“De ved ikke hvad de går glip af!” sagde min mormor altid til mig, hvis vi talte om, at jeg ikke havde venner i skolen.
Den tanke varmede jeg mig så meget ved, at det faktisk ikke generede mig synderligt – jeg elskede at læse i frikvartererne, havde en lillesøster der var sjov at lege med derhjemme, og hvis der skulle fortælles en sjofel vittighed eller parodieres en lærer, vidste drengene godt, at det var mig de skulle spørge – selv om de ikke ellers gad lege med mig.
Jeg fandt klassebilledet fra 3.B i en skuffe i dag, og fik mistanke om at de piger, der ikke gad være mine venner, udemærket vidste hvad de gik glip af, og ikke ligefrem sørgede over det…
Blandt pænt friserede unger i yndlingstøj, så den 9 årige variant af mig, sådan her ud:
“Du har ØDELAGT vores pæne klassebillede!” skændte klassens dronninger, og jeg var nok temmeligt alene om, at synes det var skidesjovt.
Først da jeg blev teenager, fik jeg venner.
Teenagere er altid kiksede og kejtede, og det havde jeg så mange års erfaring i at være, at det nærmest virkede cool.
Jeg har i årenes løb formået at samle en masse fantastiske venner op – der alle har det til fælles, at de ,et eller andet sted, kender til kiksethed, og en fornemmelse af, at være anderledes.
Men jeg vil vædde med, at samlede jeg alle mine venner i dag, til et klassefoto, ville jeg ikke være den eneste der skar ansigter – og det er egentlig en ganske rar tanke.
Kanon klassefoto! Det er humor på højt plan!
Ah – vi burde have gået i samme klasse!
Åh et fint fint indlæg. Spejler mig i dine ord og glædes i aften ekstra meget over den samling af helt ekstraordinære og alt andet end almindelige mennesker jeg er så heldig at kunne kalde venner.
Hvor er du sød! Tak for det.
Godt indlæg, du kommer med. De venner, jeg havde i skoletiden, gad mig kun, fordi min mor var skidegod til at bage, og der var altid dejlig hjemmebag efter skoletid. Når vi havde spist kage eller andet godt, skred de hjemad igen. Alt det havde jeg glemt eller gemt langt væk i mange år, men det vendte frygteligt tilbage til klassens 50 års jubilæum. Jeg havde glædet mig helt vildt, og hvor blev jeg skuffet…..det var nøjagtig de samme kliker som dengang, og denne gang havde jeg ikke hjemmebag med til at “købe” nogle venner. Jeg ikke skal med til klassefest igen.
Årh… Får helt ondt i maven ved tanken.
Men godt at man vokser op, og lærer at styre uden om den slags “venner”.
Jep kender alt til det med at være kikset – jeg nægtede fx at gå i det samme tøj som de andre – afskyede de lyserøde “Ball” bluser og Converse skoene og de stribede hængerøvsbukser, og kom til at sige kiksede vittigheder og den slags. har af samme grund ikke deltaget i nogen reunion fester, for jeg aner virkelig ikke hvad jeg skulle sige til de mennesker. Heldigvis har jeg fået nogle søde venner idag som også tisser i bukserne af grin over at spørge tankpasseren hvordan han udtaler ordet “grill” (skal det siges som de gør i USA eller somom det er den slags mad en blåhval nedsvælger (krill) og den slags pubertære morsomheder. Min datter er så desværre kommet i den alder hvor hun synes jeg er dybt pinlig, men hun kan heldigvis ikke vælge mig fra 🙂 fortæller hende jævnligt at jeg underskrev en kontrakt med hospitalet dengang hun blev født om at jeg skulle opføre mig pinligt mindst 1 gang dagligt for at være en rigtig mor….
Oh du lyder som mig!;)
Pinlige forældre styrer!
Pingback: Om døde dyr i poser | Superheltemors bekendelser