09/25/17

Om manglende medfølelse med zombiefobi

Sponsoreret indlæg

Faste læsere vil vide at jeg har en fobi for zombier. Og jo: jeg er både voksen og intelligent, og ved godt at der er andre mere sandsynlige skrækscenarier at frygte end lige zombieapokalypsen  – men hver eneste gang jeg er stresset eller ked af det, består mine nætter af zombiemareridt.

Hver freaking gang.

Min mand og unger er solidarisk engagerede i den ædle kunst at planlægge hvordan vi overlever zombier, hvilket fungerer helt fint og er sjovt i dagslys ( hvor jeg sagtens kan se at det muligvis er med på top ti over dumme ting at have fobi over)  – men ikke hjælper særligt meget, når jeg endnu en nat vågner op med hamrende hjerte efter en livagtig Zombieflugt-drøm.

Denne uge har min mand været bortrejst med sit job hele ugen, og jonglering af arbejde/studie/eneansvar for fire unger og alt det praktiske, har været yderligere besværliggjort af natlige Zombie-mareridt. Tak for det, hjerne – søvnmangel var lige det der manglede, for at gøre det hele en tand mere spændende!

Nå, men da jeg kom hjem fra studie her til aften, og tændte for min ipad blev jeg til min skræk mødt af ham her:

IMG_1524

Godt nok genkendte jeg ham fra ugens mareridt nummer tre – men hvad han lavede på min iPad vidste jeg ikke. Den slags opsøger jeg ikke frivilligt!

Nå, men det var så mellempigerne, der er i særdeles god tid med at planlægge en fælles fødselsdag de vil holde i januar.

“Ja, du sagde jo at hvis vi slog os sammen, ville der være lidt penge sparet, der kunne bruges til pynt.” sagde den ene af dem snusfornuftigt. Det kunne jeg godt huske, men det forklarede stadig ikke Zombie-kokken.

“Så vi ville lave zombietema!” Triumferede de ” og vi har fundet VILDT mange seje Zombie-ting! Vi kan ønske os det i julegave, hvis du synes det er for dyrt nu?”… og så flåede de billeder frem, af virkeligt creepy zombiemerchandise, som jeg godt kunne mærke at jeg ikke havde nerver til at eje, lige for tiden. Den værste var toiletbørsten her, som med garanti ville få mig til at skide i haven fremover:

Senior man pushing hard seated on a toilet isolated on white background

Desperat efter at få et helt andet tema til deres fest, end lige det der giver mig mareridt, lovede jeg at sminke hvert eneste inviterede barn som “sugar skulls” hvis de så lovede at ændre temaet til det (i mine øjne) mindre skræmmende “de dødes dag”.

Selv så jeg fx sådan her ud til temafest:IMG_1526

“Cool stuff”, der sælger det famøse zombie-grej der startede alt dette, spurgte på et tidspunkt om jeg ville deltage i en bloggerkonkurrence ved at skrive et blogindlæg om halloween-kostumer, men jeg har ikke haft hverken tid eller inspiration – det fik jeg så nu.

Mest af alt, fordi jeg håber et indlæg som dette vil sørge for at de får udsolgt af alt zombierelateret i god tid inden jul, så mellempiger er nødt til at vælge et andet tema til deres fællesfødselsdag…

03/21/16

Om hvornår man ved det er ægte kærlighed

Mens min søster og min fætter på skift passer børneflok, nyder Ninjaman og jeg Berlin i fulde drag; går ture, spiser masser af god mad, sover længe og taler om alt det vi normalt ikke har tid til i hverdagen.

Føler os snart oplagte og klar til Ninjaens næste runde skanninger og operationer.

Det er fantastisk – og Berlin er fantastisk!

I dag gik vi forbi en smart butik, hvor en modefotograf tog fotos af pænt udklædte kærestepar.

Vi havde følgende samtale, der for mig cementerede hvorfor vi er så gode til at være kærester – nu på nittende år.

