

    Eller en dag han kom ud på badeværelset mens jeg var i bad – kigger på mig og siger: “Ej mor – dine bryster peger nedad” :0)
    Syntes det var hamrende uretfærdigt, for når de så min mand sådan, så var det udelukkende: “Århhh en stor…..” :0)

  8. Jeg skulle for første gang møde min ekskærestes venner (daværende kæreste) og alle pigerne kom hen til mig i flok og sagde “ih du er bare helt vildt flot… på billeder!” (jaja, men indlagt pause, så det lød ekstra ondt og overlagt) Blev sjovt nok aldrig særlig gode venner med dem.

    Lidt ligesom da jeg snakkede med mine veninder om at der måtte være nederen at være grimmere i virkeligheden end på billeder, så folk blev skuffe når de så en, og de så sagde til mig “du er virkelig fotogen”. Så ligger det ligesom i det at jeg er grimmere i virkeligheden 🙁

    Derudover sagde min kemilærer engang til mig, efter jeg havde været oppe ved tavlen “Ej det passer da ikke hvad de andre lærere siger, du er da ikke helt vildt hidsig og besværlig at have med at gøre, de tør aldrig tage dig op til tavlen, men jeg synes du var god”. Og jeg troede seriøst at jeg var en af lærernes ynglings, men så skyldes de gode karaktere måske frygt?

  9. Min efterfølger på 8 år.. Mor du er slet ikke gammel du har bare mange flere rynker end de andre forældre i klassen 🙂

  10. Jeg har altid betragtet mig selv som rimelig ufotogen. Sad en dag og kiggede billeder igennem med en studiekammerat. Jeg beklagede mig over hvor grim jeg vsrbpå billederne, hvortil hun siger (for at opmuntre mig) “sådan s

    • Fortsat…. 🙂 sådan ser du jo ud i virkeligheden. Du et alså ikke så dårlig på billeder.
      Jeg er altså ikke ufotogen, som jeg gik og troede. Jeg ER bare grim!

  11. Min søster sad og kiggede på mig mens jeg prøvede tøj for et par år siden og udbrød pludselig overrasket: Du har da egentligt en lille røv i forhold til hvor fed du er!
    …tak for den!

    Til gengæld husker min mor tydeligt mig da jeg var lille og en dag stod og kiggede på hendes bryster og sagde: Mor når jeg bliver stor, så vil jeg have lisså lange bryster som dig!

    Tror bare generelt ikke vi er særlig gode til at give komplimenter i min familie 😀

  12. Min søn på 6 sagde til mig en morgen: det er altså spild af tid at du smukkeserer dig. Ikke fordi du er grim. Jeg synes ikke du er grim – mere sådan midt i mellem.

    Det var vist hverken ment som kompliment eller fornærmelse men bare en nøgtern bedømmelse. Jeg ved jo godt at jeg ikke er modelsmuk, men havde nok regnet med at min egen søn syntes jeg var lidt kønnere end midt i mellem.

  13. Jeg fik en ret sød én af min dengang 4 årige datter: ” Mor, jeg synes altså KUN du er grim om morgenen”.
    Jeg vælger at tro, at hun mente det godt:)

  14. Jeg var på tur med kollegerne (drengene) i weekenden, og der blev drukket en del, så folks normale filtre for hvad man siger, forsvandt. En kollega betroede mig “nu er du jo ikke verdens kønneste pige, og for et halvt år siden ville jeg ikke have været interesseret, men du er nu god nok”. Tak…tror jeg nok 😉

  15. En veninde sagde til mig ‘Det er sjovt med dig. Du har så meget fedt tøj, og så går du i sådan en grim kjole.’
    Jeg fik aldrig helt samme forhold til hverken kjole eller veninde… 🙂

  16. Der var en pige på 10 år, der spurgte, om jeg farvede mit hår, eller om jeg bare var gammel. Jeg svarede selvfølgelig, at jeg farvede det gråt

  17. Min søster, der er træningsfreak, udtalte en dag :
    ‘Ihh hvor er det unfair du har så tykke arme når du slet ikke træner særlig meget for dem…’
    Ok… Så jeg er både fed og doven… Det kan godt være hun mente det meget fint, men mine fede mormorarme er altså ikke særligt attraktive (hun stræbte vidst selv efter mere markede, muskuløse arme)

  18. Har både fra en dykkerinstruktør i Thailand og en gammel ven fået at vide at “…det er ikke fordi du er sådan vildt lækker, du er bare så sød og sjov”. Hmpf.

  19. En fredag aften, jeg ligger i sofaen med det ene ben på ryghynderne og det andet strakt ud, min yngste på 3, ligger i smørhullet med hovedet på min mave og vi ser Disney Sjov….. Så siger den lille møgunge pludselig: Mor, gider du ikke samle benene, for din tissekone lugter af makrel ! …….. Ej, jeg kan godt sige dig at jeg blev fornærmet, jeg rendte ud på toilettet og lugtede efter, hvorefter jeg returnerede til stuen og forarget benægtede…men det var for sent, resten af familien var døde af grin, der var ingen der gad lytte til mig. I dag er hun 19 og hun kan bare vente sig, der kommer hævn når hun mindst venter det 🙂 <3 Lene

  20. Da jeg var single elskede jeg dette “kompliment”
    Jeg forstår altså ikke hvorfor du ikke har en kæreste, du er da ellers meget sød… Er det ikke bare fordi du er meget kræsen?

    Øhh nej, men jeg er ikke villig til at tage den første den bedste, men det var lidt som om, at det burde jeg..

  21. Lørdag nat i byen: ‘Du ser bare så fødedygtig ud’

    Fyren forsikrede mig om at det var positivt ment – måske skal han arbejde lidt med komplimenterne.

    Camilla – skabt til avl.

  22. Fra kollega til julefrokosten: “Du skal ikke være ked af din størrelse, min kæreste er også en stor pige…”
    Joh tak, er da lidt trist over at være født med en stor mås, men mit BMI er altså under 25 og det er kærestens dér i hvert fald ikke.

  23. Fantastisk post. Og hvis min bedstemor på 83 ellers læste blogs, ville hun helt sikkert have en masse at bidrage med her. Hun er simpelthen dronningen af svinere forklædt som komplimenter. Et par af dem er gået ud over min svigerinde, som dagen efter en stor fest havde taget en blå kjole på. Hvortil min bedstemor komplimenterer den voldsomt og tilføjer “… Slet ikke som den røde kjole, du havde på i går. Den var virkelig en gyselig farve, og du så meget tyk ud i den”.

    Eller en anden gang, hvor hun så billeder, og der var et af min svigerinde taget fra en lidt sjov vinkel, så det så ud som om et billede i baggrunden var en del af min svigerindes frisure. Det forklarede jeg så, hvortil min bedstemor bemærker “nå – jeg troede ellers lige, at XX havde fået en smart frisure”. Tak. Tror jeg nok. (svigerinden sad i øvrigt lige ved siden af).

    Osv… 🙂

  24. Fik engang en pose aflagt tøj fra min søster til “deling” med min anden søster da der var tøj i forskellige str. Jeg holder nogle bukser op foran mig for at bedømme str og ser at det er en str jeg vil kunne passe. Til det udbryder min (meget slanke) søster: “nå, er de SÅ store??”. AV. Det tog mig lige lidt tid at slikke sårene efter dén bemærkning :-/

  25. jeg fortæller en kollega jeg er gravid, hvortil hun udbryder: Nårh, så er det derfor du er blevet så rundkindet! (jeg var i 7 uge)

    min 6 årige søn og jeg taler om en tyk hund. jeg siger at selvom den er tyk, kan den jo godt være sød…
    ” ja, ligesom dig mor, du er jo også sød selv om du er en lille smule tyk…

    av…

  26. Jeg arbejder i butik og der kom en kunde og afleverede en bluse retur samme dag som jeg tilfældigvis havde én magen til på.
    Hun hiver blusen op af posen og udbryder “Ja, den er jo meget pæn på dig, men du har jo heller ingen bryster!”

    Slam! Så små synes jeg nu heller ikke at de er 😉

  27. Har fået denne her af en klassekammerat (og jeg VED, at den ikke var velment): “Hold da op, hvor har du fået en stor og flot booty…… Hvad spiser du egentlig for at den bliver så stor?”

  28. Jeg håber den onde fløjteme at du har haft lejlighed til at sætte den kone lidt på plads i løbet af de 15 år der er gået. Dumme spand!

    • Mja nej – ikke rigtigt… Men har skulet surt til hende nogle gange, tæller det?

  29. Kæft nogle krasbørstige “komplimenter” de damer har måttet tage imod! Jeg kan kun komme i tanker om en min (nu afdøde) farmor har måttet lægge øre til fra min kusine der dengang var omkring 5 år. De var på stranden og min kusine sagde: Farmor hvorfor har du badedragt på? Det er fordi jeg ser så tyk ud i bikini. Min kusine: Jamen det gør du da også alligevel!

  30. EJ! Du er meget tykkere end jeg troede!
    Sagt så glad at jeg virkelig komi tvivl om hun mente det positivt.

    Min veninde har stået og prøvet tøj i et prøverum hvor hun klagede over at hun så lidt bred ud. Ekspedienten sagde; den klæder dig bare SÅ godt.
    Men jeg heller ikke lide de der slanke piger..

  31. Mand siger til en veninde: “Du er nu egentlig en meget køn pige …….men du kunne godt trænge til at tabe ti kg” Puha 🙂

  32. Færdig med at prøve tøj i en tøjbutik, står jeg ved kassen for at betale. Ekspedienten kigger smilende mod min mave og siger med sukkersød stemme: “Ih altså, er det noget dejligt, der vokser derinde?” Temmelig paf får jeg kvækket “Øh nej” – for jeg absolut ikke gravid, og det der normalt “vokser” i min mave, kan vist ikke lige frem betegnes som “dejligt” med mindre man er en spyflu…

  33. Sviger-bedstemor : “Hvornår skal du føde?”

    Mig: “øøøh…. jeg er ikke gravid?!?”

    (men sjovt nok var det kun halvanden måned før jeg fandt ud af at jeg var gravid. Så… fornærmelse eller bare synsk?? ;))

  34. Min moster – som altd forstår at dele et par lussinger ud:

    “Du var simpelthen så gudesmuk da du var lille! Vi troede allesammen at du ville vokse op og blive sådan model-naturlig-agtig smuk….”

    Ja der har jeg så åbenbart skuffet hende…

  35. Fik lige denne kompliment igår:

    Dine bryster er som snebolde kastet på en væg (hvilket jo i sig selv er fint nok – for sådan nogle sidder jo runde og stramt!) – men så kom tilføjelsen: om sommeren… Ej, tak da! :/

  36. Min svigermor da jeg var 14-15 uger gravid(1.graviditet): Man begynder at kunne se det nu.
    Mig: Næ det synes jeg nu ikke. Jeg kan stadig passe mit tøj.
    Svigermor: Nå, men jeg har også lidt ekstra på maven – det skal du ikke tage dig af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *