09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492

07/4/17

Om motionscoaching

Sommerhusliv indeholder almindeligvis væsentligt større mængder alkohol og sukker end hverdagslivet gør.

Følgen af dette er også at jeg plejer at komme et par kilo tungere hjem end præ-ferie, trods ambitioner om at dyrke daglig yoga og prøve at spise mere salat.

Her kommer min nye ven, Winston, så meget handy ind.

Hvis man bare møder ham, tænker man måske at han bare er en (temmeligt grim) bælgøjet hund, uden de store erfaringer med vægttabs-coaching – men der tager man fejl.

Godt nok har han allerede saboteret alle mine forsøg på morgenyoga, ved selv at være en lidt for ihærdig deltager: det er umuligt at lave hundestrækket, med en hund der kravler ind under en imens og laver et ditto-stræk, mens han også lige slapper godt af i lukkemusklen….

Dybe vejrtrækninger er ikke en mulighed, og det går noget ud over hvor elegant man ser ud, hvor dybt man lige gider gå i stillingerne, eller hvor længe man orker blive ved.

IMG_3747

I bilen, på vej mod Mols, så jeg mig flere gange sentimentalt over skulderen på fire spændte piger og en snorkede hund, og forestillede mig hvor smadderhyggeligt det blev at have en hund med på alle gåture.

Jeg tog fejl: al den duft fra hjorte, grævlinge, mus, køer og alt andet landligt, driver ham fuldstændigt vanvittig, og vi bliver trukket rundt af ti kilos ivrig gryntehund i snor.

Og så er der hans absolutte glansnummer, der virkeligt cementerer hans fremtidige karriere som vægttabskonsulent: stikke-af-finten.

I løbet af de sidste tre dage, er det foreløbigt lykkedes ham at stikke af fra huset hele fire gange, i fuldt firspring, og uden at se sig over skulderen.

Jeg har seriøst løbet mere på tre dage, end jeg samlet har gjort de sidste ti år! Der er intet mere motiverende for løbemotion, end synet af en lille sort/hvid røv der gungrer afsted mod landevejen og den visse død.

Den lille skid har endda haft overskudsagtigt tid til at stoppe og snuse til blomster eller tisse lidt, mens jeg har halset efter ham og først har fået nedlagt ham efter op til to kilometers hæsblæsende løb.

Så nu har jeg fået min egen personlige coach, der presser mig til at løbe hurtigere og længere end nogen anden ville have kunnet, da jeg åbenbart er helteagtig nok til kun at gide løbe, hvis det er for at redde nogens liv.

Alligevel håber jeg at hegnet vi har sat op, og strikse regler for hvordan man åbner hoveddøren kommer til at decimere døds-hunde-løb. Så lever jeg gerne med at prisen bliver lidt ekstra ferie-kilo med hjem…

 

04/5/17

Om at blive hundeejere – gode råd ønskes

I mange år har mine mellempiger plaget om at få en hund, eller bare et tilsvarende nuttet væsen. Mindstebarnet er også med i plagerierne, og havde allerede som fire årig styr på hvordan man træner hunde, og vi har passet hunde for venner flere gange. Det sidste år har min moster trænet en hvalp der skal være førerhund, og det at se ungernes glæde og engagement i den hund har overbevist os: vi er nødt til at få en hund – snart! Vi har tænkt på det i flere år, og hvis vi skal nå at få en mens børn stadig brænder for det, skal vi nok til det.

Jeg savner også at have noget småt og nuttet i huset, og tror en hund vil hjælpe på min trang til at plage om at lave en efternøler, og Ninjaman er enig. Eneste uenige er teenageren, der aldrig har kunnet lide dyr, men hun har accepteret det, så længe hun ikke behøver samle lorte op. Og ingen kan vel stå for en hundeven, når den først er flyttet ind, vel?

IMG_1139

Det bedste ville være hvis vi kunne få en op til sommerferien, hvor vi er hjemme næsten syv uger og kan få den til at føle sig tryg ved os – men for pokker da, hvor er det svært at finde ud af hvilken slags hund vi skal have!
Både Ninjaman og jeg er vokset op med hunde – jeg med større hunde som labrador og grand danois og en enkelt stædig gravhund – og Ninjaman med forskellige typer gravhunde, men vi kan ikke finde ud af hviken hunderace der vil passe bedst hjemme hos os.

Vi er enige om at:

– den ikke skal være for stor. Bare sådan mellemagtig. Når vi har besøg af schæferhunde og labradorer fylder de alt med deres store kroppe og viftende haler, i vores lille rodede hus, og vi vil også gerne have en hund pigerne med tiden selv vil kunne gå tur med.

– den ikke skal være langpelset, så der hænger lort og snavs fast på den, eller den skal have særlig pelspleje

– den ikke skal være sådan en lille tynd bjæffemaskine, men gerne lidt dellet og robust.

– den skal være kælen og doven, for det er mere en pelset baby end en aktiv træningsmakker vi ønsker os. Den må gerne gide lære tricks og gå tur, men skal ikke have behov for tusind kilometers løbeturen flere gange om dagen.

Vores absolutte favorithunderace er franske bulldogs. Vi har passet en flere gange, og den har den dejligste personlighed, gode deller at nulre og ser grim-sød ud på den rigtige måde – men de er kendt for at have dårligt helbred og døje med astma og rygproblemer, så vi ved ikke om vi tør få sådan en, og risikere at skulle miste den tidligt…

IMG_1138

Næstfavorit er miniature bullterrier, men det er mest fordi de også er grim-søde at se på. Til gengæld er de aaaalt for dyre, og vi ved ikke nok om deres personlighed…

Det behøver ikke nødvendigvis at være en hvalp, men den skal ikke være alt for gammel, for vi vil gerne have den i mange år. Det behøver overhovedet heller ikke være en racehund, men gerne en blanding af to gode typer eller lignende. Må godt minde om fransk bulldog, men være sundere.

Er der nogen af Jer der er hundeeksperter, og kan fortælle os hvad vi skal se efter, eller foreslå gode mellemstore hunde? Eller måske endda – håbe håbe – har en hvalp til salg lige omkring sommerferiestart?

(Hunden skal iøvrigt hedde Winston, har mellempigerne bestemt.)