05/22/19

Om at have dekadente planer, for børnefri tid

De tre mindste piger er på lejrture med skolen denne uge, og ældsteungen er på efterskole, så for første gang i 17 1/2 år er vi helt uden børn i mere end et døgn. Vildt!

Altså – jeg kan generelt virkeligt godt lide mine børns selskab og føler mig allergladest i situationer hvor alle fire er hjemme; ingen er sure på hinanden og jeg kan sidde og lytte til deres sniksnak, men sådan er det alligevel ikke hele tiden, og jeg har savnet tid med deres lækre far længe.

Ingen der skændes; skal skyndes på om morgenen; mindes om madpakker/pligter/aftaler; puttes eller bespises på faste tidspunkter; og ingen opvasker der skal tømmes 9000 gange om dagen, fordi de -ellers meget miljøbevidste – små skiderikker, tager et nyt glas for hver tår vand de drikker – al den frihed er jo fuldstændigt berusende!

”Hvad skal i dog lave med fire hele dage alene?” Spurgte en veninde mig misundeligt i torsdags, og jeg kunne ikke komme i tanke om en liste på mere end to ting:

1. Spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30

2. Knalde, uden at låse soveværelsesdøren.

Egentlig ikke verdenshistoriens mest kontroversielle liste over vilde ting man kan foretage sig, men vi er jo heller ikke i træning med at planlægge kærestetid.

Punkt 1 på listen – den om at spise aftensmad på et andet tidspunkt end 17.30 – var egentlig tænkt som noget med  at vente til klokken 20, nu der ikke sad sultne børn og ventede. Teknisk set kunne punktet også opfyldes ved at spise aftensmad klokken 16, som vi kom til at gøre efter en virkeligt lang gåtur i går, hvor vi kom forbi en koreansk restaurant der duftede godt. Udover de to punkter på listen, har vi skejet ud og gjort en masse ting vi ikke plejer med børnene i huset: drukket cola til morgenmad, set voldelige film tidligt på eftermiddagen og spist takeaway i sofaen. Thug life!

Tiden har været fyldt så godt ud med arbejde og vilde planer, at jeg ikke har savnet ungerne før i dag, hvor jeg kom hjem tre timer før Ninjaman, og kun havde hunden som selskab. Hunden ved at pigerne plejer at komme hjem nogenlunde samtidig med mig, og trippede i pendulfart klynkende og fisene frem og tilbage fra hundekurv til havedør, hvor han forgæves spejdede efter dem.

Jeg er for tiden i fuld gang med en masse spændende skriverier, og havde tænkt mig at bruge alenetid effektivt, men frustreret hund endte med at sætte sig og stirre hårdt på mig, og tage al koncentration.

Folk der ikke kender mig særligt godt, plejer at sige at jeg er meget udadvendt. I virkeligheden er jeg det modsatte: jeg trives bedst med folk jeg kender eller eget selskab, men skjuler det ofte ved at fylde stilhed ud med speedsnak, af varierende kvalitet. Også i busser og den slags.

Når den sædvanlige lyd af storsnakkende børn byttes ud med tavst stirrede hund, aktiveres mit smalltalk-forsvar åbenbart også, så da Ninjaman endelig kom hjem tog han mig i at forsøge at stable en samtale på benene med hund, med den klassiske samtalestarter for hunde:”Katte… så nederen, ikke?” Hårdt presset af grinende mand, kunne jeg godt huske at jeg nok havde smalltalket på hunden noget tid, uden rigtigt at have opdaget hvor bøvet det er at sidde og fyre spørgsmål efter dyr.

Nå, men de kommer hjem fredag, så vi skal lige have lavet nogle flere vilde alene-hjemme-uden-opsyn-ting. Sikkert noget med at spise aftensmad klokken 15 eller gå en tur på et helt crazy tidspunkt. Det bliver vildt.

Og det eneste svar jeg fik på smalltalk med hund, var iøvrigt at han stadig synes den nye kurv er ALT for lille:

Slet intet plads til en hel hund, i den mikroskopiske kurv. Stakkel…

(…og hvis nogle af jer skulle ligge inde med forslag til dateagtig ting man kan lave i dag, efter 19 hvor jeg har fri, så sig endelig til! )

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

02/24/19

Postkort fra hunden 9 – “orange is the new black and white”

Her et nyt postkort, fra Winston til efterskoleungen, hvor han holder hende orienteret om hvordan hendes værelse har det i hendes fravær.
“Hej S.

Ja, det gik ikke rigtigt med min rockervirksomhed i længden… Både jeg og flere af mine medsammensvorne blev snuppet, og nu afsoner jeg med fodlænke på dit værelse. Sammen med nogle af gutterne. Du får muligvis svært ved at genkende dit værelse igen, for der er kommet tremmer for væggene og blevet sat senge op til os allesammen.

Måske ikke lige den form for indretning du tænkte, da du sagde du snart gerne ville flytte rundt på møblerne, men hey: i det mindste er det anderledes!

Jeg får smuglet hundekiks ind af en hemmelig kontakt, men ellers er det stramt at sidde fængslet. Til gengæld begynder jeg at føle mig som en ny og forbedret hund, og jeg lover at det er sidste gang jeg har sat min pote på den forkerte side af loven.

med angrende hilsener fra Winston, fange nummer 1782.”

01/8/19

Postkort fra hunden 8 – rockerhunden

Her er postkort fra Winston til efterskoleungen, i føljetonen om hvad der sker med ham og hendes værelse, mens hun er væk:

“Hva så, S.

Ja, det gik jo strygende med min virksomhed, og jeg havde flair for at være direktør. Men så skete der forskellige ting og sager, og min sekretær, Jonna, endte med at tage skraldet, og sidder nu i fængsel. Det skal vi ikke bore for meget i…

Jeg har heldigvis fundet en masse nye, gode forretningsforbindelser, og er på en måde stadig en slags direktør: jeg er nu præsident i rockerklubben “MC hunnis”. Du kan nok ikke kende dit værelse når du kommer hjem igen, for vi bruger det til at reparere motorcykler i nu, og der hænger plakater med saftige tæver på alle væggene.

Meget af tiden bruger jeg på at gå rundt i min læderjakke og se hård ud, samtidig med at MC hunnis sidder på al hashhandel på Vestegnen. Sindssygt nemme penge! Jeg er ikke helt god til det med at køre motorcykel selv endnu, men  jeg er ved at lære at tatovere, og som tak for lån af dit værelse, laver jeg gerne en gratis tatovering på dig. Mens du sover. Sådan lidt surprise-agtigt. Måske af et poteaftryk?

Ses.

Winston aka flænsefjæs”

 

 

11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

10/22/18

Postkort fra hunden 6 – mommyblogger-hunden

Så er der postkort fra Winston igen, der i forrige uge var succesrig modeblogger.
Kære S.

Mit bloggerliv gik strålende, med en strøm af event-invitationer og sponsoreret kluns, men der manglede på en måde noget. Alle de største bloggere har yndige børn, som de kan flashe billeder af på insta, eller skrive indlæg om hvad de skal hedde eller kære ting de siger, og det tænkte jeg at jeg sagtens kunne gøre efter.

Jeg valgte at adoptere et par hvalpe, og glædede mig til at tage billeder af dem, mens de lavede festlige kastaniedyr i deres MarMar tøj i douche farver; spiste pæne candyfloss ved sponsorerede tivolibesøg; eller smed med efterårsblade, på en nuttet måde.

Spoileralert: børn er IKKE så nuttede som de ser ud på billeder! Hvorfor er der aldrig nogen der har sagt det? Jeg kan ikke få de små skiderikker til at sidde pænt på billeder, og selv med de allerbedste filtre, ligner dit værelse stadig et rodet helvede, med plastikcrap og snasket tøj med grimme disneymotiver overalt.

Jeg har fuldstændigt opgivet min bloggerkarriere, for mængderne af numsevaske og vasketøjssortering står i vejen for tiden til at tage søde billeder af dem (hvilket jeg jo så alligevel ikke kan, fordi jeg ikke kan få dem til at tage pænt tøj på eller lege med pænt legetøj i træ, og her hele tiden roder.)

Nå, det bliver et kort postkort her fra denne gang. Jeg har en kogevask over, og mine curlers skal snart ud.

Trætte husmorhilsener Winnie, fra hvalpemor.dk

 

10/1/18

Postkort fra hunden 5 – bloggerhunden

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog

09/5/18

Postkort fra hunden 3: hippie-hunden

Næstyngstebarnet og jeg sender et postkort fra hunden til efterskole-storesøster hver uge. Efter sigende er det “cringe” at modtage, men også lidt sjovt.

Peace til dig, sjælesøster.

Al den skating gjorde damerne så vilde i varmen, at jeg helt mistede fokus. Jeg begyndte at meditere og danse intuitivt for at se om jeg kunne finde meningen med livet, og det fandt jeg: kærlighed.

Vi skal sprede vores kærlighed til os selv; til universet og hinanden! Så selv om jeg godt ved du ikke ville have hunde på værelset, så har du sikkert kærlighed nok til at forstå at jeg har lavet et hundekollektiv på dit værelse. Vi er ved at male et kæmpestort Peace-tegn på din væg, med vores poter dyppet i økologisk kirsebærsaft. Det bliver kosmisk, mand! Vi har også plantet lidt hamp på din altan.

Fri kærlighed! Make love, not war.

peace

Winston Månestråle Kærlighedsmager

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.