09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til – men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

02/18/20

Om store børn, der vokser fra legetøj

I vinterferien insisterede mine børn på en tur i Ikea for at brænde de fire gavekort på hver 150 kroner af, som de havde fået i julegave. Da de var mindre var det postkort og plastikblomster de gik efter, denne gang var det urtepotteskjulere til de mange planter de selv laver ud af stiklinger, pudebetræk og de to yngste insisterede på at få et gardin til at dække indgangen mellem deres delte værelse. Værelset er allerede delt af en høj reol, men det var åbenbart vigtigt at have et gardin i mellemgangen og en aftale om at banke på reolen hvis man vil igennem.

Det ser sådan her ud, fra hver sin side:

Det øverste er fra den 13 åriges side og det nederste fra hendes ni årige
lillesøsters

Jeg forudså, sortseeragtigt, at aftalen om at skulle banke på inden man vadede gennem hinandens del af værelset ville føre til skænderier, men foreløbigt går det ret godt med det.

Hvad jeg ikke havde forudset var hvordan yngstebarnet blev grebet af indretningsiver efter st have fået sat gardin op, og med tre hjælpsomme storesøstre fik rykket sit værelse om til det de kaldte et “store-pige-værelse”. I den slags er der ikke legetøj, og med en overraskende stor klump i maven, så jeg dem folde flyttekasser ud, og putte alt den ni åriges Playmobil ned i dem, for derefter at bære dem i kælderen.
For et års tid siden krisede jeg over samme barns pludselige afvisning af godnatsange. Jeg håber hun kan lokkes tilbage til legetøj lidt igen, ligesom hun kunne med godnatsange. Både fordi hun går glip af en masse ved at holde igen med at lege allerede, men mest af alt fordi jeg altid har syntes det allerallerbedste ved at have børn er at sidde og smuglytte til hvad de leger. Kæft, det er underholdende!
Måden de forhandler på om legens præmisser, hvem der finder på hvad, og de mange sjove replikker deres playmobilmennesker har.
Min favoritreplik er for tre år siden, hvor mindstebarn og veninde legede med playmobilprinsesser og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede at prinsesserne holdt fest. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de fik det fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16. Hvilket jo føles som lige om lidt…

Nå, men store-pigeværelset ser nu sådan ud, med en hel masse gulvplads – der frister til lege.

Dagen efter storepigeværelse sad jeg i stuen og læste, mens jeg lyttede til mellempigerne – store halvvoksne på 13 og næsten 15 – der syede et par shorts til hunden. Helt fjollede, og med replikker som:” Winston, du er den værste model jeg har syet til, i mine 27 år som syerske!” gik det pludselig op for mig at man ikke behøver være helt færdig med at lege, bare fordi man ikke har noget legetøj. Hunden finder sig tålmodigt i alle former for påklædning, og ventes også at blive begejstret for de røde shorts. Når de er syet færdig – han er ikke god til at stå stille når han skal måles.

Da deres far derefter kom ind og talte til samme hund, som om hunden var en iværksætter der prøvede at sælge 10% af sin virksomhed der solgte kærlighed og han selv var en “løvens hule”-investor der skulle overbevises, blev jeg rolig igen.
Der bliver ikke nødvendigvis kedeligt, bare fordi min kælder er blevet at par kasser legetøj rigere – der er stadig rigeligt med gak i store børn og halvgamle mænd som jeg kan underholde mig med!

07/29/19

Om spanske rejser – lidt guide til Barcelona og sniksnak om at rejse med børn

Denne sommer har jo været usædvanlig, da vores årlige tur i lånt sommerhus har måttet aflyses på grund af en skade Ninjaman fik, og istedet har jeg så været hele to gange i Spanien. To gange – det er godt nok vildt, når vi kun få gange har rejst udenlands med børn!

