Har I nogensinde smagt peking-and?
Det er en specielt krydret and, som man får serveret på flere måder: andesuppe, forårsruller med and, pandekager med and og blommesauce og and i ris.
For 15 års tid siden var jeg i Singapore, og alle jeg mødte, talte om at DET skulle man altså smage!
Min rejsemakker og jeg bookede bord på en fancy restaurant – han var kræsen og bestilte noget andet, men jeg åd and, til det stod mig ud af ørerne – jeg åd så meget, at jeg er overbevist om, at når jeg engang dør, og nogen skal vurdere om jeg er værdig til himmel eller helvede, vil der stå mindst tre ænder og vende tommelfingeren nedad….
(Altså – hvis ænder havde tomler…
Næste dag skulle vi ud af hotelværelserne kl 12, men først flyve hjem kl 02 om natten. Jeg brækkede mig hele natten…
Min rejsemakker ville i botanisk have – jeg ville helst ligge i fosterstilling og brække mig – han fik sin vilje.
Jeg har ca 15 fotos som dette, hvor jeg surmuler med kvalme og ironisk thumbs up.
Til sidst blev jeg vred over at glo på blomster, mens kvalmen rullede i min krop, det var 38 grader, og luftfugtigheden var næsten 100.
Jeg brækkede mig på en orkide’ og skred hen i et gigantisk indkøbscenter, med svalende aircondition og smarte damer med lakerede negle, der shoppede Gucci.
Og så mærkede jeg pludselig, at kvalmen havde bredt sig gennem min krop – og nu var nået nedad…
Med ydmygende brune striber bag på min hvide kjole, gemte jeg mig på dametoilettet, og efter en halv times tilløb, fik jeg endelig spurgt ældre forretningsdame, om hun kunne lokkes til at købe mig en kjole og et par underhylere….
Gav hende resten af de penge jeg havde – det var ikke mange – og ventede.
Nåede at tænke hun havde glemt mig, men pludselig stod hun der igen, med smarte indkøbsposer og et medlidende klap på mit hoved, før hun forsvandt.
Først bagefter så jeg at kjolen hun havde købt havde kostet en formue – hun havde åbenbart ikke kunne finde billig nok butik i det fancy center, og havde valgt selv at poste et par tusind efter en backpacker med tyndskid.
Tak, flinke dame!
Flyveturen hjem var meget lang, og jeg var nærmest på fornavn med alle dem der havde sæder ved siden af flytoilettet. Kom der hver halve time.
Og pekingand?
Har ikke rørt det siden…
Heller ikke hvide kjoler, faktisk.
Hehehe sikke dog en sød historie.
Sød? Det var superklamt… Og jeg er stadig ikke helt over ydmygelsen ved at skide i bukserne i et fancy center…
Hahahaha… ej undskyld, men hold nu kæft hvor er det sjovt. Og virkelig ydmygende. Hahaha.
Jeg tror aldrig jeg vil smage pekingand :p
Jeg har altid holdt mig væk pga. navnet – det lyder bare som noget jeg aldrig ville kunne lide! Og nu er det da et definitely no go…!
Hahaha, jeg nåede til billedet, og så tænkte jeg “Ej, det var da altid noget, at hun ikke også havde tyndskid, når hun nu har hvid kjole på”.
Ups. 🙂
Shit… det lyder helt vanvittigt jo…! Ikke sjovt… overhovedet… jeg bliver fandme helt dårlig ved tanken om at måtte overlade sin skæbne til et fremmed menneske på den måde… Får HELT ondt i maven. Og jeg har ikke engang spist pekingand.
Arh – dejligt at dele ydmygelsen med nogle der forstår – tak!
Men pekingand smager faktisk ret godt – bare hold jer fra dn slags der giver tyndskid!
Lort…! 😉
Jeg synes du var modig at spørge en anden om hjælp. På den anden side, hvad var alternativet…;-)
Det handlede slet ikke om mod – kun nød;-)
Hadede at spørge om hjælp
Vi har et meget særligt forhold til Pekingand i vores hjem. Vi elsker Pekingand – meget. For ikke så længe siden boede vi i en by hvor man kan købe verdens bedste pekingand – altså hel, fra en Chinese BBQ – man skal selv tilberede den (det gør vi så). Nu bor vi i en by hvor vi endnu ikke har fundet en Pekingand der kan spises (helt klart i familie med dem der venter dig i himlen – de sidder og klasker sig på deres små fedtede lårbamser af grin, fyldt med bændelorm og streptokokker). Så sidst jeg skulle på visit i tidligere hjem og spurgte husbond om der var noget han ville have var svaret klart: Pekingand! Jo, godt så.
Jeg var på glad visit i tre dage og til slut kommer spørgsmålet: ‘er der noget du gerne vil inden du flyver hjem?’ jo, altså jo, men kun hvis det ikke er ubelejligt, for altså jo, jeg skal have en Peking and med hjem, hvis det kan lade sig gøre. Værten studser – mener hun det virkeligt – OK så kører vi i Chinatown. Køber and og kommer i tanke om at i hel tilstand er der temmelig meget marinade-væske inde i en Peking and – så meget at den er ulovlig som håndbagage (man lærer noget hver dag!) Kuffert pakkes om og resten af turen hjem tænkte jeg at jeg egenligt godt gad arbejde i en lufthavn. I hvertfald den dag…
@signe: fantastisk kommentar, tak! Og god blog du har, har lige tilmeldt mig på emails!
Uh- får pludselig flashback til i sommers hvor jeg havde total rejsemave, men var tvunget til at sidde bagpå en motorcykel i Saigon for at tage ud og se på et tempel. Hvor lang tid kan det tage at se en fårking buddha? alt for lang tid åbenbart!! Tror jeg tabte mig 5 kg på en uge!
@mia og disko: årh – ikke sjovt! Kun at høre om;-)
Har spist det og elsket det for evigt.
Dog var den pekingand jeg fik i Singapore på ingen måde med den jeg engang fik … af alle steder … på Gran Canaria.
Dét var til gengæld en oplevelse af de suveræne – hvor man blev tilsagt på et bestemt tidspunkt og derefter fik det fineste og smukkeste måltid serveret.
Og historien er fantastisk og da jeg selv har gået rundt i varmen i den botaniske have der, kan jeg i den grad sætte mig ind i lidelserne….
Gran canaria? Hvor uatentisk;-)
Pingback: Christina melchior gæsteblogger hos superheltemor | Superheltemors bekendelser