02/19/19

Postkort fra hunden 9 – “orange is the new black and white”

Her et nyt postkort, fra Winston til efterskoleungen, hvor han holder hende orienteret om hvordan hendes værelse har det i hendes fravær.
“Hej S.

Ja, det gik ikke rigtigt med min rockervirksomhed i længden… Både jeg og flere af mine medsammensvorne blev snuppet, og nu afsoner jeg med fodlænke på dit værelse. Sammen med nogle af gutterne. Du får muligvis svært ved at genkende dit værelse igen, for der er kommet tremmer for væggene og blevet sat senge op til os allesammen.

Måske ikke lige den form for indretning du tænkte, da du sagde du snart gerne ville flytte rundt på møblerne, men hey: i det mindste er det anderledes!

Jeg får smuglet hundekiks ind af en hemmelig kontakt, men ellers er det stramt at sidde fængslet. Til gengæld begynder jeg at føle mig som en ny og forbedret hund, og jeg lover at det er sidste gang jeg har sat min pote på den forkerte side af loven.

med angrende hilsener fra Winston, fange nummer 1782.”

01/8/19

Postkort fra hunden 8 – rockerhunden

Her er postkort fra Winston til efterskoleungen, i føljetonen om hvad der sker med ham og hendes værelse, mens hun er væk:

“Hva så, S.

Ja, det gik jo strygende med min virksomhed, og jeg havde flair for at være direktør. Men så skete der forskellige ting og sager, og min sekretær, Jonna, endte med at tage skraldet, og sidder nu i fængsel. Det skal vi ikke bore for meget i…

Jeg har heldigvis fundet en masse nye, gode forretningsforbindelser, og er på en måde stadig en slags direktør: jeg er nu præsident i rockerklubben “MC hunnis”. Du kan nok ikke kende dit værelse når du kommer hjem igen, for vi bruger det til at reparere motorcykler i nu, og der hænger plakater med saftige tæver på alle væggene.

Meget af tiden bruger jeg på at gå rundt i min læderjakke og se hård ud, samtidig med at MC hunnis sidder på al hashhandel på Vestegnen. Sindssygt nemme penge! Jeg er ikke helt god til det med at køre motorcykel selv endnu, men  jeg er ved at lære at tatovere, og som tak for lån af dit værelse, laver jeg gerne en gratis tatovering på dig. Mens du sover. Sådan lidt surprise-agtigt. Måske af et poteaftryk?

Ses.

Winston aka flænsefjæs”

 

 

11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

10/22/18

Postkort fra hunden 6 – mommyblogger-hunden

Så er der postkort fra Winston igen, der i forrige uge var succesrig modeblogger.
Kære S.

Mit bloggerliv gik strålende, med en strøm af event-invitationer og sponsoreret kluns, men der manglede på en måde noget. Alle de største bloggere har yndige børn, som de kan flashe billeder af på insta, eller skrive indlæg om hvad de skal hedde eller kære ting de siger, og det tænkte jeg at jeg sagtens kunne gøre efter.

Jeg valgte at adoptere et par hvalpe, og glædede mig til at tage billeder af dem, mens de lavede festlige kastaniedyr i deres MarMar tøj i douche farver; spiste pæne candyfloss ved sponsorerede tivolibesøg; eller smed med efterårsblade, på en nuttet måde.

Spoileralert: børn er IKKE så nuttede som de ser ud på billeder! Hvorfor er der aldrig nogen der har sagt det? Jeg kan ikke få de små skiderikker til at sidde pænt på billeder, og selv med de allerbedste filtre, ligner dit værelse stadig et rodet helvede, med plastikcrap og snasket tøj med grimme disneymotiver overalt.

Jeg har fuldstændigt opgivet min bloggerkarriere, for mængderne af numsevaske og vasketøjssortering står i vejen for tiden til at tage søde billeder af dem (hvilket jeg jo så alligevel ikke kan, fordi jeg ikke kan få dem til at tage pænt tøj på eller lege med pænt legetøj i træ, og her hele tiden roder.)

Nå, det bliver et kort postkort her fra denne gang. Jeg har en kogevask over, og mine curlers skal snart ud.

Trætte husmorhilsener Winnie, fra hvalpemor.dk

 

10/1/18

Postkort fra hunden 5 – bloggerhunden

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog

09/5/18

Postkort fra hunden 3: hippie-hunden

Næstyngstebarnet og jeg sender et postkort fra hunden til efterskole-storesøster hver uge. Efter sigende er det “cringe” at modtage, men også lidt sjovt.

Peace til dig, sjælesøster.

Al den skating gjorde damerne så vilde i varmen, at jeg helt mistede fokus. Jeg begyndte at meditere og danse intuitivt for at se om jeg kunne finde meningen med livet, og det fandt jeg: kærlighed.

Vi skal sprede vores kærlighed til os selv; til universet og hinanden! Så selv om jeg godt ved du ikke ville have hunde på værelset, så har du sikkert kærlighed nok til at forstå at jeg har lavet et hundekollektiv på dit værelse. Vi er ved at male et kæmpestort Peace-tegn på din væg, med vores poter dyppet i økologisk kirsebærsaft. Det bliver kosmisk, mand! Vi har også plantet lidt hamp på din altan.

Fri kærlighed! Make love, not war.

peace

Winston Månestråle Kærlighedsmager

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

01/29/18

Om bybørn

Hvis der er noget vi er lidt slatne til, er det udeliv. Bevares: vi er gode til at sidde i haven med stearinlys og drinks det halve af natten om sommeren og i vores sommerferie vader vi Helgenæs tyndt, men resten af året er natur primært noget vi ser glimt af i Netflix-serier, og ikke ellers.

Min søster, fætter og moster er trækrammende, sporty udemennesker, der er misundeligværdigt gode til at komme ud i al slags vejr, og jeg elsker faktisk når det lykkedes dem at hive familien sofakartoffel (os) med sig.

I lørdags var det min moster der lokkede os og den lille grise-hund med på en dejlig tur i skoven, hvor Mindstebarnet fik sagt årets bedste bybarns-replik da hun løb forbi en dynge hestepærer:”Pas på allesammen – der ligger hesteæbler på stien!”

Ah – hesteæbler. Verdens bedste ord!

09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492