10/20/15

Om postoperations-humor

Ninjaman er endelig kommet hjem fra hospitalet, hvilket hjælper en del på vores begge tos humør.

Han har stadig ondt i både mund, kæbe og det ben der er blevet brugt som reservedel til opbygning af ny kæbe – og han må hverken gå eller spise andet end suppe, så jeg har taget et par dage mere fri for at hjælpe ham – men det er rart at komme væk fra hospitalslivet, og pigerne er også vildt glade for at have ham hjemme.

De lokkede ham til at hjælpe med græskarhovedudskæring forleden, hvilket han gik til med stor iver, og en bemærkning om at det var fedt, ikke at være den eneste i huset der var blevet snittet i ansigtet.
image

Så alt i alt går det fremad.
Vi mangler bare, at lægerne kan bekræfte at operationen fjernede alle spor af kræft, og så må de næste 4-5 måneder gerne gå hurtigt, med heling og de sidste par småoperationer.

Skulle jeg brokke mig over noget, er det hans morbide postoperations-humor, der er skyld i, at jeg konstant har denne her sang på hjernen.

Ja, operationen har gjort ham følelsesløs i halvdelen af ansigtet, men ER det seriøst nødvendigt at han konstant synger:” I can’t feel my face when I’m with you”, hver gang jeg kommer ind i rummet?

10/9/15

Om taknemmelighed

Det er mærkeligt hvordan sygdom, som intet andet, formår at lave et sort hul midt i hverdagen, der suger alting ind.

Jeg kan hverken huske hvordan det er, at føre en samtale eller skrive et blogindlæg der ikke involverer sygdom; eller forestille mig hvordan det der med at gå på arbejde, skal kunne passes ind igen, om halvanden uge.

Sygdom fylder de pladser, hvor der før var plads til alt muligt andet.

Vi er blevet kylet rundt de sidste par måneder, men lige nu befinder vi os midt i orkanens øje, hvor der er helt stille, og det bare handler om at lade tid passere.
Ninjaman skal hele, i ansigt, mund og ben, og jeg skal balancere min tid mellem ham på hospital, og pigerne der hjemme.

Her på tiende etage, klokken 05, er det halvsovende Østerbros nattelys bredt ud under os.
IMG_20151008_221233

Han sover, og det eneste jeg kan høre, er drop der drypper ting ind i ham eller ud ad ham.
Jeg har fået min egen seng ved siden af hans, og har sovet her i nat (eller ihverfald forsøgt på at sove.)

Vi talte tidligere, om at udsigten mindede om dengang vi blev gift, og vi brugte en nat på at glo ud over byens lys fra et hotelvindue.
Bortset fra, at denne gang er Ninjamans kind, det eneste der ser højgravid ud, og fremmede mennesker kommer ind en gang i timen og prikker på den – da vi blev gift var det mig der var højgravid, og vi slap for prikkeri.

Han har ondt og sover meget, men de siger at han heler som han skal.

Pigerne har storproduceret kunst til hans vægge, som jeg havde hængt op på stuen, mens han lå på intensiv i går:
IMG_20151008_124142
Jeg kan ikke sove mere, og kom til at tænke på, hvor taknemmelig jeg er.

Taknemmelig for at min søster sover hos mine børn, så jeg kan være her – og for at hun har forkælet dem helt vildt de sidste dage.

Taknemmelig for alle de mennesker vi har omkring os, der holder kontakt og sender tanker: familie og venner der henter børn og tilbyder efterårsferie-underholdning eller husly; mit arbejde der sender take away og blomster; børnenes klassekammerater der køber deres yndlingschips og skriver kort; alle de mennesker der smser jævnligt.

Bliver rørt over dem der sender de rørende, søde beskeder – men i lige så høj grad de få der sender de skæve, sære beskeder, der hiver os lidt ud af al denne sygdomsalvor.

Dem der sender mig distraherende fotos, af skeløjede katte eller egne kropsdele.

Min fætter der smsede Ninjaman, og tilbød at komme forbi med spareribs og flæskesvær, fik ham til at fnise så meget, at han måtte bede om ekstra morfin.