Ninja:” Der er vist ikke taget rigtige fotos af kun os to sammen, siden vi fik børn. Kunne det ikke være sjovt? Sådan et “bare-kom-an-kræft-foto”?”

Mig:” kun hvis vi kan være klædt meget fjollet ud.”

Ninja:”selvfølgelig!”

Mig:” vi skal ligne et pladecover fra 80erne! Ingen af os må smile, okay?”

Ninjaman:” Hvad med at ligne postapokalyptiske zombie-jægere?  Er det ikke mere os – og i god tråd til den samtale vi har haft hele morgenen, hvor du planlagde hvem der skulle med på A-holdet, når zombierne kommer?”

Se det er altså ægte kærlighed!

mms_20160108_192804

Og her er billederne – der blev en blanding af zombie-jægere /pladecover.

Fotografen tænkte muligvis at vi var skøre.

Hun har muligvis ret.

DSC_0005

DSC_0004

 

 

10/10/15
image

Vind den uhyggeligste halloween-fest

Konkurrencen er slut, vinderen blev: Karen. Tillykke! Har sendt dig en mail.

Reklame/konkurrence/indeholder affiliate links:

Før i tiden syntes jeg at halloween var noget amerikansk pjat, og nægtede at gøre noget ud af det.

For nogle år siden blev vi imidlertid inviteret til halloween-fest hos nogle fra mellempigernes børnehave, hvor vi så sådan her ud, og havde det utroligt sjovt, med at skræmme livet af børn, i en fakkeloplyst have:
image
Virkeligt en gennemført fest, og sjovt på hygge/uhygge-måden.

Det er som om halloween vinder mere og mere indpas: sidste år var de tre ældste og deres far inviteret til hver deres halloweenfest, så den yngste og jeg morede os med at sidde i en mørk gang og vente på at fremmede børn skulle banke på døren og bede om slik, så vi kunne flå den op og råbe “BØH!” af dem.

I år havde vi planlagt at være hos nogle venner, og allesammen klæde os ud som zombier.
Rent personligt synes jeg zombier er det mest skræmmende der findes, og jeg tror uhyggeniveauet kunne nå episke højder, hvis vi var hele 13 zombier, der luskede knurrende rundt på villavejen og delte slik ud.

Vi har brugt lang tid på at lede efter kostumer, og opdagede at vores favorit-dimse-butik Coolstuff havde et imponerende udvalg af zombiekostumer, fx de her:
image
Zombie skolepige, Zombie politimand
eller de her blærede eventyr-zombier, som mine piger overvejede meget at være:
image

image

image
image
Nå, men nu er min Ninjaman nyopereret, så sandsynligheden for at han er i stand til at halte knurrende rundt på Frederiksberg d. 31-10, er ikke stor…
Pigerne stemmer ellers, ganske morbidt, for at han pakker sit skinneben ud til halloween, for det ligner fuldstændigt at der er taget en stor Zombie-mundfuld af det – men jeg tror desværre ikke han bliver helt klar til det.

“Vi kan jo glæde ham, ved at fylde haven med flotte zombier han kan se på?” Foreslog den næstældste omsorgsfuldt, men jeg er en smule i tvivl om hvorvidt Zombie havenisser eller
en krybende zombie vil sprede ægte glæde nogle steder – og jeg tror helt ærligt ikke selv at jeg ville turde komme hjem, hvis der lå sådan noget i min have. Gys!!

En eller anden form for fejring skal vi nok få mast ind, da vi allesammen er fans af græskar, slik og det der med at gøre hinanden bange.
Som min venindes overbo sagde til en far, der syntes de var klædt for uhyggeligt ud sidste år:”det hedder jo “halloween”, ikke “Hello kitty”

Nå, her til den del der vedrører jer:
Coolstuff har venligt sponsoreret et gavekort på 400 kroner, til en af jer. Så kan I selv vælge om de skal gå til kostumer, pynt eller noget helt andet, fra coolstuffs seje udvalg af gadgets, dimser og mere eller mindre uundværlige ting.
Alt du behøver gøre, er at smide en kommentar nedenfor, med et link til noget du måske vil købe, så trækker jeg en tilfældig vinder D. 27-10.