Madrid – alene med et enkelt barn

Første tur, var den længe afventede alenetur til Madrid med mindsteungen – den traditionelle tur som pigerne har fået alene med en af os voksne når de var 8-9 år gamle. En rigtigt god tur, hvor der desværre var så afsindigt varmt at vi ikke fik “mærket” byen rigtigt, men udmattede hastede tilbage til køligt hotel efter hver eneste lange gåtur. Opfattede dog at Madrid var en flot by, med store, grønne parker, billig mad og søde mennesker. Derudover var det utroligt dejligt at være helt alene med hende, og nyde tid til at lytte uafbrudt til hendes mange tanker, læse højt og slappe af.

En eller anden dag skal jeg tilbage til Madrid – uden for den værste sommervarmeperiode – i følgeskab med mand eller en veninde, for det virker som en vidunderlig by at udforske, for voksne. Her skal jeg så have Karmamillis fine guide med, for det lyder som den helt rigtige måde at nyde byen på.

Barcelona – alene med fire børn

Vi forsøger herhjemme at få lavet ting med alle børnene i mindre grupper end flok også: Ninjaman tager gerne de to mellemste med ind til byen og finder nye sko; jeg tager ofte ældstebarn med til koncert (hun kan lide meget af det samme indie-musik som jeg kan); de to yngste har begge zoo-kort; de to ældste kan begge godt lide genbrugsbutikker; den næstyngste elsker at være med til indkøb osv.

Men at have hele flokken samlet med et sted hen, bare alene, har jeg ikke gjort meget siden de var små, og det var en helt fantastisk oplevelse! Normalt, når vi går rundt to voksne og fire børn, deler vi os tit op i noget med en voksen/halvdelen af børnene, men med kun en voksen gik de og småsludrede på kryds og tværs, med hinanden i hænderne eller armene om hinanden skuldre. Hver eneste dag, i fem dage, og uden nogle af de gniderier om voksenopmærksomhed der normalt kan opstå! Simpelthen så fint og rørende, og jeg har ikke tal på hvor mange fotos jeg sneg mig til at tage af dem mens de gik:

Det er klart turens absolutte højdepunkt for mig: at se mine piger vise søskendeomsorg og kærlighed, og vælge hinandens selskab til. Og da de gik to eller tre sammen hele tiden og snakkede, kunne jeg fordybe mig i samtale med det barn der nu måtte være tilovers.

Barcelona er en smuk by, og – i min optik – nemmere at gå til med børn end Madrid var. Desværre er de fleste turistattraktioner, såsom Gaudís bygninger, blevet vanvittigt dyre at besøge, så vi nøjedes med at se dem udefra, og nød alt det andet byen kan byde på istedet. Og det er meget: der var både legepladser og parker til den yngste, genbrugsbutikker i massevis til de store, madmarkeder til madentusiasten, et væld af gode isbutikker, pladser at sidde på om aftenen og se på musik og dans, strandpromenade med høje palmetræer, og hyggelige kroge og flotte huse overalt.

Vi fik gået mellem 10 og 16 kilometer hver dag, så det var dejligt at have en centralt beliggende lejlighed (Eixample, hedder kvarteret) hvor vi kunne slappe af og selv lave mad, enten til frokost eller aften. Der var endda to småbitte altaner, som vi sad på halvdelen af aftenerne, og tegnede.

Vi spiste også morgenmad hjemme, så det var kun et måltid dagligt vi behøvede spise ude – og så selvfølgelig is. To af børnene er vegetarer, de andre to spiser kun sjældent kød, og Barcelona har et stort udvalg af lækre vegetarrestauranter. “Honest Greens” var min absolutte favorit, hvor vi fem kunne dele to salater, Hummus, brød, og søde kartofler, samt drikke ubegrænset vand med forskellig smag, for under 250 kroner.

Barcelona har også en flot strandpromenade, men vandet var fyldt med skrald, og børnene havde ikke lyst til at bade i det, så vi fandt en tidligere olympisk swimmingpool, på toppen af et bjerg, hvor vi badede en hel dag. Vandet er tre meter dybt, og der er ingen børnepool, så børn skal kunne svømme lidt selv, men udsigten var fantastisk og det virkede som om vi var de eneste turister der havde opdaget stedet.

