01/17/17

Om at have egne værelser

Indtil for to år siden boede vi seks mennesker på relativt lidt plads. De tre store børn delte 1 1/2 værelse; mindstebarnet havde “værelse” midt i stuen, og vi sov alle seks sammen, for at frigive lidt plads på børneværelset. Det gik egentlig udemærket i hverdagen, men børnene fantaserede oftere og oftere om at have mere plads til sig selv end en skuffe på et fællesværelse – fx her .

Forrige år fik vi mulighed for at låne nok penge til at bygge halvandet værelse på huset, og det er fuldstændigt fantastisk at have så meget plads lige pludselig!

Godt nok klumper vi os vanemæssigt sammen i stuen alle seks 90% af tiden, men de har noget der er helt deres eget, hvilket særligt er fedt når de har gæster! Der er stort set altid andre børn i huset end mine – nogle gange helt op til 8 børn af gangen, når de alle har venner hjemme – og det letter noget på støjniveauet at det ikke behøver være i stuen hele tiden!

Flere af Jer har spurgt om I måtte se værelsesindretning, og to af rummene er ved at være klar.

Hvad? Er det ikke normalt at være over halvandet år om at få malet vægge og rykket helt på plads siger i?

IMG_0731

Det her værelse er den yngstes. Det er ikke sådan boligblogs-pænt eller noget, og det meste af tiden ligner det at en Playmobil-tsunami har skyllet ind over det, men vi fik ryddet grundigt op i fredags, og det eneste der nu mangler er en loftslampe, i stedet for den mystiske gulvlampe vi har lånt af naboen.

Den kommer forhåbentligt op i weekenden, lampen.

IMG_0734

Hun har forreste del af et stort værelse, ved siden af stuen. Bagerste del har hendes yngste storesøster, og vi har delt rummet med min reol. Det meste af tiden er de ret glade for at dele.

Ingen af dem sover på deres værelser, for der er plads til en tre etagers køjeseng i gangen ved vores soveværelse, og det giver mere plads på værelserne hvis de sover der i stedet.IMG_0737

Alle møblerne er fra IKEA, bortset fra den fantastiske røde gulvpude, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. Den bliver slæbt ind i stuen når vi alle ser tv sammen, og det er min yndlingskrog i hele huset, hvor jeg sniger mig ind og ligger, når jeg skal skrive noget.
(Her et affiliate-link til puden.) 

Hendes egen yndlingskrog er der hvor hun sidder på øverste billede. Her sidder hun og tegner og ser ud i haven, mens hun holder øje med om hendes bedste ven, nabopigen, kommer hjem.

De to store piger og jeg malede begge deres værelser hvide i weekenden. Det er 16 år siden vi sidst malede lofterne (da vi flyttede ind), og de skulle have mindst 10.000 lag! Jeg fik maling i øjet, og har så ondt i skuldrene at jeg piver hver gang jeg skal trække en kjole over hovedet – men det blev flot; det var ret hyggeligt at gå og male sammen; de er i fuld sving med at flytte møbler rundt; og vigtigst : de er megaglade for det!

Den næstældstes værelse er ikke så stort. Der er skråvægge og en væghængt seng, men hun er vildt glad for at have sin egen lille hule. Hun fylder 12 år i næste måned, og ønsker sig et gulvtæppe, et spejl med lys om, puder, og nogle billeder. Så bliver rummet lidt mindre “bart”.

46D025CC-B9F9-46A1-A3E2-A2FAD5781BF0

Ældstebarnets rum er stadig i afdækningspap, og barn tre roder så meget at jeg ikke synes det kan vises frem – men liiiige om lidt er vi der – og det føles faktisk fedt!

 

11/11/14
20141111-133701.jpg

Om presennings-zombier og kombitoilet

Det der håndværkerrod er ved at være trættende…
Det bliver fantastisk når det er færdigt – men lige nu trækker det bare tænder ud, at bo på lidt plads, med fremmede mennesker der saver og hamrer lige foran vinduerne fra 7-20 hver dag.

Tagbjælkerne er dækket til, med en presenning, der flaprer på en måde, så det FULDSTÆNDIGT lyder på samme måde, som når hjerneædende zombier kravler op af muren til soveværelset.

Den lyd har kostet mig mange vågne nattetimer, og søgen efter lommelygter, for at tjecke om det virkeligt stadig bare var presenning der flaprede.
Det har det (foreløbigt) været hver gang – men man er jo nødt til at være på forkant, hvis nu det ikke var.

Drømte i nat, at Ninjaman havde lokket håndværkerne til at placere badekarret ude i haven og begrundede det med at:”så kan naboerne også få glæde af det!”, og toilettet inde i brusekabinen, med begrundelsen:” så kan man jo skide, mens man skyller?”

