12/24/14

Om julestress og sange

Ved ikke lige hvad der blev af hele den sidste uge – den forsvandt i en sky af julefrokosttømmermænd, arbejde, hospitalsbesøg med min far, kreative projekter med unger, byggerod, børn, Ninja, arbejde, selskabelighed og almen løben-rundt-om-mig-selv-og-panikke-over-travlhed.

Synes det har været en usædvanligt hektisk december i år, men nu byder de næste dag på ro og ingen planer, og jeg glæder mig allerede.

Har en god stak bøger liggende klar: selv læser jeg Richard Ford:”Canada”, som lover godt, og for mellempigerne læser jeg “Ronja Røverdatter”, som jeg ved er fantastisk og de er meget opslugte af.

Lige nu ligger jeg i min seng og læser blogs, og jeg kan høre ungerne skråle julesange for fuld skrue nede i stuen.

De synger:”et barn er født i baconhjem”, som er en misforståelse deres mindste søster lavede, men den har hængt ved, og det bliver også den version vi synger rundt om træet i aften!

image

Synes det er ret morsomt, og kan stadig fnise af dette gamle indlæg, om misforståede sangtekster.

Håber i får en dejlig juleaften, allesammen!
P.s: havde også et lille julemandagstip om kærlighed, optaget på video – kan ikke lægge det på her, men det kan ses på bloggens facebookside

02/8/13

Om mellemkød

Min mor fylder 60 år i dag.
Vi fejrede hende sidste weekend, fordi hun skulle på venindetur til Skjern i dag.

Ingen af os vidste hvor Skjern ligger, så vi googlede det, og fandt ud af at det er placeret smukt mellem byerne Lem og Tarm – hvilket min søster og jeg så brugte resten af hendes fest med at mobbe hende med.

“Hahaha – du skal holde din fødselsdag i “mellemkød”!”

Så barnlige er vi nemlig.

Min mor smsede mig dette foto i morges, med teksten:”så nærmer vi os perineum”
(latinsk betegnelse for mellemkød)

20130208-100947.jpg

I morges startede jeg dagen med at sende en hurtig fødselsdagssms til min mor, med teksten:”vi sender de varmeste fødselsdagstanker til mellemkødet”.

Derefter havde jeg travlt med at få sminket 4 fastelavnspiger, men fik også en arbejdsrelateret mail, jeg var nødt til at svare på.
Svarede den lynhurtigt fra mobilen, og kørte børn afsted.

Først for lidt siden fik jeg læst det jeg havde skrevet igennem – og opdagede til min gru, at autocorrect på mobilen kækt havde udskiftet ordet “mellemleder”, med det noget mindre korrekte “mellemkød” – 3 gange….

“Jeg foreslår at du beder om en samtale med mellemkødet” står der blandt andet.

Er meget spændt på hvordan modtageren vil reagere på sådan en alternativ udmelding!