Min veninde, der cyklede ud på hospitalet hvor jeg ventede nervøst på at de vil vække ham fra koma, fyldte mig med kaffe og særdeles upassende koma-jokes, der rustede mig til at sidde hele dagen på intensiv bagefter.

Ninjaman selv, der så sit arrede, hævede ansigt for første gang, og konstaterede at han lignede Schmidt fra “New girl”, i den tykke periode.
new-girl-fat-schmidt-01
Jeg blev også rørt og taknemmelig over alle de søde kommentarer jeg har fået på blog, mail og facebook fra jer der læser med her – og selv om jeg først syntes det var meget grænseoverskridende med Annas søde indsamlingsinitiativ, så er jeg meget overvældet og taknemmelig – og min Ninja blev oprigtigt glad da jeg viste ham den. Tak!

Det her indlæg tog mig to timer at skrive – så det er formentlig ikke muligt at runde af med en god pointe.

Jeg kommer også til at blogge om andre ting end sygdom. Det lover jeg – både til de (to) der har mailet, at de ikke gider læse blog mere fordi jeg er deprimerende at høre på – men også til mig selv.
Trænger selv til at tænke på noget andet, men lige nu er vi altså her, i sygdomsboblen, og der er indlæg blå, og indimellem uden afrundende pointe.

Min fem årige har tegnet en tegning til sin fars hospitalsvæg – af et glad hjerte og en tappert smilende tåre, der holder i hånden.
Jeg tror det beskriver det hele overraskende godt lige nu:
DSC_0112

10/6/15

Om at spise – og rigtigt meget om sygdom

Engang havde jeg en lang samtale med nogle venner, om hvor smart det kunne være, hvis man kunne gøre ting på forhånd: sætte sig på toilettet i fire timer i træk dagen inden man skulle på Roskilde festival, og derved helt spare toiletbesøg på hele festivalen – eller sove en hel uge, hvor man alligevel var sløj, og så have 54 timers vågenhed til gode, man kunne bruge på et sjovere tidspunkt.

De sidste par uger har vi spist forud.
Drænet vores opsparing, og spenderet den på lige det vi – og særligt min Ninjaman – har haft lyst til.
Spist og spist, som forsøg på at tænke på noget andet.

Den dag lægerne på Rigshospitalet sagde at de troede det kunne være kræft han havde i kæben, gik vi på cafe’ og spiste burgere.

Den dag de sagde at det var kræft – fibrosarkom – og at hans halve underkæbe skulle amputeres og erstattes med stål, skinnebensknogle og væv, spiste vi bøffer.

Om aftenen lavede vi brunch til aftensmad, til børnenes udelte glæde, og fortate dem det bagefter. Vi spiste is, mens vi trøstede dem…

Weekenden efter spiste vi kyllingespyd over bål, og hjemmelavede tærter i en skov, til familiefest.

Min moster inviterede på running sushi dagen inden vi skulle til møde og aftale tid til operation – og vi 7 mennesker delte imponerende 102 tallerkener sushi.

Den dag vi fik dato på operation, spiste vi bøffer igen.

I weekenden har vi lavet livretter: tarteletter med høns i asparges, og bøffer (aner man et mønster?) med bearnaise.
IMG_20151006_122106
I går var Ninjaman og jeg på hospitalet hele dagen, hvor han var til røntgen, fotos, blodprøver og et hav af samtaler med en masse forskellige mennesker.
Han fik tildelt en seng ved vinduet, med udsigt til pik-legepladsen.
IMG_20151005_204559
Pigerne var blevet hentet af familie, der lovede at fodre dem af, så vi gik på indisk restaurant, hvor vi vendte dagens mange samtaler, og informationer om risici og gener ved operation – og skiftevis lavede morbide jokes om seje wrestler-navne han kunne få, med ny stålkæbe, og smågræd ned i vores butterchicken…
Det sidste rigtige måltid mad han kommer til at spise, i månedsvis – og så sad vi der og oversaltede den med tårer.

Vi kyssede farvel foran rigshospitalet. Mange gange.

Han skulle op og tage hospitalstøj på, og jeg skulle hjem og putte vores piger, der havde sms’et mig bekymret en milliard gange, og gerne ville have mig hjem.
Jeg havde lige meget lyst til at være begge steder…

Jeg måtte holde bilen ind til siden et sted på Frederiksberg, og tude færdig.

