Så fortsættes hermed den utroligt nervepirrende, men noget langstrakte kærlighedsføljeton.

Om det der kærlighed – føljeton del 3
———
Mandagen efter vi havde mødtes første gang,  var der rus-tur.
100 unge mennesker, en masse alkohol, og to dage i sommerhus.

Jeg havde en lille rygsæk, med en mascara, en tandbørste og to par rene underhylere – Ninjaman havde en kæmpestor taske, indeholdende skiftetøj, og hele tre par skiftesko (man KAN jo ikke vide om vejret er til sandaler, sko, løbesko eller gummistøvler, vel? )

Vi sad ved siden af hinanden i toget, vi valgte køjesenge ved siden af hinanden, vi meldte os til de samme madlavningshold og tjanser i baren. Da jeg jokkede min nederdel i stykker, fandt han nål og tråd frem fra sin pung og lappede den for mig. Det var både lidt bizart og virkeligt rørende, og jeg kunne ikke få nok af at se på ham mens han koncentreret syede.
Jeg var fortsat intimideret af hvor pæn og sød han var, og skruede derfor op for havnearbejder-charmen som forsvar, men han lod ikke til at blive skræmt væk, og det føltes så naturligt at tale med hinanden.

Da mørket faldt på, var vi færdige med vores pligter, og gik en lang tur.
Og som vi gik der under stjernerne, skete der noget.
Jeg blev ikke længere intimideret af hvor overdrevent pæn han var, når jeg ikke kunne se ham, så jeg blev bedre til at lægge min havnearbejder-Johnny på hylden, og bare lytte til hvad han sagde.
Og han begyndte at tale meget mere, smed sin generthed og fortalte mig alt muligt, med sin bløde, århusianske stemme.

Alle de steder mit liv havde gjort ondt, gjorde hans ondt på samme måde, og vi fortalte hinanden ting, vi kun sjældent havde fortalt andre.
På det tidspunkt var jeg ved at være afklaret med, at han nok var til drenge – så da han på et tidspunkt nævnte at hans nye kæreste hed Mia, blev jeg meget overrasket – og lidt skuffet…
Havde ligesom bedre kunnet leve med at han bare ikke var en mulighed – end at han teknisk set var en mulighed – men allerede optaget.

Og så var det, at jeg kom I tanke om at det var jeg jo også – og fik helt dårlig samvittighed over mine utilbørlige sværmerier.

I fem år havde jeg kommet sammen med en sød fyr og tidligere på året var vi blevet gift. Det havde betydet meget hans kristne forældre, og vi havde det fint sammen. Han var hyggelig at være sammen med, jeg holdt af ham, vi havde samme humor og mange fælles venner. Teknisk set manglede jeg ikke noget, så hvordan kunne jeg overhovedet lade mig fascineret så voldsomt af en anden?

Da jeg, efter nogle timer i mørket, kom ind på emnet kærester, og bekendte min status blev Ninjaman underligt stille.
Han spurgte om jeg ville med ind og danse, men jeg er ikke den store danser, og ville hellere drikke nogle flere øl.

Jeg havde nok håbet at han blev siddende med mig, men uden et ord gik han ind og dansede med en masse andre piger. Smilede og dansede og svingede dem rundt.
Jeg sad udenfor vinduet, med en smøg og en øl, og kiggede på. Han dansede rigtigt godt.

(fortsættes)

Related posts:

Om det der kærlighed – en føljeton. Del 1. Om det der kærlighed – en føljeton, del 2