11/6/12

Om brækfobi – en klumme

(klumme fra “Vores børn”)
“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.


Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.


I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.

Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’

Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.

Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:
 Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast. 

Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…

Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.

Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…


Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’

08/23/12

Om prinsessethed – klumme fra “Vores børn”

klumme fra “vores børn” (beklager til faste læsere, hvis i synes i har læst noget af det før)
Da jeg var gravid med vores første datter, vidste jeg, at det var en dreng – den slags VED mødre bare, overbeviste jeg mig selv om.
Egentlig var jeg ligeglad med kønnet, men jeg troede på min hellige mor-intuition og havde planlagt, at han skulle hedde Bjørn.
Da jeg, efter en lang fødsel, endelig fik en fedtet lille baby op på brystet, mærkede jeg mellem hendes ben, fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede glad: ‘Det er en dreng!’
Så i 10 minutters tid havde vi en søn. Tanken om, at det alligevel var vildt, at denne her lillebitte baby havde 40 centimeter diller strejfede mig da, men det var først, da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige, og det, jeg havde mærket, var en navlestreng…
Og jeg var lykkelig for hende.

Jeg var selv en drengepige som barn, og havde en masse teorier om, at køn var, hvad man gjorde det til. Så jeg måtte lige sluge nogle (lyserøde) kameler, da pigebarnet – det sekund hun fyldte tre – nægtede at have bukser på, iførte sig tiara det øjeblik, hun kom hjem fra børnehave, og interesserede sig brændende for prinsesse-eventyr, af den type, hvor prinsessen bare passivt gik rundt og ventede på at blive reddet af en kedelig prins.
Hvor kom det lige fra?

Vi har aldrig gidet kæmpe med vores børn om, hvilket tøj de skulle have på – i virkeligheden betyder det jo ikke en pind, om de ligner fastelavnsris, så længe de selv er glade – så vi lavede en enkelt regel: hun måtte selv bestemme hvad hun tog på, men det skulle passe til vejret.

En dag ville det lyserøde barn have en velourkjole på, selv om det var en varm sommerdag, og det sagde jeg nej til.
Skumlende sad hun i en sommerkjole og nidstirrede mig, og til sidst sagde hun syrligt: ‘Tillykke Mor!’
Mig: ‘Med hvad?’
Sur treårig: ‘Vi har BEGGE to grimt tøj på i dag!’
Imponeret over hendes evne til at pakke en fornærmelse ind som en kompliment, måtte jeg fnise lidt, og glæde mig over, at den skønne unge, i det mindste, var en prinsessetype der turde stå ved sine meninger!

Nu er hun 10 år, og ikke lyserød mere – bare sort, på den seje måde.
Hun har fået tre lillesøstre siden hen, og trods lidt sporadisk yndighedsdyrkelse i 3 års alderen, er ingen af dem blevet ramt af prinsessebølgen på samme måde, som storesøster blev det – hvilket vi ellers følte at vi var totalt godt rustet til, med al den viden om eventyr og strutskørter vi havde fået lært os!
Den syvårige vil have sportstøj på, som man kan lave karate i, den femårige er glad for alt, hvad de to store har været glade for – og den snart toårige fører sig lige så gerne frem med et par brugte underbukser på hovedet, som hun gør med en krone på – og de er alle tre gladere for at sidde i deres træhule og råbe ‘røv!’ ud over villakvarteret, end de er for at svanse rundt i tyl.

Forleden ryddede jeg op i kælderen og fandt en kasse med den 10-åriges gamle prinsessebøger. Vi bladrede dem igennem og faldt i staver over ‘Snehvide’. Hun sagde så en sætning, der fik mig til at ånde lettet op og tænke, at alt det lyserød-hed og dyrkelse af bøvede Disney-prinsesser, heldigvis ikke havde skadet hendes fornuft på langt sigt: ‘Hold da op – hvad sker der for Snehvide, at hun siger ja til den prins? Hun KENDER ham jo ikke engang – og han kan lide at kysse med døde piger. Jeg synes nok lige, hun skulle overveje om der ikke findes andet end ham!’
Sådan! Seje piger tager ikke skade af tyl.( Og det gør seje drenge faktisk heller ikke…)