Kom hjem, puttede børn, talte med min fætter, kollapsede i en bunke børn, der alle fire lå i min seng, eller på madras op af.

Skrev godnat med min Ninja.
Skrev godmorgen da vi vågnede, inden de kørte ham på operationsgangen.

De opererer på ham endnu, og er først færdig i aften.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv.
Har ikke lyst til at se nogen mennesker.
Tog ud på hospitalet og gik rundt.
Tog hjem igen og tog et langt bad.
Henter børn om lidt.

Alt det som mad har fyldt den sidste tid – med præ-operations opfedning og “lad-os-bare-du-kommer-ikke-til-at-spise-længe”-undskyldninger – og i dag har jeg ikke haft lyst til andet, end en håndfuld slik jeg har stjålet fra mine børn.
De burde lære at gemme den slags bedre…

09/29/15

Om godt legetøj, i svære situationer

(Reklame, da jeg har modtaget betaling, i form af legetøj)

Da mine børn blev spurgt om de ville teste Playmobils børnehospitals-serie,var det en nem beslutning at sige ja – både fordi det er noget af det legetøj de leger allermest med, og fordi jeg tænkte det var en god indgangsvinkel til at få talt med børnene (særligt den mindste)om deres fars sygdom.

Yngstebarnet blev helt ufatteligt glad da hun åbnede kassen med Playmobil i, der ankom en helt almindelig, kedelig mandag.
IMG_20150917_185316
Hendes far havde ondt efter biopsi, og lå og sov, teenagesøster lavede lektier, og mellempigerne var hjemme hos venner – så til min store skræk indså jeg at det hvilede på mine skuldre, at få samlet det hele – for at lade hende vente til mere kompetente samlere var til stede, nænnede jeg ikke…

Jeg er ikke særligt glad for opskrifter og manualer, men når man samler den slags skal de følges mere end nøje.
(Dette erfarede jeg mere end en gang, hvor jeg småbandende måtte skille det jeg havde improviseret igen…)

Min lille assistent stod for samling af Playmobilfigurer og smådimser,og mens hun gjorde det, begyndte hun at lege med det.

Det var rigtigt hyggeligt at sidde og lytte til hendes sniksnak, og jo mere hospitalet tog form, jo mere gjorde hendes leg også,og jeg fik helt kuldegysninger, da hun begyndte at lege, at en dreng havde “noget med kæben” og skulle opereres – ligesom hendes far.
IMG_20150917_234132
Da vi fortalte børnene om at far var syg, havde hun virket ret uinteresseret, og vi havde tænkt at hun måske var for lille til at forstå det – men det var tydeligt i hendes leg, at hun havde forstået meget, og at det var noget der bekymrede hende.

Jeg viste hende hvordan røntgenapparatet virkede, og fortalte om de scanninger hendes far havde fået imens.
Da hun var færdig med at scanne drengen, viste jeg hvordan han skulle bedøves, inden han fik taget prøver ud af kæberne, og dette gjorde hun også, med stor entusiasme.

Så fulgte en samtale hvor hun styrede lægen, der sagde til drengen at han skulle stoppe med at tude, og informerede ham om at han skulle “skæres i hovedet”, og “måske skulle dø”.

Her skyndte jeg mig at gribe en anden læge, der gav drengen en noget blidere besked, og forsikrede ham om at han ikke skulle dø, og sammen opererede vi ham, lagde hans ben og hoved i gips, lavede suppe til ham, og tog gipsen af ham igen, og glædede os over hvor fin og rask han blev.
IMG_20150929_125939
Jeg havde forestillet mig at legetøjet måske kunne starte en samtale om det vi er i, men at det kom så nemt, og hun havde gjort sig så mange tanker omkring det, anede jeg ikke…

