De følgende uger var vi ikke rigtigt på tomandshånd.
Vi sad ved siden af hinanden til al undervisning, og sørgede så vidt muligt for at være i de samme grupper ved gruppearbejde.
Men der var hele tiden andre omkring os.

Jeg var helt vildt frustreret over at vi ikke fik talt sammen. Det føltes som om der lå en hel masse usagt i luften mellem os. Men vi havde jo ikke gjort noget som helst romantisk, og var begge optagede til anden side – så hvorfor fyldte det det sådan?

Jeg hjalp ham med at male lejlighed en fredag.
Utroligt at de vægge blev så pæne, for jeg havde mere fokus på ham, der malede med bar overkrop og sang med på musikken med pæn stemme, end jeg havde på min malerrulle…

Jeg måtte lige minde mig om at vi begge havde kærester, og han var ved at blive min ven, intet mere.
Vi talte ikke så meget sammen, men hørte bare høj musik og malede.

Da vi var færdige med væggene, lagde vi os midt på gulvet og delte en cigaret.
Der var ingen møbler endnu.

Han fortalte at han skulle tilbage til Jylland den følgende dag, og overvejede at slå op med sin kæreste – fordi han var blevet forelsket i mig.
Han spurgte hvad jeg syntes om det.

Jeg fik det som om jeg faldt indvendigt. I det øjeblik gik det op for mig at jeg var hamrende forelsket i ham også – forelsket på en måde jeg ikke engang havde oplevet bare en snert af før – men det havde jeg jo ikke lyst til at være, det kunne jeg ikke være bekendt at være…. hvad ville folk ikke sige – og hvad med min kæreste, som jo ikke havde gjort andet galt end at jeg aldrig havde oplevet at være forelsket i ham på den måde?

Jeg sagde han skulle lade være med at slå op for min skyld…

Jeg var vant til at passe på mig selv, og havde fundet en fin base i et parforhold, med en der var min gode ven. Hvis man skal passe på sig selv, må man indimellem vælge de veje der føles sikrest, i stedet for dem man helst vil gå på.
Det sagde min fornuft og erfaring mig.

Hvorfor skulle jeg belemres med alle de her følelser? Jeg vidste hvad jeg havde, og det var jo ikke dårligt, selv om jeg heller ikke havde oplevet så voldsomme følelser som her.

Tarveligt af ham at komme her, med sine brune øjne, hive mig ud et sted jeg ikke havde været før, og få mig til at miste fornemmelsen af, hvordan jeg tog de fornuftige beslutninger for mit liv…

Hvad nu hvis han fortrød igen?
Når det føltes sådan her, at han sagde han var forelsket i mig – hvordan ville det så ikke føles, hvis han sagde det var gået over igen?

(fortsættes)

Related posts:

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1. Om det der kærlighed – en føljeton, del 2 Om det der kærlighed – føljeton del 4 Om det der kærlighed – føljeton del 5