Da jeg vågnede, var jeg stadig lidt sur på ham, og fortalte ham om hans dårlige natlige beslutninger.

Han funderede lidt over det, og sagde så – lidt for begejstret:”det der med toilet i brusekabinen er faktisk en ret god ide – så kan man spare tid, og skide mens man skyller!”

oh no! Må kende ham lidt for godt, når jeg kan drømme de replikker frem, som han rent faktisk vil sige…

—–
Iøvrigt: hvis vi absolut skal ændre i byggeplanerne nu, så skal det kun være for at implementere nogle af disse fremragende, fremtidssikrede zombie-sikkerheds-detaljer, som en venlig læser ved navn Anne har sendt mig – men hvis nogen af jer kan låne mig 661.000 kroner, er jeg klar på at snige sådan en hytte her op i baghaven, som en anden læser, Annikka, har sendt mig.

Tak for jeres støtte!

20141111-133701.jpg

10/31/14
wp-1414748662736

Om pessimisme vs ægte spænding

Der er gang i byggeriet i vores have for tiden, og jeg ser med gru, hvordan mit fine syrentræ, sommerfuglebusk og ukrudtsbed, bliver mejet ned, og erstattet af murbrokker og mudderhuller.

Som ægte sortseer, forventer jeg hele tiden, at en af følgende ting sker:

1. At håndværkerne pludselig ikke gider mere, og bare efterlader os i murbrokker

2. At et eller andet styrter sammen/bryder i brand/starter oversvømmelse

3. At de – ligesom i “ringenes herre”, kommer til at grave for dybt, og vækker et eller andet monster/balrog/zombievirusinficeret pindsvin, og kickstarter verdens undergang.

På den måde er jeg temmeligt meget et irriterende menneske at være gift med – eller bare være.

image

Børnene er anderledes euforiske, og jubler af lykke hver gang der er blevet taget et nyt spadestik.
De taler næsten ikke om andet, end boligindretning, og har foreløbigt fremstillet så mange malerier, sættekasser og puder til deres kommende værelser, at det fylder to flyttekasser.

Den fire årige – hvis “værelse” hele hendes liv bare har været et komfur, et bord og en hylde inde i stuen – er særligt begejstret, og bruger al sin vågne tid på at gå rundt og besigtige murbrokker, mens hun fryder sig.

I morges var der legetøjsdag i børnehaven, og hun slæbte en ekstra tung pose med sig på cyklen.
Vi havde lidt travlt, så jeg var glad for at hun selv havde fået pakket legetøj, uden at jeg havde behøvet hjælpe med at finde ting, så jeg smed bare posen op i cykelkurven, og så kørte vi.

“Se!!” Råbte hun til veninder i børnehaven, og løb ind til dem med sin legetøjspose:”jeg sagde jo at vi bygger værelse!”
De kiggede interesseret i hendes pose – der viste sig at indeholde 3 playmobilfigurer, OG 5 kilo murbrokker, søm og stumper af gulvbrædder, som hun åbenbart havde sneget sig til samle.
En meget sær ting at have med – men fantastisk med den glæde hun har.

Må prøve at lade mig smitte af hendes glæde, og siger hele tiden til mig selv : det her skal nok gå godt, det er ikke for godt til at være sandt, jeg må godt glæde mig!

10/26/14
20141026-202421.jpg

Om pladsmangel og tilflugtssteder

I morgen starter håndværkerne op på byggeprojekt, så vi bor så hyggeligt her for tiden:

20141026-202421.jpg
Det eneste der er plads til ovenpå er sovepladser, og stuen er derfor kombineret legerum/spisested/kasseopbevaringssted/opholdsrum for seks mennesker.

Vi tager med kyshånd imod alle invitationer, bare for at slippe væk hjemmefra – og det har (foreløbig) være helt vildt hyggeligt at rakke rundt og være sociale – men vi glæder os godt nok også til det er overstået!

Torsdag var vi til fin fødselsdag for playmobil, hos Mannov PR, med både foredrag og mad, hvilket ungerne var helt oppe at køre over, og det kickstartede en lavine af playmobillege i hele stuen – hvilket ikke helt hjalp på det rodede, overfyldte look.

20141026-203129.jpg

I går knoklede Ninjaman og hans far med at få gjort det sidste klar til håndværkerne, så jeg sneg mig hjem til en veninde, medbringende 75% af børneflokken, og nød en eftermiddag og aften i godt selskab, i et rum med plads, mens ungerne hujede rundt med hendes unger og havde det festligt.