Playmobils børnehospitals-serie er utroligt detaljeret, og jeg tænker at man som forældre vil kunne bruge det til at afdramatisere ting der skal ske.
Der er fx en tandlæge (der ikke engang er særligt dyr), som man kan bruge til at lege med tandlægeforskrækkede børn med, eller en røntgenklinik, hvor man kan gennemgå hvordan undersøgelser er.
Selve børnehospitalet er lidt dyrt, men der er samtidigt også utroligt mange timers leg i det, og det indeholder både detaljeret operationsstue og senge til både børn og babyer.
IMG_20150918_074231
Da mellempigerne kom hjem, kastede de sig over legetøjet med lige så stor begejstring som lillesøster, og påbegyndte en dramatisk leg, med trillingefødsler, ulykkelig kærlighed, og en lang række børn der havde værer udsat for ulykker, og skulle hentes i ambulancen (der iøvrigt kan have både lys og udrykning på).
Her kunne jeg se at også de bearbejdede frygt, da de både behandlede en dreng der skulle opereres i kæben, og der var et barn der havde en faldulykke, helt magen til den næstmindstebarnet havde sidste år, som de begge har været meget påvirkede af siden, fordi det havde været så dramatisk.

Hospitalet bor fast på vores spisebord, for de leger med der flere gange om dagen, og det kan ikke svare sig at pakke det væk.
Selv os voksne og teenageren tager os selv i lige at stille de små hospitalssenge pænt på række, når vi går forbi, og naboens søde datter har været og lege med det i timevis, sammen med mindstebarnet.
Jeg kan godt lide at smålytte lidt til deres samtaler, og tænker at jeg på denne måde har mulighed for at gribe de oplæg til spørgsmål om deres fars sygdom der måtte komme, uden at det bliver forceret.

Må jeg høre jeres erfaringer, med at bruge leg, som indgangsvinkel til at tale om noget svært?
Er der nogen af jer der har prøvet at lege, eller tegne, eller læse om det, og på den måde åbnet for mulighed for dialog med børnene?
Erfaringer modtages med kyshånd!
13-006657_360
Dette indlæg er sponsoreret, i form af legetøj til test – men jeg har valgt at skrive langt om det, da jeg selv blev overrasket over hvor godt det har været at tale om svære ting, med legetøjet som hjælp.
Jeg kan varmt, varmt anbefale det!

Min mening er ikke købt, den er ganske ægte (hvilket den iøvrigt altid er – hvis jeg ikke kan lide ting, ubdlader jeg som regel at skrive om det).
Linksene er affiliate – hvilket betyder at jeg tjener en lille procentdel,hvis nogen køber noget igennem dem.

09/10/15

Om bekymringer, og kunsten at bløde i hjertefacon

Hans vielsesring ligger i min venstre håndflade.
Overraskende tung, og slidt helt blød og glat, efter 14 år på hans finger.
Den var svær at få af.

Rigshospitalets kantine er fyldt af mennesker, der snakker.

Jeg ser ud i haven, hvor der er en legeplads, hvor legehusene ligner pikke.

Han sendte mig fotos af dem, første gang han var til undersøgelse herude, og jeg grinede højt, som han havde vidst at jeg ville.
IMG_20150909_073249
Min kaffe smager af salt, og jeg tager mig til kinderne for at se om det er fordi jeg græder.
Det gør jeg ikke.

I går græd jeg under bruseren, og opdagede det først, da et af børnene spurgte om jeg græd.
“Nejnej, jeg skal bare nyse!” forsikrede jeg, fakede et nys, og snørede tårekanalerne lidt hårdere sammen.

Lige nu skærer de et lille stykke af hans kæbe af. En biopsi.
Det er anden gang de gør det, men første gang de skærer så meget at han skal i narkose.

Han lignede ikke en patient i morges, da vi mødte ind på operationsgangen.

Men som han tog tøjet af: de stramme jeans, de nye sko jeg gav ham i Århus, og den blå skjorte der klæder ham så godt – og iførte sig en alt for stor hospitalsskjorte og noget der lignede mintgrønne balletsko, gjorde han.

Mens vi ventede på narkoselægen tog jeg mig selv i at sidde og smøge hans ærmer op, for at se på hans tatoveringer.
De lignede stadig ham.

“Jeg kysser dig lige, mens jeg stadig har følelser i læberne” sagde han, og kyssede mig, foran døren til operationsstuen.

Alle de kys vi har udvekslet i løbet af de nøjagtigt 18 år og 1 dag vi har været kærester – og om lidt kan han kun mærke dem på halvdelen af munden, for nerverne bliver beskadigede af operationen…

Jeg ved ikke om det er meningen man skal kysse sin mand dobbelt så meget så?

“Jeg kan jo stadig mærke det med den anden halvdel af munden.” beroligede han mig “men jeg ved ikke om jeg kommer til at savle!”

Det lo vi af.
Selvom det er sandt, og egentlig ikke sjovt: han ved det ikke.

Vi ved ikke noget.

Der er nogen der siger at det værste ved sygdomsforløb er venten på svar.
Måske er det rigtigt.
Men jeg er også bange for svarene…

—–
Nu er vi hjemme.
Operationen gik som den skulle, han har kun moderat ondt, og min fætter har hentet børn, købt ind og laver mad.

Der er tre uger til vi får endeligt svar, men vi ved at han helt sikkert skal igennem en stor operation,og have fjernet halvdelen af kæben, for et eller andet har spist hans knogle.

“Se!” sagde han, da han hev plasteret af hånden, som droppet havde siddet i ” i det mindste bløder jeg hjerter!”

DSC_0271

09/10/14

Om sygdom og tanker

Bagefter var vi enige om, at lægen havde sagt det på en helt forkert måde.

Uengageret og al for saglig, havde han været, og min store far havde set alt for lille ud, siddende på en slidt, blå kontorstol, i et hospitalsrum proppet med sære maskiner, og jeg havde skyndt mig at stille alle de spørgsmål om behandlingen som jeg overhovedet kunne komme I tanke om, for ikke at tænke på det lægen havde sagt.

Måske havde det været nemmere, hvis lægen havde sagt det lidt henkastet:”dejligt vejr, hva? Du har iøvrigt lidt cancer i halsen…”, mente min far, og mens vi ventede på næste undersøgelse, var vi upassende morbide omkring forskellige måder, hvor på man kunne danse eller mime et sådant svar, for at få det til at virke mindre dystert.

De næste 7 timer gik med samtaler og undersøgelser, og uendeligt meget ventetid.

Jeg har ikke tilbragt så mange timer i træk sammen med min far siden jeg var barn, og vi fik talt om alt muligt: fra duften af grammofonplader, til hvorfor min farfar var sådan en idiot; hvornår man bliver voksen, og hvad et godt liv egentlig er.
Kræft talte vi næsten ikke om.
Det var bedst sådan.

Vi spiste smørrebrød i rigshospitalets overfyldte kantine, og drak hver vores øl, så hurtigt at vi blev svimle.

Prognosen er heldigvis god, fortalte de venlige læger vi talte med sidst på dagen – behandlingen lyder derimod utroligt hård, med 33 strålebehandlinger på halsen, smerter og bivirkninger…

Jeg efterlod min far i eftermiddagssolen, på hans altan.
Han lignede ikke en patient.

Jeg følte mig gammel da jeg cyklede hjem.
Tænkte på at livet pludselig føles kort, når ens forældre bliver syge.

Min fantastiske moster havde hentet og passet børn for mig, og pludselig syntes jeg at hun så en lille smule mindre og mere skrøbelig ud end hun plejer, og jeg måtte stoppe mig selv i ikke at følge hende helt ud til bilen, eller formane hende om at køre pænt.
Mine børn var også blevet mærkbart mere ranglede og teenageagtige end de havde været samme morgen.

I morges gik jeg tur med min yngste, og hendes hånd (der stadig har smilehuller ved knoerne) gemt i min, og lyttede til hendes skingre stemmes søde sniksnak.

Tænkte imens på, at det er okay, hvis de næste par måneder går hurtigt – så min fars behandling kan blive overstået, og han kommer godt ud på den anden side – men at jeg må forsøge ikke at lade mig vælte omkuld af tanker om tid, og være i det nu, der er.

Om det så er gåture i solskinnet med en fire årig, eller samtaler på en umagelig stol i et venteværelse med min far.

—-

20140910-130951.jpg
1979 – for et øjeblik siden

06/23/14

Om fest og rystede hoveder

Hele sidste uge brugte jeg på at bekymre mig over hvor godt vejret mon ville blive lørdag, hvor jeg skulle holde fest for 30 mennesker.
Vi havde lavet ti liter chili con carne, lokket min søster til at bage, og købt sprut og juice i store mængder – det eneste vi virkeligt manglede var plads.

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op på arbejdet, af pigernes lærer.
Min 7 årige var faldet af en gynge, havde slået hovedet, og blev kørt med ambulance til hospitalet.
Vi skyndte os derud, til en desorienteret lille pige og hendes hændervridende storesøster.

Hun var indlagt til observation i 6 timer, og da vi sad der og aede hendes bløde kinder mens hun kastede op, virkede det uendeligt ligegyldigt hvordan fest-vejret blev – hvis bare hun fik det bedre.

Og det gjorde hun.
Lørdag morgen var hun glad, og havde næsten ikke hovedpine, så vi reserverede et værelse kun til hende, hvor hun kunne gå ind og hvile sin lille knold hvis det blev for meget – og så gav vi os til at rydde stuen for møbler.

20140623-131143.jpg
Selv uden de møbler der kunne flyttes, var det svært at forestille sig at der kunne sidde 30 til spisning – men vores søde nabo forbarmede sig over os, og lånte os sit store telt.

20140623-131348.jpg
Pludselig var der plads til det hele – også en blæret bar, opdelt i børnedrinks og voksendrinks(og det er førstnævnte pigerne mikser sig her, selv om det ser anderledes ud;))

20140623-132324.jpg
Det blev den hyggeligste fest jeg har været til i flere år, med børn og voksne der hyggede sig på kryds og tværs.
Der blev spillet spil og leget gemmeleg, spist kager, grinet og danset, og det var totalt hyggeligt at børnene var med også.
Jeg blev ganske rørstrømsk og sentimental over, hvor dejligt det var, at kunne samle så mange yndlingsmennesker på en gang, og brugte en del energi på at holde små improviserede jeg-elsker-dig-taler, for stort set alle tilstedeværende.
Bare fordi jeg blev overvældet over at jeg kendte dem, når nu de at så søde.

Dagen efter så der sådan her ud:

20140623-211329.jpg
Og sådan så der ud næsten hele dagen, mens vi ryddede langsomt, langsomt op – mens vi talte om hvordan festen havde været hele mængden af
oprydning og tømmermænd værd.

03/8/12

Om hjernesnot

8. Marts, kvindernes kampdag, i dag.
Jeg ville gerne skrive et eller andet meningsfyldt, fx om kønskvoter i bestyrelser, eller fortælle at jeg skulle ud og demonstrere sammen med mine piger – men faktum er, at jeg er influenzaramt, og af den grund har en hjerne der består af lige dele snot og klynkelyde.
Kan ikke formulere noget intelligent lige nu.
(Men hvis det kan gavne ligestillingen, vil jeg gerne indrømme at jeg er mindst fire gange så ynkelig og selvmedlidende, som man påstår syge mænd er?)
Supertumling holder mig med selskab – hun har lungebetændelse, som hun tager rigtigt pænt: vakler rundt på feberskælvende ben, med blodnæse og rygerhoste, mens hun smilende leger med sine biler og ser musikvideoer på iphonen.

Og nu tabte jeg lige tråden helt… Blev slået i hovedet med en legetøjsbil.
Kan slet ikke beskrive med ord, hvor meget selvmedlidenhed det startede.

Stay tuned, vender tilbage senere i dag med spændende beretninger fra influenzaland.
En lille cliffhanger: måske fortæller jeg endda om mine nervepirrende spændende oplevelser med at sætte cd’er i orden?