Og jeg fik læst det meste af denne her bog, der var virkeligt god. Fordelen ved at have mange børn med, der kan bade sammen, er læsetid!

Vi tømte et supermarked for billige nødder, pølser og flæskesvær i gave til deres far, og i lufthavnen købte pigerne sådan en her til ham, med personligt navn på:

Omstændighederne bag denne tur – at deres far har slået sig så meget at hele hans sommerferie går med at ligge ned og have ondt – er virkeligt ikke drømmescenariet. Men når nu det var sådan det var, er jeg dybt taknemmelig for oplevelsen af at tage alene på ferie med alle pigerne; opleve en ny by sammen; og se hinanden i andre vinkler end normalt. Det er ikke altid kun positiv feedback man får på sin rolle som mor fra sine teenagepiger, men det var det på turen her, og al den positive energi tror jeg bliver siddende længe.

Og ellers har jeg billeder nok at varme mig på:

01/24/19

Om at være mor til teenagere

Det meste af tiden er jeg rigtigt glad for at være mor til flokken herhjemme, med lige den alder de har, og synes de er søde, sjove og hjælpsomme generelt, men der ER ting der er drænende ved løsrivelsesprocesser når de bliver teenagere eller tæt ved.

Lige for tiden trækker selvmodsigelserne særligt tænder ud.

Sådan noget i stil med:

Brok over at vi roder så: “det er pinligt at have gæster hjemme”/samtidigt med at spor af brugt tøj, kopper, afklippede mærker og bøger drysses efter dem i stuen.

Brok over at vi ikke har økonomi til at man får samme mængde penge til tøj og cafe som vennerne/ samtidigt med at rejsekort, nøgler, mobiler og tasker drysses efter dem ude i den virkelige verden, og penge vi ikke har, skal bruges til at skaffe det hele igen.

Brok over at ens søster har lånt ens ekstrahandsker, fordi hun ikke kunne finde sine egne/ samtidigt med at mine bælter, tasker, makeup, neglelakfjerner m.m. åbenbart er noget man bare låner når man vil, trods mine gentagne formaninger om hvilke få ting jeg har, som man ikke bare må bruge.

Både pigerne og jeg benytter muleposer dagligt, til at slæbe madpakker med os, og selv om vi har en god stak, er det de nyeste og hvideste der er i højeste kurs. Jeg har en jeg bruger fast, den har jeg fået af min veninde, og motivet beskriver ganske præcist hvordan mor-livet indimellem var for få år siden:

En pose, der på denne måde viser hvor hårdt det kan være at være forældre havde jeg troet jeg måtte beholde for mig selv, men nej: nyeste, hvideste, og derfor en jeg har måttet kæmpe for retten til selv at benytte.

Troede de havde fattet den, indtil en morgen hvor jeg ikke kunne finde den, og midt på dagen blev ringet op af barn, der med svag røst spurgte om jeg kunne hente hende. Hun havde kastet op.

Fuld af omsorg gjorde jeg mig klar til at køre fra arbejde, da hun indrømmede:” du må ikke blive sur, vel, men jeg lånte altså din pose. OG jeg har kastet op i den…”
I bilen hjem kom vi begge til at fnise over hvor provokerende det er at låne folks forbudte ting, og endda brække sig på dem. Jeg tror at hun fattede noget af det – for jeg har ihvertfald haft den for mig selv lige siden. Så enten var det den værdifulde lektion, eller det faktum at den nu ikke længere er den hvideste pose i samlingen.

Tasken kan iøvrigt købes her, hvis man kender den følelse. Den er ret praktisk – dog ikke til opkast.

(Og nej – det er ikke et sponsoreret indlæg)

10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket over det.

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned – men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:

Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!

Superheltemor

Bogblog

Tag Archives: teenagere

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Om store børn, der vokser fra legetøj

Om spanske rejser – lidt guide til Barcelona og sniksnak om at rejse med børn

Om at være mor til teenagere

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Om bølger af gode ting

Om score-replikker

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts:

Related posts: