Jeg kan generelt godt lide dyr – er ikke typen der besvimer af kærlighed til fremmede hunde, men mere bare en mellemting, hvor jeg ærgrer mig over at to af husstandens medlemmers allergi, gør at vi kun kan have en sølle fedthalemus.
Er selv vokset op med mange kæledyr – som barn havde jeg hunde, katte, fisk, skildpadder, undulater, kaniner, marsvin og hamstre.
Min mormor hadede dem.
Når hun besøgte os, viste min søster og jeg altid ivrigt vores elskede marsvin frem, og de blev mødt af blikke fulde af væmmelse, og bemærkninger om at de havde “duefødder”…
Da min mormor blev pensionist, begyndte hun at tilbringe de danske vintre på varmere feriesteder – det er billigt at leje en bungalow i et feriecenter på fx Malta i fire måneder, og så fik hun mulighed for at gå ture og svømme, og holde sig i form.
Eneste problem, var alle de dyr der findes den slags steder: gekkoer, firben, og især vilde katte.
Min søster og jeg besøgte hende to uger på Malta hvert år, de sidste 8 år hun levede – og for hvert år, blev hendes katteskræmningsudstyr mere og mere avanceret.
Det første år nøjedes hun med at råbe af de katte der forvildede sig ind i hendes gård.
Året efter havde hun udbygget sin teknik med nogle små vandpistoler – og de sidste år anskaffede hun en gigantisk vand-pumpgun, med ekstra kamre til vand, og utroligt lang skydeevne. Jeg tror faktisk også den havde en ekstra vandbeholder i en rygsæk, men måske husker jeg galt – stor var den ihvertfald.
På dage hvor min mormor kedede sig, lavede hun snedige anti-katte-missioner: kravlede op på muren rundt om sit hus – og her sad , højt oppe på muren, og sagde:”mismis MIS?” med indsmigrende stemme, og pumpgun gemt på ryg – klar til at sprøjte på de katte der var dumme nok til at lade sig lokke.
Jeg syntes det var synd for kattene, og prøvede altid at indrette rare sovesteder i buskene længst væk fra “Mad Mormor”, skrev deres navne på små skilte så de kunne huske det var der de skulle være, og advarede dem mod at lade sig lokke af indsmigrende “mismismis” kalden.
Det er 18 år siden min mormor døde, og på årsdagen tog jeg mine piger med ud for at klappe hendes gravsten, og ligge en buket liljekonvaller.
Og så spurgte en af dem hvordan hun egentlig havde været – og mens jeg fortalte om hendes små bløde hænder, og hendes kærlighed til bøger, blev jeg ved med at have et billede inde i mit hoved, af hendes hemmelige indre psykopatiske katte-hader Rambo – kunne tydeligt se hende for mig, 147 cm lav, siddende oppe på muren, halvt skjult bag grenene på et træ, med stift smil, og bevæbnet til tænderne med diverse vandskydende aggregater.
Meget mærkeligt at det er det tydeligste indre billede jeg har af hende.
Til sidst fortalte jeg også pigerne om det, og vi sad og fnisede lidt, over hvor skørt det egentlig var – og synd for de små katte.
og så gik de hjem og kompenserede for tidligere generationers ondskab mod dyr, ved at være ekstra flink ved fedthalemusen resten af dagen….
(min mors kat på fotoet)
Sikke en skøn fortælling! Haha kan sagtens forestille mig din mormor sidde der på muren :). Det må have været noget af et syn!
Tak fordi du ville dele :).
Maria
@maria: jamen tak fordi i gad læse, det er jo det der er fedt ved en blog: at man kan rable et eller ander af sig, og nogen faktisk gider læse og give respons;-)
Sikke en fed historie, var hun lidt skør?? Til sidst?
@mofling: hun var nok mere bare moderat sær hele livet igennem;-)
Ja, man bestemmer ikke selv sit eget eftermæle – og netop derfor kan man lige så godt leve sin “skørhed” ud – måske er man så heldig, at man alligevel ender med at blive husket for sine bløde hænder og sine gode kager.
Min mormor husker jeg mest af alt for sin død; min søster og jeg boede sammen da det skete og vi kom hjem til en telefonbesked fra min mor der lød sådan:
“ja, mormor har det ikke så godt ……….pause ……… ja, hun er faktisk død”
Og vi brød sammen i grin – selvom vi bagefter blev passende pænt kede af det.
@rikke: syret… Og selvfølgelig også sørgeligt
haha – skør historie. Og skør mormor, men nogle gange er det jo nemlig de skøre ting man husker (og savner lidt). Jeg er all in på katte -bare tjek min blog, haha.
Ps – tak fordi du altid kan få en til at grine, selv når man har tømmermænd og ond af sig selv.
Pingback: Om døde dyr i poser | Superheltemors bekendelser