08/18/15
foto-709160

Om at være zombie-forberedt

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg haft tilbagevendende mareridt om jorden der går under, i en sværm af zombier.
De kommer stadig jævnligt, men særligt i perioder hvor jeg er stresset eller ked af det.

Som udgangspunkt bliver jeg hverken mindre stresset eller mindre ked af det, ved at bruge mine nætter på at forskanse mig/løbe med mine børn/lægge overlevelsesplaner eller nakke udøde – men det er åbenbart det min hjerne tror jeg har mest brug for.
På den måde er jeg et ret ulogisk menneske…

Når man er så fyldt af zombie-neuroser, som jeg, ville det være logisk hvis ens familie bakkede op om det, og undlod nogensinde at nævne det forbudte z-ord – men sådan fungerer det åbenbart ikke her: min familie tænker at den bedste hjælp, er hvis de jævnligt fortæller mig hvor godt rustede vi er, hvis zombierne skulle komme.

Således brugte min Ninjaman – der ikke er en flittig læser – hele sin sommerferie på at læse sig igennem hele fem tykke bøger, med slimede zombier på forsiden.

Glad kunne han bagefter oplyse mig om, at hans ringe evner som håndværker vil komme os til gode i zombieapokalypsen: han har et stort lager af gaffatape på lager (da det er det han benytter til de fleste håndværkeragtige opgaver), og har udtænkt en snedig måde at lave zombie-bidsikre dragter til os allesammen ø, ud af det.
Jeg tvivler ikke på at gaffatape er effektivt – vores kælderlampe hænger fx stadig flot:
foto-709160p
Men det bekymrer mig lidt, at jeg har smittet ham så meget med min fobi, at han bruger hjernekapacitet på at udtænke gaffarustninger…

Mine børn er heller ikke gået fri, og nævner det jævnligt, hvis de opdager nye steder man logisk kan flygte hen, når zombierne kommer.

Mindstebarnet fik en flot enhjørningerygsæk (mærket er “skip hop”)i gave, og den har ikke forladt hendes svedige lille ryg lige siden.
IMG_20150818_101133
“Jeg skal liiiige pakke min taske!” er standardreplikken, og uanset om vi bare skal i netto og hente mælk, er hun velekviperet, med nypakket rygsæk.

“Mor, hun et faktisk rigtigt god at have med på vores a-team, hvis der kommer zombier!” konstaterede min 8 årige kagemester, da vi stod med enhjørninge-bæreren i Rødovre centeret, og iagttog hvordan hun satte små, vigtige krydser i den notesbog hun hev op af rygsækken.
“I det mindste har hun altid vand med til alle”.

Det sidste er korrekt: hun har altid mindst to fyldte flasker vand på sig, og da vi lidt efter holdt vandpause på en bænk, benyttede vi lejligheden til at få forevist resten af taskens indhold.

Vi måtte konstatere at hendes taskepakning umiddelbart ikke lignede at den var foretaget med zombieangreb for øje: en mindre samling af småsten; en notesbog; en tom sparegris; to sæbeboblepustere; noget flot slikpapir; en enkel klipklap-sko; og nogle små ponyer, var taskens indhold.

Den 8 årige og jeg blev enige om, at vandflasken nok var det eneste zombie-nyttige i den taskepakning – men:
“Nej!” afbrød taskeejeren os “den der klipklapper, ikke? Den kan jeg faktisk slå zombierne med, lige i hovedet!!”

Jeg er lidt i tvivl om hvorvidt jeg skal være bekymret over neurose-afsmitning, eller imponeret over mit velforberedte a-team?

