10/15/18

Om de tunge mærkedage, efterårsferie og indretning

Jeg har ikke kunnet blogge den sidste uges tid, fordi jeg har været underligt trist og haft svært ved at formulere hvorfor. Synes jeg har tudet mere end jeg plejer, over ting der ikke plejer at gå mig så meget på.

Har sneget mig ud på badeværelset og har smugtudet over alt, fra teenager-trods til brændt mad, og da jeg en sen aften opdagede at mindstebarnet og hendes veninde havde hygget sig med at lege med pipetten i en flaske vanvittigt dyr creme, som jeg havde brugt et halvt år på at spare op til, og havde tømt den hele ud i håndvasken, brugte jeg en halv time på at tude ude i badeværelsesmørket over det.

Ja, det er ærgeligt når ens creme pipettes ud i håndvasken; og op ad bakke at komme hjem fra arbejde, og blive mødt af teenagere der har rodet det hele til, smidt noget væk eller vil diskutere, men jeg plejer ikke at tude, og jeg er normalt god til at ryste ubehageligheder af mig og finde noget man kan grine af i situationen.

Så hvorfor al det tuderi, og de søvnløse nætter igen?

Men så kom jeg til at se på datoen: det er tre år siden min mand blev opereret første gang (ud af 11 operationer), og disse tidlige oktoberdage har været tunge hvert år siden.
Hader den lortesygdom, der bliver ved med at trække sine triste spor hos os allesammen…

Ninjaman er begyndt at bearbejde sine tanker omkring sit sygdomsforløb på sin blog, og siger det hjælper ham at få sat ord på. Jeg bliver helt vildt ked af at læse hans indlæg og genopfriske forløbet, men har heller ikke gjort noget selv for at bearbejde det, andet end bare at stå det igennem. Måske jeg burde gøre det samme som han gør, og skrive det ned –  men nok uden at blogge om det?

Nå, det her indlæg er et af dem uden pointer.

Vi har efterårsferie nu, og det er tiltrængt.

Planerne er ikke mange: vi skal se noget familie, gå nogle ture, fælde et træ, hænge ud med naboerne en aften, og næstældstebarnet, der har husets mindste værelse, har brændende ønsket sig at få det gjort mere teenagesejt, så det er også en af planerne at få malet og fikset det. Lige nu ser det sådan ud:


Vi skal have pillet sengen ned fra væggen og foræret til min niece, og så skal vi have malet rummet (hun ønsker sig en grå væg), og vi skal have fundet en ikke for dyr sovesofa eller lignende i den blå avis.

Har nogle af Jer kloge mennesker foreslog til indretning af sådan et lille rum, hvis man ikke vil have køjeseng? Så tager vi med glæde imod tips og ideer!

Nå, jeg må hellere op og hjælpe mellempigerne med at plastafdække rum inden vi maler. Trængte bare lige til at blogge lidt tristhed ud, og love at puste liv i bloggen igen lige om lidt.

God efterårsferie til Jer også!

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/20/13

Om score-replikker

Da jeg var 15, brugte jeg en sommer på, at være hemmeligt forelsket i en af mine venners venner.

Han havde numselange dreadlocks, spillede trommer i et band, og var så overdrevent cool og mystisk, at jeg ikke turde tale med ham.
Overhovedet.

Hver gang jeg gik hjemmefra for at mødes med mine venner, øvede jeg mig i hvordan jeg skulle tale med ham: skulle jeg spørge ham noget om musik? Nej, så kunne det være at han syntes det musik jeg selv hørte var dårligt…
Hvad så med at tale om politik? Nej, jeg vidste sikkert ikke nok…
Bøger? Hm, nej – måske syntes han jeg var en nørd, hvis jeg indrømmede hvor meget jeg læste….
Film? Nej, han var nok for rock’n’roll agtigt til at kunne lide film…

De få gange han henvendte sig til mig, blev jeg så befippet at jeg var superuhøflig – altså bare for at han ikke skulle finde ud af hvor meget jeg sad i smug og beundrede ham.

Hele sommeren vendte og drejede jeg alle de replikker,som jeg kunne forestille mig at starte en samtale med, inde i mit hoved; fandt dem allesammen helt forkerte, og talte derfor aldrig med ham.

Jeg så ham ikke i 20 år, før min datter en dag slæbte hans datter hjem, til en legeaftale.
Og vi blev venner.

Teenage-crushet er 100% overstået, og jeg kan sagtens snakke hans ører af, uden at behøve fornærme ham imens, eller tænke over emner.

Men forleden, fik jeg alligevel en åbenbaring, da min snart 3 årige ytrede den scorereplik jeg savnede som 15 årig:
Hun er ved at stoppe med at bruge ble, og er pavestolt af nyindkøbte underhylere, så hun løb min ven i møde da han kom forbi, flåede op i nederdelen og råbte:”SE JEG HAR UNDERBUKSER!!!”
Han beundrede dem behørigt, og viste hende toppen af sine egne.

jeps.
Der var den, scorereplikken.
Den havde helt sikkert fungeret godt mellem nogle 15 årige.
Godt jeg ikke vidste det dengang!