11/29/20

Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold

Søndag morgen. Jeg blev vækket 05, af et mareridt jeg har forsøgt at genskabe i mit billedbehandlingsprogram ovenfor.
Jeps, good old zombie-mareridt, min sædvanlige nemesis. Tilført en heroisk kæmpende mindsteunge.

Man kunne tro det var de menneskeædende monstre i sig selv der var det værste ved zombiemareridt, og grunden til at jeg ikke kan falde i søvn igen. Det er det ikke – det er irritationen over hvor irrationelt jeg opførte mig i drømmen der holder mig vågen.
De sidste mange år har Ninjaman lidt for ofte påpeget hvor nyttesløs jeg selv ville være på et zombieoverlevelsesteam, med evnen til at sige “hvad sagde jeg?” som eneste unikke egenskab og helt uden hurtighed, kampevner eller andre særlige talenter. Efter mit natlige møde med zombierne må jeg erkende at mine overlevelsesevner er om muligt ringere end troet.

Se selv:

– I drømmen var min langtidsoverlevelsesplan at pakke et telt. Ikke en rustning, ikke mad, men et telt. “Det kan tåle minusgrader!” sagde jeg til børnene, da de stillede spørgsmålstegn ved om det var bedste valg.
– Jeg skjulte for Ninjaman at jeg og ungerne var ved at gøre os klar til at flygte fra zombiehorderne, fordi jeg “ikke ville gøre ham bekymret”.

– Jeg fravalgte at tage min yndlingskjole med som den ene af det to kjoler jeg pakkede, fordi jeg ikke ville risikere at den gik i stykker?

– Jeg roste min næstyngste for at have pakket “dejligt meget legetøj og spil, så vi ikke kom til at kede os!”

Og så fulgte ellers en amatøragtig gang flugt, hvor jeg og pigerne konstant mistede kufferten med teltet og det meget legetøj i bunker af blade og skulle lede efter den; valgte at sige ja tak til husly hos fremmede folk der helt tydeligt viste tegn på at være ved at blive forvandlede til zombier, og gjorde et unødvendigt langt stop på et dyrskue vi passerede for at se på nuttede griseunger. (Hvor i alverden kom den trang fra? Jeg har aldrig været i nærheden af et dyrskue i virkeligheden, og tvivler på at jeg ville prioritere at stoppe på et under en zombieapokalypse).

Nå, men det er så grunden til at jeg nu har ligget søvnløs i nogle timer. Måske I kan bruge mine erfaringer til at planlægge hvordan i ikke skal gøre når zombierne kommer?

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team, hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.

Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!

05/1/17

Om tjekket taskepakning

Jeg har aldrig nogensinde været tjekket nok til at pakke forudseende. Eller bare praktisk. Ninjaman er på samme måde, og opdagede fx flere år gamle personalemøde-referater i den taske han slæber med sig hver dag, da han ryddede op i den.

Vores barn nummer to er meget ligesom sine forældre, og barn fire pakker altid særdeles store, men upraktiske, mængder ting i sin taske, når vi skal noget. Barn et og barn tre derimod – DE er værd at hyre til sit hold, når zombieapokalypsen rammer os!

Da vi i sommer var på Sicilien med (fantastiske) Gulliver rejser, besøgte vi en af dagene en lækker lille chokoladefabrik. Det smagte så godt, at jeg kun fik taget et enkelt foto – af et barn, der var lige så begejstret som jeg var.

Det var en ekstremt varm dag turen var planlagt på, så der var flere fra vores rejsegruppe der valgte at blive i poolen, men jeg ville gerne afsted sammen med to af mine piger, og vi fik nasset os til en plads i en af de biler der kørte derhen. Det var en rigtigt hyggelig biltur – lige indtil et barn begyndte at sige opkastelyde fra bagsædet… Jonas, der kørte bilen, og jeg så desperat på hinanden, og jeg begyndte at rode febrilsk i min håndtaske – selv om jeg godt vidste at den primært indeholdt slikpapir og rod og ikke noget man effektivt kunne bekæmpe opkast med.
“Jeg ordner det” sukkede ældstebarn og fik forsynet det sløje barn med både brækpose, drikkevand, mintpastiller og vådservietter, fra sin medbragte bæltetaske, mens jeg stadig sad og fedtede med noget slikpapir, og overvejede om det kunne hjælpe noget. Dyb respekt her fra!