05/5/13
20130502-205149.jpg

Om danse-zombier

“Mor, jeg er ikke bange for zombier!” erklærede den snart 3 årige, fra barnesædet på min cykel, og jeg blev lettet over ikke ubevidst at have smittet hende, med min lidt pinlige fobi.
Så fortsatte hun:”jeg er ikke bange for zombier – fordi at de ikke kan danse!”

Se, det er et sært kriterie for om man skal være bange for ting – umiddelbart vil jeg mene at fx tigre, hajer og heste er pænt frygtindgydende, trods manglende evner til at danse salsa – men hun var meget overbevisende, og gentog det stolt flere gange.

Jeg har tænkt over hendes bizarre ræsonnement i flere dage, og kan måske godt følge det lidt alligevel: jeg har aldrig rigtigt selv kunnet lide at danse.

Da jeg var ung sagde jeg bare nej, men enten endte jeg med at være hende-den-kedelige-der-holder-øje-med-tasker-mens-alle-andre-danser, eller også som hende-vi-allesammen-skal-bruge-hele-aftenen-på-at-lokke-med-ud-at-danse.
Begge dele var lige frygtelige, og efterhånden har jeg lært at lade som om jeg synes det er ok.

Jeg danser for ikke at være udenfor, og for at ingen opdager, at jeg er en dansehadende freak – men jeg skal være meget fuld eller musikken skal være usædvanligt god, før jeg synes det er bare lidt ok.

Sådan en god fest, hvor folk er sjove og øllerne kolde, er min store frygt faktisk sådan en kæk dansetype, der ikke vil lade en sidde i fred, men danser manisk rundt og afbryder samtaler, ved at byde mig eller dem jeg taler med op.

Prøver altid at gøre min ryg lidt bredere, og se fordybet ud, i håb om at han lader os slippe – men danse-zombier er ikke så forbandet fintfølende, og vil bare ud og vise deres seje moves på dansegulvet, og kan slet ikke forestille sig, at man ikke kan lide det.

Så mit kloge barn har delvist ret: dansende zombier ville faktisk være en tand mere skræmmende end ikke-dansende.

20130502-205149.jpg
(Men hvordan VED hun, at de ikke danser? Kender hun nogen?)

04/3/13

Om natlige spekulationer

Dilemmaer jeg har spekuleret på, når jeg alligevel ikke har kunnet sove:

1): Når mine piger kommer i puberteten, begynder at gå med drenge, og evt spørger mig hvor gammel jeg var, da jeg gik i seng med en dreng første gang, skal jeg så:
A): lyve, og sige jeg var 18, og håbe at det får dem til at holde igen, mens de tænker:”jeg kan sagtens vente, og stadig være mere sej end min mor…”
Eller
b): sige sandheden, og håbe at de venter længere end det, fordi mor jo er så ikke-cool, og det er bedst at være helt anderledes?

2): Jeg har planlagt hvor vi skal flygte hen, hvis når zombie-apokalypsen kommer (har kig på en restaurant på toppen af et hotel, hvor der er godt udsyn over mulige angreb, og en gårdhave, så man kan plante mad og få sol), og jeg har planlagt hvem der skal med mig (udvalgt på baggrund af særlige overlevelsesevner, kærlighed eller god underholdningsværdi), men dilemmaet er: skal jeg have min fætter med på mit hold?

Fordele, ved at have ham på mit overlevelseshold: :
Han opfylder mine kriterier for at blive valgt, og vil på mange planer være fed at have med på holdet: stærk, underholdende og kan sandsynligvis godt bygge noget brugbart

Ulemper, ved at have vildmarksdrengen på mit overlevelseshold:
Han spiser meget….
Og som han selv sagde for nyligt: hvordan vil vi forhindre ham i at spise os andre, hvis han bliver sulten nok?
(Hvilket i det hele taget er en sætning der har gjort mig utryg – manden er dobbelt så stor som os alle 6 tilsammen…)

3): Team Jacob eller team Edward?

(Ok – det er faktisk Ninjaman der var morsom og skrev det sidste – men jeg tænkte det var sjovt, og lod den stå.)