De havde det faktisk så festligt, at de – helt overophedede af hujning – smed det meste af tøjet og ræsede rundt i underhylere, men da tøjet skulle på igen, havde hunden benyttet den fristende tøjbunke, som toilet…

“Børn nøgne, hund tissede på tøj, bliver og sover” måtte jeg derfor sms’e hjem til Ninjaen, inden jeg krøb ned i hyggelig gæsteseng, i et rum uden flyttekasser, playmobillandskaber og tårnhøje rodebunker.
Det var klart en forbedring, og jeg overvejer kraftigt om det er muligt for mig, at gentage succesen, næste gang vi gatecrasher folks hjem, for at slippe for eget flytterod?
Måske lidt mystisk, hvis der tisses på tøj igen et sted hvor der ikke er hund – men jeg er klar på at forsøge!

10/6/14
20141005-211228.jpg

Om plads og mangel på samme

Vi bor i et ret lille hus, med skæve vinkler og skråvægge.
Faldt for pippi Langstrømpe look, og havde ikke forudset så stor en børneflok, da vi købte det, for 14 år siden.
Der så det sådan her ud:

20141005-211228.jpg
Øverst deler mellempigerne et mellemstort værelse, ældstepigen har et lillebitte kammer for sig selv, og der er et badeværelse.
Nedenunder er der stue, der er åbent til køkken, og et mindre værelse, som vi alle seks sover i.

De sidste par år har det føltes lidt trangt – især har det været irriterende kun at have et toilet,med fire unger, der åbenbart er programmeret til at skide på præcis samme tidspunkt hver dag, med langvarige toiletdørs-skænderier til følge.

Mellempigerne er også begyndt at skændes helt vildt om værelset, hvis en af dem har gæster; vi voksne er ved at få spat af mindstebarnets syndflod af legetøj i stuen; og efter at ældstebarnet er blevet større og går senere i seng, er det problematisk at finde tid til den mere romantiske del af et forældreparforhold, når man deler soveværelse med en masse børn, og ikke bliver ladt alene i stuen før klokken er mange….

Så vi har sukket ved tanken om at kunne få lov til at låne nogle penge, og bare bygge et lillebitte værelse ekstra på huset, men det har været en utopisk drøm – ind til nu!
Det ligner at vi faktisk har fået alle tilladelser, og vi har fået lov til at låne penge nok til at bygge halvandet værelse og et ekstra toilet – og hvis alt går vel, starter det lige om lidt!

Gys…

Vi har brugt weekenden på at pakke ting i flyttekasser, for muren ind til vores fælles soveværelse skal åbnes op først, så mens byggeriet står på, skal vi sove oppe på børneværelserne.

Det bliver en hård vinter, hvor vi fjerner muligheden for at sige:”gå op og leg den larmende leg på værelset!”, for der bliver bare ingen værelser at larme på: vi kommer til at bo 6 mennesker på ca 60 kvm, de næste 2-5 måneders tid…

I nat er formentligt den allersidste nat, hvor vi sover i samme soveværelse(vi flytter sengene ovenpå i aften, og børneværelserne er så små at vi ikke kan have seks senge i et rum) – og pludselig har jeg helt kolde fødder over hele projektet:

20141005-210717.jpg
– årh, når vi får så meget ekstra plads, gider de så overhovedet hænge ud i stuen længere?
(lige nu er de altid i stuen, med larm, legetøj og sniksnak, og vi fantaserer om hvor rart det kunne være, hvis de hang bare lidt mere ud oppe på værelset.)

– Årh – kommer jeg ikke bare til at savne at falde i søvn i et rum fyldt med søde, sovende børn?
(her glemmer jeg så, hvor højt to af dem taler i søvne, at en af dem prutter i søvne og at en af dem snorker. Og at de vækker mig om natten, eller kravler over i min seng.)

Det føles lidt som om de er ved at flytte hjemmefra, og da jeg hjalp den store med at pakke hendes ting i flyttekasser – hun har gemt ALT hun nogensinde har ejet – blev jeg vildt sentimental over hvor hurtigt sådan noget barneliv går.

Ninjaman måtte lige minde mig om, at de jo ikke flytter lige foreløbigt.
Og at det bliver rart med lidt mere plads, at fordele rod ud på.
Det gør det også – jeg skal bare lige vænne mig til tanken – og overleve de næste måneder på ekstra lidt plads.

Pigerne glæder sig som vilde til at indrette nye værelser, og de ville gerne have mandagstippet om boligindretning (en af dem synes at glasborde og krom er det smukkeste i verden – hun burde have været født i 80’erne!), men det nåede vi ikke, så i må have det til gode.

Til gengæld kan jeg tippe om, at hvis nogen af jer planlægger at starte egen gangstervirksomhed op, så er Ninjaman uhørt god til at grave huller, og kan muligvis hyres, hvis i skal skaffe jer af med fjender.
Han gravede fx dette flotte hul i weekenden, og mangler nu kun at grave ud til resten af fundamentet:

20141006-093610.jpg