12/3/11

Om decemberfødselsdage

Så troede I måske lige at der kom kærlighedsføljeton i dag, hva?
Beklager: er i meget lidt romantisk humør lige nu…
I dag fylder Krea-Girl 10 år – første runde fødselsdag, som hun har glædet sig til i månedsvis.
Jeg købte et billigt ophold i ferielejlighed til denne weekend, hvor vi skulle fejre hende.
Her er adgang til indendørs swimmingpool, og udsigt over havet – og da vi ikke har økonomi til at tage på udenlandsferier, er dette det tætteste på pigerne har været – og de har ikke talt om andet i ugevis.
Klokken er nu 02.
Jeg ligger på en bulet sovesofa i en ferielejlighed, med en gloende febervarm baby sovende på mit bryst. Hun har brækket sig ca 10 gange den sidste time – håndklæder, lagner, mine tre tshirts: alt er tilsølet, og ligger i en bunke i brusekabinen.
Jeg hader når børnene er syge – både fordi det er så synd for dem, men også fordi min hjerne tit får pisket en panikstemning op, så mens jeg forsøger roligt at nusse og trøste, råber min hjerne:”det er farligt!! Det er fugleinfluenza!! Hun dør!! Det er din skyld!! Du er en skod-mor!!”
Ja, så nu kan jeg ikke sove. Har forsøgt så ihærdigt at undgå at gå i panik af hjernens hypokondriske dommedags-fabuleringer, at jeg nu er hyper og ikke kan sove.
Har ondt af det smukke store fødselsdagsbarn, der sover ved siden af mig.
Det er altså ærgeligt at være født i december, hvor fødselsdagsplanerne ofte forpurres af sygdom…
Hendes 2 og 8 års fødselsdag var hun selv influenzaramt, hendes 5 års blev hendes små søstre indlagt med lungebetændelse – og hendes ti års weekendtur, ligner den bliver en dag kortere end planlagt…
Må kompensere for det på anden vis snart – en alenefridag med en af sine forældre må kunne lette skuffelsen lidt?
Og nu må jeg hellere få sovet lidt, så jeg er frisk til næste gang babyen forvandler sig til en bræk-fontæne….
(Beklager pointeløst indlæg – træt, med bræk i hår, og en irriterende sang på hjernen, hvor jeg kun kan huske at omkvædet indeholder linien:”Niklas for dig!”)

05/31/11

Om brok og mangel på glamour

Vi tog for en del år siden en beslutning, om ikke at brokke os sammen over vores børn, tænke positivt og forsøge at få romantik ind i hverdagen, da vores børn yderst sjældent bliver passet ude.
Selv om kun to af dem var planlagte, er de to andre i høj grad valgt til, og vi har accepteret at mindre tid og færre penge er en helt i orden pris at betale, for rigdommen ved mange børn.
Det lød frelst, kan jeg godt se. Det skal ikke opfattes sådan – prøver bare at forklare, at hvis man vælger at glæde sig over når børnene krammer hinanden og det lykkes for de voksne, at sidde sammen og dele en øl i haven, så føles livet meget bedre, end hvis man vælger at sidde og tale om hvor kræsne og sure de er, eller hvor urimeligt det er at der ikke er nogen der gider passe alle børn i en weekend, så de voksne kan komme på tantra-kursus.
Den tankegang virket ihvertfald herhjemme, og vi er – det meste af tiden – ret tilfredse med vores liv, trods fejl og mangler.
Så kommer der lige en uge som den seneste, hvor krea-Girl er syg og superbaby lærer at gå, og bliver så utryg at hun glemmer at sove. Hulk bliver jaloux over at de to får meget opmærksomhed, og reagerer ved at slå eller smide med ting, og frk
Fantastisk keeeeeeeeeeeder sig… Der har på skift været en der har været vågen til midnat, og en anden der stod op kl 06.
De tre store OG mig selv, har lus, hvilket betyder 4x lusekur, samt vask af sengetøj og bamser – de brokkede sig så meget over at bamserne ikke kunne trække vejret i vaskemaskinen, at jeg truede med kronragning som alternativ.
Jeg er gået i gang med at male børneværelse, og farven er faktisk ikke pæn. Lidt for skinger. Til gengæld er jeg for doven til at dække ordentligt af, så der er maling på gulve og karme.
Den lovede aften med babysitning blev aflyst, så vi har ikke haft mange sekunder uden børn på armen, og SÅ bliver det lidt for tydeligt hvor uglamourøst et liv vi har!
Jeg ville ikke bytte mine fire unger for
noget i verden – men er villig til at leje dem ud til fx husarbejde, i bytte for 5 timer på en strand i caribien, med solskin, drinks og halvnøgne mænd i sigte.
Bare sig til!