“Må jeg ikke nok tage et billede af dit taskeindhold til min blog?” spurgte jeg næstyngstebarnet i går, da hun reddede dagen ved at trylle servietter op af sin bæltetaske. Hendes lillesøster havde syltet sig ind i is på havnen, og der havde været lang vej hjem med sådan et fedtet barn.

“Kun hvis du viser din taske også!” fnes hun.

Nu har jeg jo set hvordan smarte modebloggere ofte tager dekorative billeder af deres taskeindhold, og jeg vurderede at hvad jeg end havde i min taske, burde kunne arrangeres bare lidt pænt.

Jeg tog fejl…

Min taske er en min moster engang fik syet i Cambodia. Den er i min yndlingsfarve, og er stor nok til at kunne rumme både min iPad, benvarmere og varme trøjer til hverdag, så jeg er ligeglad med om folk synes den er pæn, for den er så praktisk.

Her til morgen indeholdt den disse praktiske ting:

En vante og en handske. Begge til højre hånd. Min telefon. Tre løse tyggegummi. En stor muslingeskal(?). Spisepinde, ikke brugte. En billet til et museum. En blyant og et kladdehæfte med noter til min roman. Et batteri. Et medlemskort til børnenes trafikklub. En glimmerlim. Og ret store mængder slikpapir og kassebonner.

Den blærede lille spejdertype-unge åbnede sin nydelige bæltetaske, og fremdrog følgende, i nette små bunker:

Notesblok, servietter, vådservietter, tørshampoo, hånddesinfektionsgel med kirsebærduft, kam, læbepomader, mønter, en lille flaske vand, buskort og mobiloplader.

Hun er en fjerdedel så gammel som mig, og jeg er under en fjerdedel så tjekket som hende… Godt hun er på mit hold, når zombierne kommer!

11/11/14

Om presennings-zombier og kombitoilet

Det der håndværkerrod er ved at være trættende…
Det bliver fantastisk når det er færdigt – men lige nu trækker det bare tænder ud, at bo på lidt plads, med fremmede mennesker der saver og hamrer lige foran vinduerne fra 7-20 hver dag.

Tagbjælkerne er dækket til, med en presenning, der flaprer på en måde, så det FULDSTÆNDIGT lyder på samme måde, som når hjerneædende zombier kravler op af muren til soveværelset.

Den lyd har kostet mig mange vågne nattetimer, og søgen efter lommelygter, for at tjecke om det virkeligt stadig bare var presenning der flaprede.
Det har det (foreløbigt) været hver gang – men man er jo nødt til at være på forkant, hvis nu det ikke var.

Drømte i nat, at Ninjaman havde lokket håndværkerne til at placere badekarret ude i haven og begrundede det med at:”så kan naboerne også få glæde af det!”, og toilettet inde i brusekabinen, med begrundelsen:” så kan man jo skide, mens man skyller?”

Da jeg vågnede, var jeg stadig lidt sur på ham, og fortalte ham om hans dårlige natlige beslutninger.

Han funderede lidt over det, og sagde så – lidt for begejstret:”det der med toilet i brusekabinen er faktisk en ret god ide – så kan man spare tid, og skide mens man skyller!”

oh no! Må kende ham lidt for godt, når jeg kan drømme de replikker frem, som han rent faktisk vil sige…

—–
Iøvrigt: hvis vi absolut skal ændre i byggeplanerne nu, så skal det kun være for at implementere nogle af disse fremragende, fremtidssikrede zombie-sikkerheds-detaljer, som en venlig læser ved navn Anne har sendt mig – men hvis nogen af jer kan låne mig 661.000 kroner, er jeg klar på at snige sådan en hytte her op i baghaven, som en anden læser, Annikka, har sendt mig.

Tak for jeres støtte!

10/1/14

Om videregivelser af neuroser

Som barn besøgte jeg engang en jævnaldrende pige, og bedst som vi sad og diskuterede hvem af os der måtte være Han Solo i vores starwars-leg, SKREG hendes mor pludseligt højt og skingert ude fra badeværelset.

Pigen løb der ud – og skreg lige så højt.

Jeg blev siddende lidt, mens jeg overvejede om jeg bare skulle lade det monster de formentligt havde mødt æde dem, og redde mig selv ved gemme mig under sengen – men da jeg ikke var helt sikker på hvordan jeg kom hjem, hvis de var blevet ædt, endte jeg med at gå ud for at se hvorfor de skreg.

Det var en edderkop. En lille uanselig fyr, der sad fredeligt i et hjørne.

Pigens mor var lige ved at tude, og blev ved med at skrige at pigen skulle dræbe den, men pigen var helt stivnet af skræk, og skulle helt sikkert ikke dræbe noget som helst, så jeg endte med bare at mase mig forbi dem begge, tage edderkoppen, og smide den ud af vinduet.

De så på mig med slet skjult afsky bagefter, og da vi kom ind på værelset, måtte jeg hverken røre Han Solo eller nogle af de andre starwars-figurer, for pigen mente at min hånd nu havde edderkoppebakterier på sig, og det ville hun ikke have på sit legetøj.

Det var første og eneste gang jeg gad lege hjemme hos hende, og lige siden har jeg ofte tænkt at jeg helt sikkert ikke skulle videregive mine neuroser, hvis jeg engang fik børn.

Det er også lykkedes, tænker jeg: mine børn har aldrig mærket hvor skrækslagen jeg egentlig er over for heste, eller set hvor hurtigt jeg bevæger mig, hvis der er store, udstoppede dyr i nærheden.

Ja, de ting skræmte livet af mig før jeg fik børn, men siden har jeg så mange gange øvet mig i at sige:”nej, se! Sød hest, du kan godt klappe den. Se: mor tør godt!” eller “skal vi gå ind og beundre bedstefars store udstoppede dyr, uden at skrige og løbe?” at jeg efterhånden har fået fjernet min egen frygt for dem.
Jeg er ikke vild med dem, men heller ikke bange for dem – og mine børn har ikke arvet mine neuroser, har jeg stolt fortalt mig selv.

Ind til jeg sad på Hvidovre hospital, og holdt brækposer for min næstyngste, der var indlagt til observation for hjernerystelse, efter et fald i skolen.
Hun skiftevis kastede op, og døsede, og jeg aede hendes hår og undlod at tale for meget.

Pludselig åbnede hun sine øjne halvt op, så ud på gårdhaven foran vinduet, og sagde, med svag stemme :” årh… Det her sted er perfekt, når zombierne kommer… Vi kunne plante kartofler derhenne, og have høns – og der er ingen vinduer ud mod gaden…”

Først blev jeg lidt stolt over hendes logik og kreativitet – hun er klart på mit A-hold når zombieapokalypsen rammer – men så gik det op for mig, at det muligvis ikke var alle mine neuroser jeg havde fået holdt for mig selv….
Pokkers!

09/15/14

Om zombietanker

Fik følgende mail forleden, som jeg morede mig meget over:

“Tænker altid på dig når jeg læser eller ser noget om zombier…

Så da jeg så denne her på heltnormalt.dk, kunne jeg lige se dig og Ninjaman for mig 🙂

Jeg tror i øvrigt helt klart at løbebånd foran alle indgange er mere effektivt end nisser…

God dag,
hilsen Roos”

Synes det er ret så funky,at fremmede mennesker tænker på mig, når det handler om zombier – særligt fordi det så betyder, at vi er flere der er obs på zombie-tegn, og derfor kan handle proaktivt, når zombieapokalypsen rammer. Tak!

04/3/13

Om natlige spekulationer

Dilemmaer jeg har spekuleret på, når jeg alligevel ikke har kunnet sove:

1): Når mine piger kommer i puberteten, begynder at gå med drenge, og evt spørger mig hvor gammel jeg var, da jeg gik i seng med en dreng første gang, skal jeg så:
A): lyve, og sige jeg var 18, og håbe at det får dem til at holde igen, mens de tænker:”jeg kan sagtens vente, og stadig være mere sej end min mor…”
Eller
b): sige sandheden, og håbe at de venter længere end det, fordi mor jo er så ikke-cool, og det er bedst at være helt anderledes?

2): Jeg har planlagt hvor vi skal flygte hen, ~~hvis~~ når zombie-apokalypsen kommer (har kig på en restaurant på toppen af et hotel, hvor der er godt udsyn over mulige angreb, og en gårdhave, så man kan plante mad og få sol), og jeg har planlagt hvem der skal med mig (udvalgt på baggrund af særlige overlevelsesevner, kærlighed eller god underholdningsværdi), men dilemmaet er: skal jeg have min fætter med på mit hold?

Fordele, ved at have ham på mit overlevelseshold: :
Han opfylder mine kriterier for at blive valgt, og vil på mange planer være fed at have med på holdet: stærk, underholdende og kan sandsynligvis godt bygge noget brugbart

Ulemper, ved at have vildmarksdrengen på mit overlevelseshold:
Han spiser meget….
Og som han selv sagde for nyligt: hvordan vil vi forhindre ham i at spise os andre, hvis han bliver sulten nok?
(Hvilket i det hele taget er en sætning der har gjort mig utryg – manden er dobbelt så stor som os alle 6 tilsammen…)

3): Fint nok at jeg har været på forkant og valgt et team der er værdigt til at følge mig når zombierne kommer. Men som Ninjaman meget irriterende påpegede i går:”Helt ærligt! Når zombierne kommer og alle vi andre har travlt med at bruge vores formidable evner til at kæmpe eller bygge overlevelsesmuligheder, vil din eneste rolle være at sidde ved bålet og fortælle jokes eller sige:”…og hvad sagde jeg?” Hvor længe tror du selv der går før vi smider dig af holdet?”

Skræmmende tanke. Håber ikke andre fra mit zombie-hold har tænkt den. Og at de bliver glade for mine jokes!

09/21/12

Om zombie-apokalypser – igen

Jeg har før blogget om mine Zombiemareridt, om zombie-efterligneren Supertumling, og om løsningsforslag til hvordan man holder zombier fra døren, så derfor sendte en hjælpsom læser mig et link til denne artikel, der handler om at et amerikansk sikkerhedsfirma, laver træningsøvelser, hvor de forbereder sig på zombie-apokalypser.
Jamen det var da på tide at man tog den slags alvorligt!
Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er de paranoide zombie-frygtere som mig, der overlever zombieerne – dejligt at der også er profesionelle der bakker op om det, så jeg ikke sidder alene tilbage, i min topsikrede fæstning, mens mine venner og kolleger æder hinandens hjerner nede på fortovet.
Er I klar over hvor ensom jeg ville blive?

Drømte i nat, at jeg sparkede en af mine bedste veninders søde mand ned fra ladet af en kørende bil, fordi han var blevet zombie, og forsøgt at æde mine støvler.
Jeg var høj på adrenalin, og bevægede mig hurtigt som en ninja, mens jeg uddelte zombiespark til hans hoved.
Bagefter måtte jeg undskylde rigtigt meget over for min veninde og hendes to børn, at jeg sådan havde hel-dræbt ham, men de havde lidt svært ved at tilgive mig, så jeg endte med at stå og råbe:”DETTE VAR IKKE SKET, HVIS I SELV HAVDE GIDET BEKYMRE JER LIDT OVER DENNE DAG! STRAM OP!”

En af mine andre veninder, fortalte mig i går, at hun havde besluttet sig for ikke at ville være sådan en der kunne ske grimme ting med – hun ville simpelthen sige til sig selv: ulykker og sygdomme rammer IKKE mig eller mine børn!, og så ville hun stoppe med at bekymre sig.
Jeg syntes det lød som en god ide´. Hold OP, hvor bruger jeg meget energi på at være bange for alt det der kan ramme mine børn!

Men så fandt jeg denne her tegneserie i dag, som viser hvordan man kan bruge sine sådan-overlever-du-zombieangrebs-evner, i tilfælde af mange andre katastrofer også. Så er jeg vel nødt til at blive ved med at frygte zombier, bare for at være beredt?

I øvrigt: når zombierne kommer, så ved jeg hvor vi skal flygte hen: “sticks og sushi”restauranten på toppen af tivoli-hotel i københavn er det perfekte sted. Der er udsigt over hele københavn,så man kan se om de angribende horder er på vej, og kæmpestor tagterasse, hvor man kan holde høns og plante kartofler.Og så er der sprut og sushi nok, til at de første, skræmmende dage sikkert bliver tålelige.
Så husk det nu: mød mig der, når din nabo første gang forsøger at æde din hjerne – jeg gider altså ikke sidde deroppe alene tilbage, med kun mine børn til at grine af mine vittigheder.
og hvis jeg er nødt til at sparke dig ned fra en kørende bil, fordi du ikke har hørt efter og er blevet til en zombie – så forvent ikke at jeg undskylder bagefter.
Det er DIG der burde have strammet op!

08/23/12

Om frygt og zombier

Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid.
Mørke, edderkopper, kriser og skumle mennesker – de kunne bare komme an, for der var ikke noget JEG ikke kunne klare!

Så blev jeg gravid første gang, og oplevede pludselig alle bekymringerne for babyen: åh – havde den det godt derinde? Havde jeg mærket den sparke i dag?
Jeg glædede mig til at få baby ud, så jeg kunne se den havde det godt – og derved stoppe med at bekymre mig.

Shit – jeg blev klogere!

Lige siden jeg hev hendes fedtede nyfødte krop op på min mave og så ind i hendes mørke øjne, har jeg været bange for alting.
Alle de farer der ligger på lur og venter på at kaste sig over mine søde små børn, kan virkelig skræmme livet af mig, og min fantasi er alt for livlig, så jeg kan virkeligt få malet mig selv ind i et hjørne af skræk indimellem, mens jeg tænker:”jamen hvad nu hvis feberen er tegn på meningitis? Hvad nu hvis hun cykler og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis hun drikker sig fuld som teenager, og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis færgen kæntrer? Hvad nu hvis verden overtages af blodtørstige zombier?”

Giver mig selv et par hurtige mentale lussinger indimellem, og tvinger mig selv til at lade dem klatre i træer og gå på fortove, uden at være pakket ind i vat.

Men den der zombie-skrækscenarie-ting kan ikke helt slippe.
Jeg drømmer sjældent, men når jeg gør er det ofte mareridt, hvor jeg forsøger at redde mine børn fra horder af zombier.
Løber, forskanser os, gemmer dem.
En psykolog ville sikkert tyde noget med, at zombierne repræsenterer alle de ting man gerne ville beskytte børn imod: nederlag, drillerier, dumme mennesker – jeg tror egentlig bare at de repræsenterer zombier, som er fucking scary i sig selv.

Ninjaman og jeg så for nyligt serien “walking dead” på dvd – den er rigtigt god, se den! – men den intensiverede mine zombiemareridt massivt, så jeg var lettet, da vi havde set den færdig. Og kommer ikke til at se mere af den, skulle der komme flere sæsoner

Forleden gav en veninde mig en bog:”høstens engle”, som hun har oversat. Den handler om zombier, og den er smukt og spændende skrevet, men jeg må tvinge mig selv til kun at læse i dagslys, for at holde mareridt væk.
Sad derfor opslugt af den i stuen i går, mens børnene legede i haven – og pludselig hørte jeg en slæbe-slæbe-slæbe lyd fra soveværelset, som jeg straks genkendte som en typisk zombielyd. Man VED bare hvordan den slags lyder, når man har haft mareridt om det 50 gange, ok?

Blev derfor overrasket af at det var dette syn der mødte mig:

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: zombier

Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Om tjekket taskepakning

Om presennings-zombier og kombitoilet

Om videregivelser af neuroser

Om zombietanker

Om natlige spekulationer

Om zombie-apokalypser – igen

Om frygt og zombier

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: