Nå, vi må videre i fredagsføljetonen.
Vi havde jo købt et lille hus, og brugt nogle måneder på at skovle lort op i kælderen og bekymre os om vores økonomi.
Nu var der ro på, vi var fattige, men glade – og nød at have plads til at invitere gæster. Den fik ikke for lidt, med fester den vinter, og det var det hele værd, ikke at have underboere der klagede over støj!
Jeg kunne godt have fortsat med at leve sådan i nogle år – men Ninjaman blev ved med at bringe emnet børn på tale…
Jeg havde haft noget med underlivet som helt ung, og fået at vide det kunne blive svært at blive gravid – måske ville det tage nogle år, tænkte jeg – eller også kunne jeg slet ikke, og så var det jo godt at vide mens vi stadig var så unge, så vi kunne nå at adoptere eller noget.
Så jeg sagde ja til at vi kunne smide præventionen ud, og Ninjaman var en meget glad mand.
3 uger efter var jeg gravid…
Jeg var kun ansat i et vikariat, der stoppede samtidigt med at jeg skulle føde, så økonomisk ville det blive ekstremt hårdt – men vi kunne ikke rigtigt tænke på den slags nu, mens vi hoppede rundt af glæde med en klam tisfedtet test i hænderne.
Det er muligt at jeg gik lidt halvhjertet ind i det der projekt-baby, men så snart det var en realitet, syntes jeg det var vildt spændende – har altid elsket at starte nye projekter op, og det her projekt var da det mest fascinerende – tænk hvor vildt det var, at sådan en lille blanding af os var ved at vokse frem.
Jeg læste alt der kunne læses om graviditet og fødsel, og målte og fotograferede maven i et væk.
Her er jeg 12 uger henne, og jeg var så stolt af det foto, som jeg virkeligt følte viste hvor enorm maven allerede var…
Men nedenstående foto, taget nogle måneder efter, var jeg derimod mopset over længe – man tager altså IKKE fotos af gravide nedefra!
Nå, men dagene gik, i babyboblen, og vi var skiftevis euforisk spændte og meget skræmte over det der familieforøgelses-noget.
Og så friede han…
(fortsættes)
Åh, jeg elsker fredags-føljeton! Dejligt med et skud kærlighed lige til weekenden. 🙂
Dejligt du læser med!
Oh, hvor kan jeg se på billeder fra uge 10 her fra uge 30 og huske, hvordan jeg slet ikke kunne forSTÅ, at andre slet ikke kunne se den KÆMPE mave, der var. I realiteten gik min mave bare en centimeter udad i stedet for 2 indad. Og jeg synes, at jeg har en ordentlig vom nu, men ved jo godt, at den bliver meget større i løbet af de næste par måneder. (Bean har lige slået tre saltomortaler bare for at understrege, at hun har fin plads endnu!)
– jeg er i øvrigt også stor, stor fan af kærlighedsføljeton.
Oh ja – der sker store ting i løbet af sådanne 40 uger – helt vildt!
Hahaha hvor er jeg altså taknemmelig for at der er andre, der også har fået taget sådan nogle rædselsfulde graviditetsbilleder.
Da jeg ventede Trolden fik vi tudet ørene fulde af, at vi altså skulle huske at tage billeder af maven, så en aften (da jeg vel at mærke allerede var gået 10 dage over termin) hev Manden kameraet frem og skød et par billeder i frøperspektiv, så min mave fylder hele billedet og langt langt oppe i et hjørne svæver et lillebitte hoved. Og det var oven i købet bar mave med forstørrede strækmærker og hele lortet. F*ck jeg var sur!
Uh det er også ondt… Har også et foto af mig selv, to uger over termin, med et ansigtsudtryk så surt, at jeg ligner en syg tudse… Hader det foto…
Det er da et yndigt billede 🙂
Det er godt nok ondt…