09/21/12

Om zombie-apokalypser – igen

Jeg har før blogget om mine Zombiemareridt, om zombie-efterligneren Supertumling, og om løsningsforslag til hvordan man holder zombier fra døren, så derfor sendte en hjælpsom læser mig et link til denne artikel, der handler om at et amerikansk sikkerhedsfirma, laver træningsøvelser, hvor de forbereder sig på zombie-apokalypser.
Jamen det var da på tide at man tog den slags alvorligt!
Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er de paranoide zombie-frygtere som mig, der overlever zombieerne – dejligt at der også er profesionelle der bakker op om det, så jeg ikke sidder alene tilbage, i min topsikrede fæstning, mens mine venner og kolleger æder hinandens hjerner nede på fortovet.
Er I klar over hvor ensom jeg ville blive?

Drømte i nat, at jeg sparkede en af mine bedste veninders søde mand ned fra ladet af en kørende bil, fordi han var blevet zombie, og forsøgt at æde mine støvler.
Jeg var høj på adrenalin, og bevægede mig hurtigt som en ninja, mens jeg uddelte zombiespark til hans hoved.
Bagefter måtte jeg undskylde rigtigt meget over for min veninde og hendes to børn, at jeg sådan havde hel-dræbt ham, men de havde lidt svært ved at tilgive mig, så jeg endte med at stå og råbe:”DETTE VAR IKKE SKET, HVIS I SELV HAVDE GIDET BEKYMRE JER LIDT OVER DENNE DAG! STRAM OP!”

En af mine andre veninder, fortalte mig i går, at hun havde besluttet sig for ikke at ville være sådan en der kunne ske grimme ting med – hun ville simpelthen sige til sig selv: ulykker og sygdomme rammer IKKE mig eller mine børn!, og så ville hun stoppe med at bekymre sig.
Jeg syntes det lød som en god ide´. Hold OP, hvor bruger jeg meget energi på at være bange for alt det der kan ramme mine børn!

Men så fandt jeg denne her tegneserie i dag, som viser hvordan man kan bruge sine sådan-overlever-du-zombieangrebs-evner, i tilfælde af mange andre katastrofer også. Så er jeg vel nødt til at blive ved med at frygte zombier, bare for at være beredt?

I øvrigt: når zombierne kommer, så ved jeg hvor vi skal flygte hen: “sticks og sushi”restauranten på toppen af tivoli-hotel i københavn er det perfekte sted. Der er udsigt over hele københavn,så man kan se om de angribende horder er på vej, og kæmpestor tagterasse, hvor man kan holde høns og plante kartofler.Og så er der sprut og sushi nok, til at de første, skræmmende dage sikkert bliver tålelige.
Så husk det nu: mød mig der, når din nabo første gang forsøger at æde din hjerne – jeg gider altså ikke sidde deroppe alene tilbage, med kun mine børn til at grine af mine vittigheder.
og hvis jeg er nødt til at sparke dig ned fra en kørende bil, fordi du ikke har hørt efter og er blevet til en zombie – så forvent ikke at jeg undskylder bagefter.
Det er DIG der burde have strammet op!

08/23/12
20120523-213357.jpg

Om frygt og zombier

Før jeg fik børn var jeg ikke bange for en skid.
Mørke, edderkopper, kriser og skumle mennesker – de kunne bare komme an, for der var ikke noget JEG ikke kunne klare!

Så blev jeg gravid første gang, og oplevede pludselig alle bekymringerne for babyen: åh – havde den det godt derinde? Havde jeg mærket den sparke i dag?
Jeg glædede mig til at få baby ud, så jeg kunne se den havde det godt – og derved stoppe med at bekymre mig.

Shit – jeg blev klogere!

Lige siden jeg hev hendes fedtede nyfødte krop op på min mave og så ind i hendes mørke øjne, har jeg været bange for alting.
Alle de farer der ligger på lur og venter på at kaste sig over mine søde små børn, kan virkelig skræmme livet af mig, og min fantasi er alt for livlig, så jeg kan virkeligt få malet mig selv ind i et hjørne af skræk indimellem, mens jeg tænker:”jamen hvad nu hvis feberen er tegn på meningitis? Hvad nu hvis hun cykler og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis hun drikker sig fuld som teenager, og vælter ud foran en bil? Hvad nu hvis færgen kæntrer? Hvad nu hvis verden overtages af blodtørstige zombier?”

Giver mig selv et par hurtige mentale lussinger indimellem, og tvinger mig selv til at lade dem klatre i træer og gå på fortove, uden at være pakket ind i vat.

Men den der zombie-skrækscenarie-ting kan ikke helt slippe.
Jeg drømmer sjældent, men når jeg gør, er det faktisk ofte mareridt, hvor jeg forsøger at redde mine børn fra horder af zombier.
Løber, forskanser os, gemmer dem.
En psykolog ville sikkert tyde noget med, at zombierne repræsenterer alle de ting man gerne ville beskytte børn imod:nederlag, drillerier, dumme mennesker – jeg tror egentlig bare at de repræsenterer zombier, som er fucking scary i sig selv.

Ninjaman og jeg så for nyligt serien “walking dead” på dvd – den er rigtigt god, se den! – men den intensiverede mine zombiemareridt massivt, så jeg var lettet, da vi havde set den færdig!

Og så forleden, gav en veninde mig en bog:”høstens engle”, som hun har oversat. Den handler om zombier, og den er smukt og spændende skrevet, men jeg må tvinge mig selv til kun at læse i dagslys, for at holde mareridt væk.
Sad derfor opslugt af den i stuen i går, mens børnene legede i haven – og pludselig hørte jeg en slæbe-slæbe-slæbe lyd fra soveværelset, som jeg straks genkendte som en typisk zombielyd. Man VED bare hvordan den slags lyder, når man har haft mareridt om det 50 gange, ok?

Blev derfor overrasket af at det var dette syn der mødte mig:

20120523-213357.jpg