11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

E9A68C2C-8D83-46FF-B6F3-0EC122D853BB

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge! (Reklamelink)

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

8D282F78-2189-4E4C-925B-013333A6A7F8

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende meget, så også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

IMG_2458

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

 

01/25/13

Om at blive tændstikket

Jeg var med Maren på kontor i dag.
Det var meningen vi skulle have arbejdet, men først kunne vi ikke, fordi vi var bævende nervøse af at vente på anmeldelsen af hendes nye bog – og senere var vi for euforiske.

Jeg fik skrevet tre mails og fire linjer på en klumme, mens Maren tegnede vores formiddag, og grublede over om hun kunne tillade sig at skrive ordet “skide”.

(Vi blev enige om at det var mere elegant og raffineret, at skrive “brække sig”.)

Jeg nåede ikke at se Marens tegneserie helt færdig, før jeg skulle gå, kun den første tegning, som vi havde følgende hurtige samtale over, mens jeg pakkede mine ting i hast:

Maren: se! Hvad siger du til dig selv som tændstikdame?

20130125-165700.jpg

Mig: sejt!

Maren: ja, og man kan se det er dig, fordi jeg har din abnormt høje pande med. Se lige hvor højt oppe dit hår starter!

Mig: hm…

Maren: jamen det gør mit eget hår jo også. Skulle jeg mon have tilføjet dine store bryster også?

Mig: æh – helst ikke?

Så måtte jeg løbe ud af døren, fordi min parkeringstid udløb, og mine unger skulle hentes.

Hele vejen hjem skævede jeg til mobilen, for at se om hun mon var blevet færdig med tegneserien – syntes pludselig at det var noget af det sejeste i verden, at blive tegnet.

Især af en, der lige var blevet rost, velfortjent og grundigt, i Weekendavisen.

Det er sgu da også sejt – og det er det absolut eneste jeg vil, med det her pointeløse indlæg: prale.

Altså både af Maren, som jeg er meget stolt af og imponeret over – og så en lille smule af mig selv, der er så ufatteligt lækker i tændstikform. Med pande og det hele.
Se selv her
Wow.